Green Power Denmark

Green Power Denmark: Pas på skruppelløse elleverandører

Del

Adskillige elkunder har oplevet, at de – uden at de ved af det – har fået en ny elleverandør. Skruppelløse elselskaber er tilsyneladende begyndt at overføre elkunder fra andre selskaber, uden at den enkelte kunde har bedt om det. Det kræver kun, at de kender kundens adresse og CPR-nummer. Green Power Denmark opfordrer alle elkunder til at holde øje med, om elregningen kommer fra en ukendt leverandør.

Green Power Denmark har kendskab til to selskaber, som tilsyneladende benytter en vildledende og i nogle tilfælde aggressiv praksis, som kan være i strid med markedsføringsloven.

Selskaberne kan have fået fat i forbrugerens navn, adresse og CPR-nummer fra databaser, som sælger den slags. De kan også over telefonen have vildledt forbrugeren til at udlevere oplysningerne.

-Hvis man kender en forbrugers adresse og CPR-nummer – og er skruppelløs nok – kan man flytte en forbruger over til sit eget selskab, uden at forbrugeren ved det. Vi er bekendt med, at det er sket i en række tilfælde, og det er en praksis, som vi skal have stoppet, siger Martin Dam Wied, afdelingschef i Green Power Denmark.

Som forbruger skal man reagere, hvis elregningen pludselig kommer fra et nyt elselskab.  Den tidligere leverandør kan eventuelt hjælpe med at skifte tilbage, hvis man har været udsat for denne ulovlige fremgangsmåde.

-Hvis man har været udsat for denne type svindel, skal man hurtigst muligt skifte til en anden leverandør. Det er heldigvis altid muligt, siger Martin Dam Wied.

Klima-, energi- og forsyningsministeren har indledt en dialog med blandt andre Green Power Denmark om at få indført regler, som kan stoppe de brodne kar blandt elleverandørerne. De her eksempler understreger vigtigheden af ny stram linje.

Det er relativt let at etablere et selskab og begynde at sælge strøm. Og enkelte selskaber er desværre ikke interesseret i at drive en seriøs forretning – til stor skade for kunderne og de seriøse elleverandører.

-Der er tale om et mindre antal selskaber, som udnytter uopmærksomme forbrugere og desværre giver hele branchen et dårligt ry, siger Martin Dam Wied.

I de senere år har mange forbrugere prøvet at blive ringet op af pågående telefonsælgere fra enkelte elleverandører. Det har ført til et stort antal klager hos Forbrugerombudsmanden om ulovligt telefonsalg og vildledende eller aggressiv markedsføring.

Det er nyt, at visse selskaber foretager skift af elleverandør uden forbrugerens medvirken. Green Power Denmark håber, at Forbrugerombudsmanden vil gribe ind.

-Vi opfordrer forbrugerne til at klage til Forbrugerombudsmanden, hvis man uønsket er blevet flyttet over til et andet elselskab. Forbrugerombudsmanden plejer at tage sager op, hvis der er mange klager over de samme selskaber og deres adfærd, siger Martin Dam Wied.

Nøgleord

Kontakter

Green Power Denmark

Green Power Denmark er Danmarks grønne erhvervsorganisation og vil fungere som talerør for den danske energisektor. Sammen med vores mere end 1500 medlemmer arbejder vi for, at Danmark hurtigst muligt elektrificeres med grøn strøm. Green Power Denmark repræsenterer både energiindustrien, store og små ejere og opstillere af energiteknologi samt de selskaber, der driver det danske elnet og handler med energi.
Green Power Denmark blev grundlagt 23. marts 2022 ved en fusion af Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft.

Følg pressemeddelelser fra Green Power Denmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Green Power Denmark

Danske og hollandske virksomheder indgår aftale om grøn brint12.11.2024 07:00:26 CET | Pressemeddelelse

I dag underskriver en række danske og hollandske virksomheder en deklaration om grøn brint med overværelse af Kong Frederik og hollandske Kong Willem-Alexander. Producenter i Danmark og aftagere i Holland opfordrer til at sikre et brintrør mellem landene senest i 2030, og til at skabe de nødvendige rammevilkår, som kan gøre Nordeuropa til et knudepunkt for grøn brint og grønne PtX-brændstoffer.

Grøn omstilling, vækst og arbejdspladser afhænger af, at brintrøret bliver en succes8.10.2024 10:24:32 CEST | Pressemeddelelse

Brintrøret er afgørende for den grønne omstilling, men regeringen stiller hårde betingelser for at bygge det. Sammen med en forsinket tidsplan fra Energinet udgør det en risiko for, at Danmark ikke i tide kommer med på den europæiske udbygning med brint, frygter Green Power Denmark. Hvis røret først er klar i 2031, risikerer udviklingen at gå uden om Danmark.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye