Oplev Poul Krebs helt tæt på
Poul Krebs gæster Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK i novembermørket til en særlig artist talk, hvor den erfarne sanger og sangskriver vil se tilbage og i den grad også frem på et nyt års komme.

En aften med Poul Krebs er altid noget særligt. Den garvede musiker har efterhånden brugt 45 år på landevejene, og denne aften vil stifinderen fra Aarhus dele ud af anekdoter fra sin imponerende karriere. En karriere, der tæller 25 albumudgivelser med store radiohits som ‘Sådan nogen som os’, ‘Morgendagens tåber’ og ‘Johnny han var lige ved at blive sindssyg’.
I 2023 samlede Poul Krebs sine erindringer i coffee table-bogen ‘PK Scrapbog’ med afsæt i de 25 tidslommer, som hver af hans album-udgivelser repræsenterer. Det var en god øvelse for sangeren til at huske sig selv på at se tilbage og nyde sin karriere, der stadigvæk kører for fuldt blus i både radioen og tourbussen.
“Jeg er ikke god til at gemme ting, men nu var der en god anledning til at gøre det. Min manager Poul Martin Bonde havde skrevet på en biografi, og da han så desværre gik bort, lå der det her lange skriv, som vi gerne ville bruge. Så jeg gik i gang med at stykke brikkerne sammen, og jeg er meget taknemmelig for den karriere, jeg kan se tilbage på,” fortæller Poul Krebs.
Et hav af anekdoter
Manageren Poul Martin Bonde endte med at spille en væsentlig rolle i at skrive teksten til et af Poul Krebs’ allerstørste hits - sangen om at være sådan én, der har brug for en kæreste. Men den historie må man vente med at få fortalt til den 14. november på rockmuseet. For det er ikke ligefrem anekdoter, der mangler i Poul Krebs repertoire som historiefortæller efter sine 45 år som udøvende musiker. Han har set og oplevet meget - særligt i en musikbranche, der konstant ændrer form og teknik, fortæller han:
“Vi var blandt de første, der skulle indspilles på det her fine digitale udstyr, der var kommet til Danmark i et studie i Hellerup. Men det virkede bare ikke. Til sidst bliver der så fløjet tre japanere ind. De skal lave mixerpulten, og de tre går ind og siger ikke et ord. Den forreste filmer bare omgivelserne med et kamera. Så går nummer to hen og løfter op i en flig af gulvtæppet, og da han slipper det, kommer der en kæmpe støvsky op. “That’s why!” lyder det så tørt. Og ganske rigtigt, da det gulvtæppe var væk, så virkede det sørme,” griner Poul Krebs.
Den rette vej rundt om jorden
Poul Krebs har mange minder fra sine indspilninger, der er foregået over hele verden.
“Jeg undgår tit almindelige studier for at få den rigtige vibe. Jeg går mere op i stemning end teknik og blev især i firserne, hvor jeg ikke havde så meget tålmodighed, meget hurtigt rastløs i studiet. Så jeg har indspillet i alt fra bittesmå sommerhuse ved Mariager Fjord til Los Angeles og New Orleans,” siger Poul Krebs.
På den måde er Poul Krebs en mand, der konstant er på farten. Han har da også efterhånden udtømt Danmarkskortet for områder, han endnu ikke har set og underholdt i:
“Vi er som de sidste handelsrejsende herhjemme, der kommer rundt i alle kroge. De fleste vil helst spille store koncerter i arenaen, men jeg vil stadigvæk helst ud i landet og se, hvor forskelligartede egnene er. Der er gode folk alle steder. Det er den skole, jeg er gået igennem, hvor din succes var baseret på at komme rundt i landet. Så tog du tilbage til de steder, hvor der var en god stemning i håb om, at der næste gang ville stå en tredjedel flere,” siger Poul Krebs.
Ind i et nyt år
Poul Krebs gæster rockmuseet i Roskilde i en af sine få perioder med ro på, lige inden han endnu engang sætter GPS’en på overarbejde på sin nye ‘Ind i det nye år’- turné.
Denne gang bliver det udelukkende landets kirker, han optræder i. En speciel oplevelse for sangskriveren på grund af kirkerummets særlige lyd, der bliver forstærket af den specielle stemning, et årsskifte bringer med sig.
“Når vi kigger ind i et nyt år, så ser vi også altid lige bagud og vurderer det gamle år. Måske var 2024 ikke det fedeste i verden, men lige dér lever håbet om, at det nye år bliver bedre. Det sætter stemningen. Derfor er det altid en gave for mig at spille i starten af året, for det bliver noget helt andet stemningsmæssigt end at være på sommerturné,” siger Poul Krebs.
Du kan opleve Poul Krebs se tilbage og frem på Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK i Roskilde den 14. november klokken 18.30 - 21.00.
Billetter kan købes på Billetto.
Kontakter
Anders HaahrMuseumsinspektørRAGNAROCK
Tlf:23602788andershaahr@romu.dkStine BlegvadRedaktørROMU
Kommunikation, presse, sociale medier
Billeder

Om Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK
Hele Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK åbnede i 2016 og har fra første akkord lagt hus til udstillinger og arrangementer, hvor man kan se, lytte og danse sig igennem fortællinger fra syv årtiers pop- og rockhistorie.
De hollandske stjernearkitekter MVRDV og danske COBE står bag museets ikoniske bygning, som er placeret på Rabalderstræde 16 i Roskildes kreative bydel Musicon, hvor også Roskilde Festival, Roskilde Festival Højskole og andre stærke kulturinstitutioner har til huse.
Museet er en del af den statsanerkendte museumsorganisation ROMU, der favner i alt 10 besøgssteder i Roskilde, Lejre og Frederikssund.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
Kom til middag hos borgmesteren i middelalderbyen17.6.2025 13:20:09 CEST | Pressemeddelelse
Når man normalt bevæger sig i Roskilde bymidte er de historiske bygninger og ikke mindst domkirken en kulisse for det moderne liv, der leves i byen. Nu har du mulighed for at komme tættere på byens liv for 700 år siden, når Roskilde Middelalderdage inviterer til middag i den gamle byrådssal den 3. august.
Endnu mere sjov for børn ved dette års traditionsrige kildemarked ved Tadre Mølle11.6.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Når ROMU og Tadre Mølles Venner igen i år inviterer til kildemarked ved Tadre Mølle, vil traditioner blive suppleret med fornyelser, særligt for de yngste besøgende. Oplev kildemarkedet søndag den 22. juni.
ROMU’s årsskrift 2024 afrunder et stærkt år med milepæle og rekorder5.6.2025 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Publikumsrekorder, fantastiske fund, store nyheder og stærke udstillinger. Traditionen tro samler ROMU trådene i et årsskrift, der giver en overflyvning over 2024. Et år, der på mange parametre peger på en museumsorganisation med vind i sejlene.
Enestående stenalder-fund kan ses i Frederikssund4.6.2025 13:46:30 CEST | Pressemeddelelse
For nylig modtog arkæologer på Frederikssund Museum en vildsvinekæbe fundet af en privatperson. Kæben stammer helt fra stenalderen og afslører spor efter et 6.500 år gammelt ritual, som kan ses fra den 13. juni i museets nye spotudstilling ’Vildsvinekæben på pælen’.
Oplev cykeldysten mellem Bøffen og Bananen3.6.2025 11:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvem kommer først – kødspiseren eller vegetaren? Det spørgsmål runger igen i Roskildes gader denne sommer, hvor Lützhøfts Købmandsgaard og Slagtermuseet vækker cykeldysten mellem Bøffen og Bananen til live på Stændertorvet i Roskilde.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum