Bestseller A/S

BESTSELLERs Olympiske Håb 2024: Her er de nominerede

Del

De tre nominerede til BESTSELLERs Olympiske Håb 2024 er fundet. Prisen uddeles hvert år til en atlet, der forventes at kunne sætte sit præg på fremtidens olympiske eller paralympiske lege. Vinderen kåres til Sport 2024-showet den 4. januar 2024.

For 16. gang uddeler BESTSELLER sin talentpris til en ung atlet med en lovende fremtid inden for dansk idræt. I år er det en skater, en kajakroer og en para-længdespringer, der kæmper om titlen som BESTSELLERs Olympiske Håb 2024.

Årets nominerede er:

  • Skateren Viktor Solmunde
  • Kajakroeren Sebastian Rask Løkkegaard
  • Para-længdespringeren Emilie Aaen

De tre nominerede er udvalgt på baggrund af anbefalinger og indstillinger fra de danske idrætsforbund, der hver især indstiller atleter, som alle har et særligt talent og en lovende fremtid inden for deres sport. De nominerede er desuden kendetegnede ved stærke og ordentlige værdier, som gør, at de bidrager til et positivt miljø omkring dem og deres sport.

– Vi modtager hvert år mange spændende indstillinger af unge og talentfulde atleter, og i år er ingen undtagelse. Trods deres unge alder har de tre nominerede allerede sat deres præg på sporten med imponerende præstationer og meritter, der tydeligt vidner om deres store talent, siger Anders Gam, direktør for JACK & JONES og en del af BESTSELLERs OL-samarbejde, og uddyber:

– BESTSELLERs Olympiske Håb-pris anerkender ikke kun de sportslige præstationer, men vægter også personlige egenskaber, der kendetegner de unge atleter. De tre nominerede udviser en imponerende dedikation til deres sport og en stærk fællesskabsånd, som beriger både deres sport og de foreninger, de er en del af. Det er denne unikke kombination af talent og personligt engagement, der har ført til, at netop disse tre er blevet nominerede til BESTSELLERs Olympiske Håb 2024.

Prisen præsenteres ved Sport 2024

BESTSELLERs Olympiske Håb uddeles som en del af det olympiske samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.

“Prisen som BESTSELLERs Olympiske Håb er ærefuld at blive nomineret til, for flere af de tidligere nominerede til prisen har efterfølgende vundet OL-medaljer til Danmark. Det er med andre ord meget motiverende for unge fremadstormende atleter at blive nomineret til denne olympiske og paralympiske pris,” siger Søren Simonsen, der er chef de mission i Danmarks Idrætsforbund og fortsætter:

“Igen i år har BESTSELLER udvalgt tre uhyre dygtige atleter, som har fremtiden foran sig. Jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se dem til OL og PL i fremtiden, og hvem ved, om de går i fodsporene på flere af de tidligere vindere af prisen og kan stille sig op på medaljeskamlen i Los Angeles eller Brisbane om fire eller otte år?”

Foruden titlen følger DKK 100.000 inklusiv et tøjsponsorat på DKK 25.000. Støtten skal hjælpe vinderen på vejen mod at opfylde de olympiske drømme.

Vinderen præsenteres ved tv-showet ‘Sport 2024’, som afholdes i Herning af DR i januar 2024.

I fornemt selskab

Blandt de tidligere modtagere af BESTSELLERs Olympiske Håb finder man blandt andre OL-medaljevinderne Lotte Friis (svømmer), Viktor Axelsen (badmintonspiller), Rikke Møller Pedersen (svømmer), Cathrine Laudrup-Dufour (dressurrytter) og Daniel Wagner Jørgensen (paraatlet).

Sidste års vinder, Nikolai Terteryan, vandt prisen som BESTSELLERs Olympiske Håb 2023 på grund af sit store talent inden for boksning, men også på baggrund af stærke menneskelige værdier.

– Det betyder meget for mig at vinde BESTSELLERs Olympiske Håb 2023. Det er øjeblikke som dette, der giver mig motivation til at træne endnu hårdere, udtalte Nikolai Terteryan, da han vandt BESTSELLERs Olympiske Håb 2023.

- - - - - -

FAKTA: Hvem er de nominerede til BESTSELLERs Olympiske Håb 2024?

Emilie Aaen, længdespringer

Emilie Aaen er en 22-årig længdespringer, der har gjort kometkarriere inden for parasporten. Hun var indtil få år siden en landsholdsgymnast, men måtte sætte en brat stopper for karrieren, efter en træningsulykke medførte, at hun mistede sit venstre underben. Det bremsede dog ikke Emilies sportslige ambitioner, og på blot halvandet år formåede hun at kvalificere sig til det danske landshold i para-atletik. 

Ved sin paralympiske debut i Paris 2024 opnåede hun en 7. plads i længdespring. Emilie drømmer om at kæmpe om medaljer ved de kommende Paralympiske Lege i Los Angeles i 2028, hvor hun har klare mål om at forbedre sine præstationer.

På trods af Emilies imponerende debut ved de Paralympiske Lege er hun fortsat jordnær og fokuseret. Hendes smittende humør, stærke arbejdsmoral og vilje til at støtte sine holdkammerater gør hende til en vigtig del af landsholdet i para-atletik – og ikke mindst en lovende kandidat til at kæmpe om medaljer i 2028.


Navn: Emilie Aaen

Sportsgren: længdespring/atletik

Alder: 22 år (født november 2001)

 

Sebastian Rask Løkkegaard, kajakroer

Sebastian Rask Løkkegaard er en 17-årig kajakroer fra Silkeborg Kajakklub, der anses som et af Danmarks mest lovende kajaktalenter.

Han er en ægte teamplayer, der altid støtter sine kammerater. Hans imponerende vilje og fokus på vandet har ført til flere imponerende præstationer, herunder en bronzemedalje ved U18 VM på K1 1000m.

I 2024 sikrede Sebastian sig to fjerdepladser ved Ungdoms EM og fulgte op med en stærk sæson, hvor han vandt seks guldmedaljer ved de danske mesterskaber, fem guldmedaljer til det nordiske mesterskab og en bronzemedalje ved U18 Verdensmesterskabet. Sebastians mål er soleklart: podiet i Long Beach til OL 2028 og dernæst Brisbane i 2032. Med en solid arbejdsmoral, et stærkt bagland og en brændende passion for kajaksporten er han fast besluttet på at kæmpe for sine drømme.

Navn: Sebastian Rask Løkkegaard

Sportsgren: kajakroning

Alder: 17 år (født december 2006)

 

Viktor Solmunde, skateboarder

Viktor Solmunde er en 17-årig skateboarder, der allerede har markeret sig på den internationale scene. Som en del af det danske skateboardlandshold udviser han en dedikation, der er sjælden for hans unge alder. Viktor har et fremragende sportsmanship og betragter sine konkurrenter som venner.

Internationalt er Viktor ikke bare en dygtig atlet, han er også en populær figur i skateboardmiljøet. Med en imponerende 7. plads på verdensranglisten i Park og en bronzemedalje ved verdensmesterskabet i septemper har Viktor cementeret sin status som en af de mest lovende skateboardere.

Viktor deltog til OL i Paris i sommers og selvom det ikke blev til den finale plads han drømte om, viser Viktor en imponerende evne til at komme tilbage. Viktors comeback til VM vidner om en ung atlet med det rette mindset og et stort sportsligt potentiale.

Navn: Viktor Solmunde

Sportsgren: skateboarding

Alder: 17 år (født august 2007)

Følg pressemeddelelser fra Bestseller A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Bestseller A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye