Nu træder de nye regler for brændeovne i kraft
11.10.2024 10:30:00 CEST | Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen | Pressemeddelelse
Borgerrepræsentationen har godkendt Københavns Kommunes nye forskrift for brændeovne. De nye regler træder i kraft allerede nu. Har man en ældre brændeovn eller pejseindsats fra før 1. juni 2008, skal den være sløjfet eller udskiftet inden for de næste 12 måneder, da det herefter vil være ulovligt at anvende den.

Københavns Kommune har vedtaget nye regler for brændeovne og pejseindsatse. De nye miljøkrav, som er en del af indsatsen for at reducere luftforureningen i hovedstaden, betyder, at ældre brændeovne og pejseindsatse fra før 1. juni 2008 skal sløjfes eller udskiftes inden for de næste 12 måneder.
Luftforureningen i København skal bringes ned, og meget skyldes kilder uden for kommunegrænsen, men ældre brændeovne er en af de største lokale kilder til udledning af skadelige partikler.
Mange brændeovne, der er installeret før 1. juni 2008, udleder op til fem gange flere partikler end nyere ovne, og det har ført til strammere regler for brug af ældre brændeovne. De nye krav omfatter hele Københavns Kommune, herunder også kolonihaver og husbåde. Hvis du har en ældre brændeovn, skal du inden oktober 2025 enten udskifte den eller tage den ud af brug.
Københavns Kommune anslår, at godt 3.000 brændeovne og pejseindsatse vil være omfattet af de nye regler.
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (El.) siger:
”Nu tager vi et lille men vigtigt skridt i retning af renere luft i vores by. Selvom de er få, så udgør brændeovnene en stor kilde til lokal luftforurening. Heldigvis findes der i dag langt bedre og mere miljøvenlige måder at varme sit hus op på. Jeg forstår dog godt den betydning, en brændeovn kan have for en husholdning, men jeg håber alligevel, at brændeovnsejerne vil reagere og aktivt tage stilling til, hvad der skal ske med deres brændeovn, hvis den er af ældre dato.”
Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) siger:
“Endelig er det lykkedes at få de gamle brændeovne forbudt, som hver dag udleder sundhedsskadelige partikler i byen. Brændeovne er blandt de største lokale kilder til luftforurening, og de ældre brændeovne er de værste. Partiklerne kan for eksempel føre til lungesygdomme, hjertekarsygdomme og kræft. Vores børn er særligt sårbare, da deres lunger og immunforsvar endnu ikke er fuldt udviklet. Allerhelst så jeg brændeovnene totalt forbudt i de store byer, men det her er et vigtigt skridt mod en grønnere og sundere by.”
Forbuddet gælder alle med fjernvarme
De nye regler gælder for ejere af brændeovne i områder udlagt til kollektiv varmeforsyning, hvilket vil sige hele Københavns Kommune. Det betyder, at også ejere i kolonihaver og på husbåde skal følge reglerne, hvis de bor i områder tilsluttet fjernvarme eller naturgas. Har du en ovn, som er installeret før 1. juni 2008, kan du få et år til enten at sløjfe den eller udskifte den med en nyere, der lever op til de gældende miljøkrav.
Sådan forholder du dig, hvis du har en ældre brændeovn
Er du i tvivl om, hvordan du skal håndtere din brændeovn, kan du følge disse punkter:
- Tjek installationsdatoen: Hvis din brændeovn er installeret før 1. juni 2008, skal den enten udskiftes eller sløjfes senest den 10. oktober 2025.
- Dokumentation: Hvis du kan dokumentere, at din brændeovn opfylder de miljøkrav, der blev indført i 2008, kan du søge om dispensation.
- Frakobling af skorstenen: Hvis du vælger at tage ovnen ud af drift, skal du sikre, at den bliver korrekt frakoblet skorstenen og afmeldt hos skorstensfejeren.
- Ingen tilskud: Kommunen yder ikke økonomisk støtte til udskiftning eller fjernelse af gamle brændeovne, men hvis du ikke er tilsluttet fjernvarmenettet, kan du undersøge mulighederne for tilskud til varmepumper via Energistyrelsen.
Information og tilsyn
Københavns Kommune forventer, at brændeovnsejere af egen drift vil følge de nye regler og selv tage initiativ til at udskifte eller fjerne deres gamle ovne. Teknik- og Miljøforvaltningen vil dog tage aktion ved eventuelle klager over røggener.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din brændeovn er omfattet af de nye regler, kan du kontakte din lokale skorstensfejermester eller Københavns Kommune for vejledning. For yderligere information om de nye miljøkrav, se forskriften for brændeovne på Københavns Kommunes hjemmeside.

Nøgleord
Kontakter
Teknik- og Miljøforvaltningens pressevagt
Tlf:2327 8090presse@tmf.kk.dkFølg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Flere og hurtigere lademuligheder på vej til københavnske elbilister23.3.2026 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Nu kan københavnske elbilejere se frem til flere lademuligheder i byen. Samtidig kan det også gå endnu hurtigere at få strøm på bilen. Københavns Kommune har netop afsluttet udbuddet af lynladere på fire forskellige lokationer. I alt er der mulig for op mod 32 lynladepunkter. Samtidig er der også flere normalladere på vej i byen.
Nye tal på byggesagsområdet: Sagsbehandlingstider i København godt på vej i mål6.3.2026 12:01:51 CET | Pressemeddelelse
KL har netop udsendt årets tal på byggesagsområdet, der viser, om København overholder de aftalte sagsbehandlingstider mellem kommuner og stat. Borgmester glæder sig over udviklingen og retter nu fokus på at få lokalplanerne til at følge trop på den positive udvikling.
København og Frederiksberg kommuner: Glædeligt med ny håndsrækning til skybrudssikring23.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Regeringen har netop sendt et nyt lovforslag i høring, der gør det muligt for kommuner og forsyningsselskaber at færdiggøre flere klimatilpasningsprojekter, som allerede er planlagt. Projekterne skal beskytte byer og borgere mod ødelæggende oversvømmelser, når kraftige regnskyl og skybrud rammer.
Evaluering: færre biler og flere fodgængere i Middelalderbyen17.2.2026 07:30:39 CET | Pressemeddelelse
Evalueringen af omlægningen af parkeringspladser i Middelalderbyen er landet og skal i høring. Klima-, miljø- og teknikborgmesteren vil indføre flere midlertidige tiltag, så byrummene bliver udnyttet bedre, indtil de permanente byrum bliver etableret.
Line Barfod vil indføre krav om ejerboliger i nybyggeri i København hurtigst muligt27.1.2026 13:41:54 CET | Pressemeddelelse
I et nyt udspil vil regeringen og partierne i forligskredsen bag planloven give kommunerne mulighed for at bestemme, at op til 25 pct. af boligmassen i nye boligområder skal være ejerboliger. Den mulighed findes ikke i dag.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum