Djøf

Vinderne af Djøfs specialepris 2024: Jeres specialer kan forandre samfundet

Del

Tre vinderspecialer leverer brugbare løsninger på udregning af fremtidige omkostninger i sundhedsvæsnet, forsyningssikkerhed i krigstid og hvordan kunstig intelligens kan bidrage til mere fair karaktergivning. 

De glade vindere af Djøfs Specialepris 2024. Fra venstre: Line Højris Revsbech, Maria Laursen,  Anne Balsby, Sofie Listov-Saabye og Bolette Glad Bak
De glade vindere af Djøfs Specialepris 2024. Fra venstre: Line Højris Revsbech, Maria Laursen, Anne Balsby, Sofie Listov-Saabye og Bolette Glad Bak Fotograf Kasper Løjtved

Vinderne af Djøf Specialepris 2024 er fundet.  

"Tillykke til de dygtige vindere. Med hårdt arbejde, fantasi - og muligvis også er par søvnløse nætter – har I lavet modige og nytænkende specialer med høj samfundsrelevans", siger Sara Vergo, formand for Djøf.

Djøfs specialepris går hvert år til tre fagligt stærke specialer inden for business, bæredygtighed, jura, ledelse, samfund eller økonomi.  

"Specialer får alt for lidt opmærksomhed. Det er den store finale på en lang uddannelse. De studerende fordyber sig og bruger alt hvad de har lært gennem et langt studie. Vinderne af Djøfs specialepris er kendetegnet ved, at de identificerer samfundsproblemer og kommer med bud på nye løsninger. Djøfs speciale pris hylder nye indsigter, som kan bruges i erhvervslivet, forskningen eller samfundet."

Fantasi og relevans  
Vinderne er kåret af en faglig jury, som har lagt vægt på faglig kvalitet, nytænkning og bidrag til samfundet. 

Vinderne af Djøfs specialepris 2024 

  • Sofie Listov-Saabye, Aarhus Universitet, vinder for specialet: Swimming with Red Herrings: Examining the Assumptions Behind Health Expenditure Forecasting. Specialet undersøger den demografiske ændring i befolkningen og præsenterer en ny metode til at lave fremskrivninger af offentlige sundhedsomkostninger.
  • Bolette Glad Bak, Copenhagen Business School, vinder for specialet: The era of geopolitical fragmentation. Securing the european aluminium supply. Specialet bidrager med ny viden om sikring af forsyningskæder for aluminium i et usikkert geopolitisk landskab.  
  • Anne Balsby Roersen, Line Højris Revsbech og Maria Laursen, Aalborg Universitet, vinder for specialet: Konsistent karaktergivning med kunstig intelligens.  Specialet undersøger, hvordan AI kan nedbringe såkaldt støj i karaktergivning og give et mere fair karaktersystem.  

Talentjagten er sat ind 
Arbejdsgiverne kæmper om at få fat på de nyuddannede samfundsvidenskabere. Det tager nu kun 2,5 måneder i gennemsnit for Djøfs nyuddannede medlemmer at lande første job, viser en ny medlemsundersøgelse.   

"Når vi nu så tydeligt kan se, at der er brug for vores dygtige kandidater, så forstår vi simpelthen ikke, at regeringen med kandidatreformen vil forkorte deres uddannelser og uddanne færre.  Derfor opfordrer vi regeringen til at gentænke kandidatreformen.  Det er afgørende for at uddanne dygtige kandidater, at de studerende har tid til at fordybe sig og dygtiggøre sig i særlige problemstillinger gennem valgfag, praktik og speciale", siger Sara Vergo.

I alt har 202 specialer fra hele landet konkurreret om at vinde Djøfs specialepris. Vinderspecialerne får 15.000 kr. hver i præmie.  
 
For mere information kontakt pressechef Torben Gross, tlf. 21 49 01 73 
 
Fakta  


Sofie Listov-Saabye, Aarhus Universitet. Swimming with Red Herrings: Examining the Assumptions Behind Health Expenditure Forecasting. 
 
Juryens udtalelse:  
"Specialet går ind på ukendt land og udfordrer de matematiske modeller, som danner basis for beregningen af udgifter til fremtidens sundhedsvæsen. Specialet får gennem et imponerende datagrundlag draget en konklusion af høj politisk og samfundsmæssig relevans, både nationalt og globalt. En konklusion, som kan have store konsekvenser for velfærdssamfundet. " 
 
Forfatteren siger om specialet:  
"Specialet undersøger den demografiske ændring i befolkningen med henblik på at fremskrive de offentlige sundhedsomkostninger. Specialet udfordrer Finansministeriets eksisterende regnemodeller og præsenterer en ny metode, som kan forandre den måde, vi laver sundhedsøkonomiske fremskrivninger på i Danmark."
 
Bolette Glad Bak, Copenhagen Business School. The era of geopolitical fragmentation. Securing the european aluminium supply. 
 
Juryens udtalelse:  
"Specialet fokuserer på forsyningssikkerhed i Europa med fokus på aluminium, et emne af høj relevans, som kræver stort mod at bevæge sig ind på, fordi forskning på området er enormt sparsom. Specialet udfordrer EU's nuværende tilgang på baggrund af en stærk og velbeskrevet metodeanvendelse, som viser højt akademisk niveau." 
 
Forfatteren siger om specialet:  
"I en verden med et skiftende geopolitisk miljø, hvor samfundskritiske varer som aluminium bliver "weaponized", er det afgørende at forstå, hvordan man skaber forsyningssikkerhed. Specialet anvender nye, uprøvede teorier til at skabe brugbar viden om forsyningssikkerhed og gøre den anvendelig for offentlige instanser."  
 
Anne Balsby Roersen, Line Højris Revsbech og Maria Laursen, Aalborg Universitet. Konsistent karaktergivning med kunstig intelligens.   
 
Juryens udtalelse:  
"Specialet udfordrer den gængse praksis for karaktergivning ved at undersøge, om brug af AI kan reducere såkaldt støj i forbindelse med karaktergivning. Specialet er velskrevet, logisk opbygget og underbygger med høj faglighed sine pointer, så man som læser rives med af det modige eksperiment." 
 
Forfatterne siger om specialet:  
"Specialet klarlægger på overbevisende vis, hvordan AI kan styrke karaktergivningen. Specialet undersøger også eksaminatorernes tillid til modellen, og hvorvidt de er villige til at anvende den. Det formår dermed at udfordre gængse forestillinger om karaktergivning, fagprofessionelles skøn og AI’s indflydelse på uddannelsessektoren. " 
 
Juryen består i 2024 af 

  • Henrik Akselbo, direktør og medstifter af Represented by Bloggers Delight og medlem af bestyrelsen for TeeShoppen 

  • Josefine Movin Østergaard, partner i advokatselskabet Bruun & Hjejle 

  • Katrine Ellersgaard Nielsen, branchedirektør for DI Rådgiverne, Dansk Industri 

  • Kristin B. Munksgaard, professor, prodekan for strategisk udvikling og leder af SDU Business School  

  • Marie Louise Mors, professor og viceinstitutleder, Institut for Strategi og Innovation, CBS  

  • Nikolaj Malchow-Møller, Head of People & Purpose i Deloitte  

  • Rasmus Antoft, dekan, Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet og lektor ved SAGA, Aarhus Universitet 

Om Djøf

Djøf er fagforening og rammen om faglige fællesskaber for 110.000 ledere, medarbejdere, selvstændige og studerende i den private og offentlige sektor i Danmark og i udlandet.

Djøfs medlemmer er langt fra ens. Men de deler passionen for faglighed og akademisk udvikling. Og de er fælles om viljen til at drive og udvikle erhvervsliv og samfund i en bæredygtig retning. 

Djøfs medlemmer sætter deres viden i spil overalt i samfundet: Som rådgivere og konsulenter. Direktører og dommere. Advokater og analytikere. Projektledere og kommunikatører. Bestyrelsesmedlemmer og finansfolk. Eksperter og embedsmænd. Forskere, frivillige og fuldmægtige. Og meget mere. 

Derfor driver Djøf faglig udvikling og inspiration, 1:1 rådgivning og karrieresparring, netværk og debat om aktuelle dagsordener og fremtidens arbejdsmarked. ​

Vi arbejder for at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår og et inkluderende arbejdsliv for alle medlemmer. Og vi bakker dig op – også juridisk, hvis du får brug for det.​

Følg pressemeddelelser fra Djøf

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Djøf

Djøf og Moderaterne enige om fratrædelsesaftale for opsagte medarbejdere19.10.2024 10:00:20 CEST | Pressemeddelelse

Djøf og Moderaterne har haft en drøftelse af Moderaternes beslutning om at opsige medarbejderne, i alt 3 personer, i Politisk Afdeling. Der var både forud for og undervejs, mens sagen om arbejdsmiljøet i Moderaternes sekretariat blev genstand for en større omtale i pressen, tilfredshed med de pågældende medarbejderes opførsel, arbejdsindsats og faglighed i sekretariatet. Grundet situationen besluttede Moderaterne at genstarte den politiske afdeling med en anden organisering, hvilket medførte opsigelse af medarbejdere. Opsigelserne var således begrundet i organisatoriske forhold. Parterne er blevet enige om en løsning, som sikrer, at de opsagte medarbejdere kan komme godt videre. En af medarbejderne er efter eget ønske blevet genansat, mens de 2 øvrige modtager en fratrædelsesgodtgørelse, der ligger ud over det opsigelsesvarsel, som medarbejderne har i deres ansættelseskontrakt. Idet der er tale om personsager kan og vil ingen af parterne udtale sig om aftalens konkrete detaljer, herund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye