Ny rapport: Ordblinde børn klarer sig unødvendigt dårligere end andre
Ordblinde børn klarer sig dårligere på både faglighed og trivsel i grundskolen. En ny rapport fra Kraka Economics kortlægger ordblindeområdet med fokus på ordblindes opvækst og uddannelse. Rapporten viser dog, at der er god mulighed for at rette op på den ulighed med den rette hjælp og støtte. Ordblinde børn fra ressourcestærke familier klarer sig nemlig gennemsnitligt lige så godt som alle andre børn.
Siden den nationale ordblindetest blev indført i 2015, er 20.000 danskere årligt blevet testet ordblinde. På den baggrund vurderer Kraka Economics, at der er cirka 500.000 ordblinde danskere. Der er altså tale om en stor gruppe, der ifølge den nye rapport er dårligere stillet end resten af danskerne, hvis de ikke får hjælp til deres udfordringer med det danske skriftsprog.
Således trives markant flere ordblinde dårligt sammenlignet med andre, og trivslen forværres mere for ordblinde fra 0. til 9. klasse, sammenlignet med andre børn og unge. Ordblinde har også en markant lavere tro på egne evner og opnår i gennemsnit en afgangseksamen, der er 1,5 karakterpoint lavere end andre unge. Ordblinde gennemfører sjældnere en ungdomsuddannelse. De ender langt oftere end andre unge i restgruppen som 25-årige – dvs. uden at være i job eller uddannelse Derudover viser kortlægningen af ordblindeområdet, at ordblindes søskende også har dårligere trivsel og karaktergennemsnit end andre jævnaldrende, selvom de ikke selv er ordblinde.
De mange negative sammenhænge med ordblindhed kan dog opvejes. Analysen viser nemlig, at ordblinde fra ressourcestærke familier klarer sig væsentligt bedre end andre ordblinde. De trives bedre, opnår bedre resultater i folkeskolen og påbegynder i højere grad end ungdomsuddannelse. Det indikerer, at ordblinde kan klare sig bedre, hvis de har muligheden for at få den rette hjælp og støtte hjemmefra, og derved også at udfordringerne med ordblindhed kan overkommes.
Vores resultater viser ganske vist, at ordblinde børn har et ekstra benspænd i deres muligheder for livsudfoldelse, men det er vigtigt at holde fast i, at det er muligt at forbedre situationen for alle de her børn og unge. Og den opgave må samfundet tage på sig og sørge for nem og bred adgang til de redskaber, der stiller dem mere lige med deres jævnaldrende, siger Henrik Mulvad, partner i Kraka Economics.
Rapporten er lavet på foranledning af NOTA, det nationale bibliotek og videnscenter for mennesker med læsevanskeligheder, og kortlægger ordblindeområdet i Danmark ved at koble registerdata fra Danmarks Statistik med oplysninger om ordblindhed fra den nationale ordblindetest. På den måde er det muligt at se, hvad der i særlig grad kendetegner ordblinde, deres familiesituation, trivsel, karakterer og videre uddannelse.
Nøgleord
Kontakter
Tina Nikolajsen
Tlf:+45 27282733tbn@kraka-economics.dkLinks
Om Kraka Economics:
Kraka Economics er en samfundsøkonomisk konsulentvirksomhed, der er ejet af Maj Invest.
Vores formål er at oplyse samfundsdebatten og kvalificere beslutninger med økonomfaglige analyser. Kraka Economics består af økonomer på højeste faglige niveau, herunder anerkendte forskere.
Derudover benytter vi vores politiske indsigt til at forstå kundens strategiske behov for derved at kunne levere et forståeligt materiale, som er direkte anvendeligt i beslutningsprocessen.
Kraka Economics er udsprunget af tænketanken Kraka og udgør et stærkt økonomfagligt fællesskab under samme tag.
Følg pressemeddelelser fra Kraka Economics
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.