Teater om mennesker i krig tager på turné
Menneskeligheden sættes under pres i Howard Barkers katastrofeteater om krig, magt og overlevelse. Fra d. 11 november tager I tilfælde af... på turné efter at have spillet i Skuespilhuset.

Hvad gør det ved mennesker at befinde sig dér, hvor krig eller truslen om krig hele tiden er til stede? Hvad er der tilbage af menneskeligheden, når fundamentet under civilisationen krakelerer?
I tilfælde af … består af ti intense scener om mennesker, der er fanget i krigstilstande, hvor de kun kan gøre det forkerte og panisk holder fast i deres værdighed i håbet om at overleve krigen som hele mennesker.
Howard Barkers poetiske og groteske scenarier på tværs af tider og landegrænser fremstiller civilisationens skrøbelighed. Vi drages mod krigens og voldens uforudsigelige skueplads. Man ville ønske, man kunne kigge væk, men man kan ikke lade være med at se på.
Instruktør Henrik Grimbäck udtaler:
"Vi har siden tidernes morgen været forført og forskrækket af voldens poesi. Fra gladiatorkampe til nutidens film om kampene, vælger vi gang på gang at se det frygtelige mellem vores fingre halvt for øjnene og med en klump af ophidselse i maven. Forskellen er, at hos Barker får brutaliteten ingen smuk afrunding. Den står lige så spids og betændt som den skræmmende omverden, vi forsøger at glemme, og som findes omkring os hver dag."
De fysiske og brutale scener udspiller sig i scenograf og kostumedesigner Christian Friedländers blodige scenografi, som bl.a. består af en maskine, som er inspireret af fitnessinstrumenter og torturredskaber.
Howard Barker skrev stykket i 1987, og Det Kongelige Teater besluttede efter Ukrainekrigens udbrud at sætte stykket op.
Skuespilchef på Det Kongelige Teater, Morten Kirkskov, udtaler:
”Jeg er meget glad for, at I tilfælde af… kommer på turné, for det er en vigtig og aktuel forestilling om krig, som viser, at teatret er ei blot til lyst, men også til indsigt i menneskets skyggesider. I tilfælde af… er en brutal omgang, men det har vi som teater en forpligtelse til at præsentere. Krig er aldrig underholdning, men hvis man vil beskæftige sig med krig på en scene, er Barkers tekst et eminent bud på, hvad krig gør ved mennesker. Forestillingen er på samme tid intelligent og grotesk i sit udtryk."
Anmelderne skrev om I tilfælde af...
☆☆☆☆☆
"Man er tryllebundet fra begyndelsen." "Det er et fantastisk spændende stykke, der maner til eftertanke." - Kulturinformation
☆☆☆☆
"Man forstår godt, hvorfor nationalscenen har fundet Howard Barkers gamle 1980’er dramatik frem af gemmerne netop nu. For hans rå, konfrontatoriske tekster har bud til vores kaotiske tid." - Kristeligt Dagblad
☆☆☆☆
"Forestillingen spilles glimrende." - Berlingske
☆☆☆☆
"En forestilling, der – ret meget i tidens ånd – varsler og forbereder os på katastrofen." - Politiken
Efter sidste spilledag på Mellemgulvet i Skuespilhuset d. 2. november kan I tilfælde af... opleves i disse byer:
Vejle
Vejle Musikteater
11. november kl. 19.30
Esbjerg
Musikhuset Esbjerg
12. november kl. 19.30
Randers
Værket
13. november kl. 19.30
Skanderborg
Kulturhuset Skanderborg
14. november kl. 19.30
Aarhus
Musikhuset Aarhus
15. november kl. 19.30
Helsingør
Kulturværftet
19. november kl. 19.30
Slagelse
Slagelse Teater
20. november kl. 19.30
Næstved
Ny Ridehus
21. november kl. 20.00
Roskilde
Lynghøjskolen
22. november kl. 19.30
Howard Barker og katastrofeteater
Den britiske dramatiker, poet og teaterinstruktør, Howard Barker (f. 1946), er internationalt anerkendt for sine poetiske, mørke og provokerende stykker, hvor han undersøger grænserne mellem godt og ondt.
Barker skabte i 1980’erne det, han kaldte ”The Theatre of Catasptrophe”, en dramatik der brutalt udvisker moralske klarheder og portrætterer mennesker, der oplever civilisationens ambivalens og krise på egen krop, mens sprogets særlige poetiske tone giver et strejf af drømme eller måske mareridt. Karaktererne i hans stykker befinder sig ofte i uforudsigelige situationer og mentalt smertelige dilemmaer, der kun kan løses med amoralske handlinger.
Forestillingen indeholder scener med eksplicit vold, som kan virke stærkt på nogle publikummer.
Læs mere om forestillingen og find links til spillestederne HER
Download pressebilleder HER
Medvirkende:
Marina Bouras
Tom Jensen
Alexander Bryld Obaze
Karla Rosendahl
Holdet bag:
Dramatiker: Howard Barker
Iscenesættelse: Henrik Grimbäck
Scenografi og kostumedesign: Christian Friedländer
Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel
Oversættelse: Ida Mackintosh
Oversættelse: Jens Christian Grøndahl
Det Kongelige Teater på turné:
Det Kongelige Teater fortsætter sin omfattende turnévirksomhed i 2024. Efter en sommer med Kongelig sommeropera, Kongelig sommerballet, Ragnarok og teaterlegepladsen Postyrium tager vi nu hul på de sidste turnéaktiviteter i 2024 med I tilfælde af…, Beethovens 9. symfoni i Odense og Nøddeknækkeren mellem jul og nytår i Aarhus.
I 2023 så 174.785 publikummer en turnéforestilling af Det Kongelige Teater. Der er små 150 planlagte turné-dage i 2024 og i gennemsnit en aktivitet hver tredje dag et nyt sted i Danmark!
Nøgleord
Kontakter
Lise Benthin PræstgaardPR- og presseansvarlig, skuespil
Tlf:+45 22 92 09 00libp@kglteater.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
En af verdens største musicalklassikere vender tilbage til Det Kongelige Teater6.11.2025 06:55:00 CET | Pressemeddelelse
Den succesfulde pragtopsætning af musicalklassikeren West Side Story med Leonard Bernsteins ikoniske musik, dans og Shakespearsk drama er tilbage i Operaen med nye medvirkende i hovedrollerne som Maria og Tony.
Stjernekoncert med Nikolaj Szeps-Znaider på Gamle Scene5.11.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Den verdensberømte, danske violinist Nikolaj Szeps-Znaider vender tilbage til Det Kongelige Teater for en aften – i tæt samspil med pianisten Robert Kulek.
Songs for Murdered Sisters3.11.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
I samarbejde med Danner markerer Det Kongelige Teater FNs internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder med en opførelse af Jake Heggies og Margaret Atwoods stærke værk Songs for Murdered Sisters ledsaget af samtale og debat om partnerdrab. Blandt de medvirkende er Jens Søndergaard, Maria Rossing, Helle Fagralid og Laura Allen Müller.
Morten Hee Andersen er tilbage som den ultimative forfører Don Juan30.10.2025 07:31:39 CET | Pressemeddelelse
Sammen med flere nye medspillere kan Morten Hee Andersen igen opleves som Don Juan, der forfører publikum i Anna Balslevs sanselige iscenesættelse. Fra den 13. november inviteres publikum ind i Don Juans forførelsesrum, hvor man bl.a. kan opleve Özlem Saglanmak og Laura Skjoldborg som nye rollebesætninger.
Det Kongelige Operakor på turné til Italien29.10.2025 14:09:17 CET | Pressemeddelelse
Det Kongelige Operakor har i denne sæson et særligt fokus på at synge på italiensk. Den 2. november kan koret opleves i sæsonens anden korkoncert med italiensk opera på programmet, og senere i november tager Det Kongelige Operakor på turné til Italien.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

