Klimadatastyrelsen

Clever vinder Grunddataprisen 2024

Del

Virksomheden Clever, der driver ladenetværk, vinder grunddataprisen 2024

Det blev Clever, der løb med Grunddataprisen 2024, der i går blev uddelt på konferencen Danmarks Data. Clever har med hjælp fra NIRAS udviklet projektet Clever Location, som bidrager til udbygge virksomhedens netværk af ladestationer:

Vi er meget glade og stolte af at modtage Grunddataprisen. I Clever har vi et mål om at accellere den grønne omstilling og inspirere alle til at vælge elbil. En af de vigtigste ting for at vælge en elbil er en god ladeinfrastruktur”, siger Peter Hove Hildebrandt fra Clever.

Det er en jury bestående af Rikke Hougaard Zeberg, direktør Klimadatastyrelsen, Natasja Friis Saxberg, Adm. Direktør i IT-Branchen, Pernille Kræmmergaard, Direktør i Digitaliseringsinstituttet og Jeanette Hartz, Adm. Direktør i Dansk IT, der har udpeget vinderen.

”Clever har skabt en løsning, som, udover at skabe værdi for virksomheden selv, også skaber værdi for samfundet og understøtter den grønne omstilling. Vi har brug for en veludbygget ladeinfrastruktur for at kunne omstille landets bilpark til elbiler,” siger Rikke Hougaard Zeberg, der er direktør i Klimadatastyrelsen.

Grunddataprisen uddeles af IT-Branchen, Dansk IT og Klimadatastyrelsen. Det er tredje gang, den uddeles.

Optimal placering af ladestandere

Helt konkret har Clever skabt en webGIS-platform, Clever Location, der understøtter Clevers research til placering af nye ladestandere.  Modeller vurderer ladestandernes potentielle lokationer ift. potentiale og relevans. Når en lokation udpeges i kortet opsamles alle data for lokationen til Clevers planlægningsværktøj. Projektet benytter sig af en lang række grunddata.

Med integration af mobile enheder til biodiversitetsregistrering og produktionsdata for de enkelte ladestandere kan Clever optimere værdien af ladestanderne, når det kommer til såvel natur, klima og økonomi. Modelleringskonceptet vil kunne overføres til andre projekter til den grønne omstilling.

Et stærkt felt

Clever var en af tre nominerede til årets grunddatapris.

En af de andre nominerede var virksomheden Tembi, der forbinder og strukturerer data og information, så kunderne gennem avancerede modeller får adgang til markedsindsigt i stor skala. Modellerne giver unik transparens og mulighed for at forudsige, hvordan geografiske områder, markeder og virksomheder vil udvikle sig. Det giver kunderne adgang til indsigt, som de ellers ikke ville have mulighed for.

Den sidste nominerede var Viamap. Viamap har udviklet en automatiseret beregner, der samler relevante data for grundvandssikring i en generator, som dermed digitaliserer arbejdet hos kommunen og forsyningsselskabet. Den datadrevne tilgang giver et unikt overblik, og muliggør, at alle beslutninger kan træffes objektivt og systematisk. Platformen gør det nemt at simulere scenarier, hvilket fremmer dokumentation og sikrer, at den bedste model vælges.

Kontakter

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Klimadatastyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Klimadatastyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye