Mange forældre med psykisk sygdom undlader at tale med deres børn om sygdommen

Del

Næsten hver tredje forælder svarer i ny undersøgelse, at de ikke taler med deres børn om - eller at deres børn ikke ved – at de har en psykisk sygdom. Forklaringen er bl.a., at de er bekymrede for barnets reaktion eller ikke tror, at deres sygdom påvirker barnet. Det skal vi gøre op med, mener Psykiatrifonden, Børns Vilkår og Ole Kirk’s Fond, som med partnerskabet ’Spørg Mere – så fylder det mindre’ står bag undersøgelsen.

"Når man er sammen med én, der er trist hele tiden, så bliver man selv trist," lyder det fra 12-årige Josefine (anonymiseret), som er blandt de børn, der har bidraget til udstillingen af tegninger på ARoS den 29. oktober.
"Når man er sammen med én, der er trist hele tiden, så bliver man selv trist," lyder det fra 12-årige Josefine (anonymiseret), som er blandt de børn, der har bidraget til udstillingen af tegninger på ARoS den 29. oktober.

Når forældre har en psykisk sygdom, er det langt fra altid, at de taler med deres børn om den.

Det viser en ny undersøgelse blandt 502 forældre med psykisk sygdom, som Epinion har lavet for Børns Vilkår og Psykiatrifonden, der de seneste fem år har samarbejdet med Ole Kirk’s Fond om programmet “Spørg Mere - så fylder det mindre”.

Lidt over halvdelen af de adspurgte forældre angiver som årsag, at de ikke mener, at deres børn er påvirket af den psykiske sygdom. Men mange holder også igen med at tale med deres barn om det, fordi de er bange for, at barnet skal blive bekymret, eller fordi de synes, barnet er for lille til at forstå det. Flere svarer også, at de ikke ved, hvordan de skal tale med deres barn om det, og 12 % angiver, at de helst vil holde sygdommen hemmelig. 

Andre undersøgelser viser ellers, at børn, som er pårørende til forældre med psykisk sygdom, ofte savner at kunne tale om sygdommen, og at manglende åbenhed kan føre til forvirring, skyldfølelse og isolation hos børnene. 

“Vi ved, at mange forældre føler skam over deres psykiske sygdom og på den ene side frygter, at både de og deres børn vil blive dømt af andre, og på den anden side, at børnene mister respekten for dem. Det stigmatiserede syn på psykisk sygdom kan gøre det svært at tage samtalen op. Jeg forstår godt forældrenes bekymringer, og vi skal hjælpe hinanden med at gøre det trygt og naturligt at tale om psykisk sygdom”, siger Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden. 

Skoler og institutioner ved ofte ikke besked 
Heller ikke i skoler og institutioner er der nødvendigvis voksne, der kan lytte og tale med barnet om det, der sker derhjemme. Over halvdelen af de adspurgte forældre med børn i alderen 4-16 år angiver i undersøgelsen, at de ikke har fortalt børnenes institution eller skole om deres psykiske sygdom.  

Et klart flertal (77 %) svarer, at de ikke synes, det vedrører skolen eller institutionen, men 13 % siger også, at de er bange for, at de vil blive ’stemplet’, ligesom flere svarer, at de er bange for, at kommunen bliver involveret, hvis de taler højt om deres sygdom. 

“Vi skal arbejde på at nedbryde de barrierer og misforståelser, som gør sig gældende her. Børn har brug for, at der er voksne i deres skoler og institutioner, som har et ekstra øje på deres trivsel. Børn kan have mange forskellige følelser omkring deres forældres sygdom, som kommer til udtryk på mange forskellige måder. For forældrene kan det også være en stor støtte, at der er fagprofessionelle voksne i barnets liv, som er ekstra opmærksomme”, siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl. 

Tegn på sygdom 
Netop børnenes perspektiv er det, der fylder, i udstillingen ’Tegn på sygdom’, som ’Spørg Mere - så fylder det mindre’ partnerskabet åbner i dag på kunstmuseet ARoS i Aarhus. Her udstilles otte børns tegninger og fortællinger om deres liv med en forælder, der har en psykisk sygdom. 

Udstillingen er samtidig starten på to digitale kampagner, som skal skabe mere åbenhed om psykisk sygdom – i første omgang i en kampagne målrettet voksne og lidt senere en kampagne målrettet unge. Tegningerne kan ses på ARoS fra den 29.oktober til og med den 4. november. 
 

Om Spørg mere - så fylder det mindre 
•    ”Spørg mere - så fylder det mindre” er et partnerskab mellem Børns Vilkår, Psykiatrifonden og Ole Kirk’s Fond. 
•    Partnerskabets vision er, at alle børn og unge af forældre med psykisk sygdom er i trivsel i 2030: De udvikler sig alderssvarende, og deres risiko for selv at udvikle psykisk sygdom er mindre end i dag. 
•    På hjemmesiden https://sporgmere.dk/ står partnerskabets anbefalinger til, hvordan der skal sikres støtte og hjælp til børn som pårørende til forældre med psykisk sygdom.

 

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Børns Vilkår

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Børns Vilkår

Ny rapport: Alt for mange børn og unge oplever alvorlige svigt26.9.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Danmark er langt fra i mål med at stoppe svigt af børn og unge. Ny rapport fra Børns Vilkår viser bl.a., at flere børn er ofre for anmeldt vold, og at flertallet af anbragte børn og unge ikke gennemfører en 9. klasses eksamen. Sikkerhedsnettet under de mest udsatte er ikke stærkt nok, og kun 56 procent af danskerne ville underrette, hvis de kendte til et barn, der var udsat for fysisk vold.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye