Edition-S

Edition·S skriver 1800-tallets kvinder ind i musikhistorien

Del

Med en stor bevilling fra Augustinus Fonden har musikforlaget Edition·S nu mulighed for at videreudvikle et ambitiøst og vigtigt udgivelsesprojekt, som skal sikre en række kvindelige komponister en plads i musikhistorien.

I slutningen af 1800-tallet brød en række talentfulde kvinder med samtidens normer for, hvad kvinder burde beskæftige sig med og kæmpede for at blive anerkendt som skabende kunstnere - som komponister på linje med deres mandlige kolleger.  

Datidens kvindelige komponister fik ikke de samme muligheder for at få deres musik opført og udgivet, og når de gjorde, var det ofte komponistens køn frem for selve musikken, der blev diskuteret af anmelderne. Trods betydelig modgang opnåede nogle faktisk at slå deres navn fast i samtiden, men selv de er efterfølgende blevet udeladt i den alment kendte musikhistorie.

I udgivelsesserien Danish Classical Music (DCM) har Edition·S dedikeret sig til at genindskrive 1800-tallets kvinder i musikhistorien ved at udgive deres musik i videnskabeligt gennemarbejdede nodeudgaver, og på den måde gøre musikken tilgængelig for både forskere, musikere og publikummer i Danmark og i udlandet. 

Genopdaget kulturarv på nodestativerne

I perioden 2022-2024 muliggjorde en gavmild støtte fra Augustinus Fonden, at værker af Hilda Sehested (1858-1936), Tekla Griebel Wandall (1866-1940) og Nancy Dalberg (1881-1949) er blevet renskrevet og udgivet, og flere af de værker har allerede fundet vej til koncertprogrammer og indspilningsplaner hos anerkendte orkestre og ensembler. 

Augustinus Fonden har valgt at støtte udgivelsesseriens videre udvikling og bidrage til, at en endnu større del af den musikalske kulturarv bliver gravet frem fra arkiverne. Fra 1. oktober 2024 og et år frem vil Edition·S fortsætte det musikvidenskabelige arbejde med kammerværker af Nanna Liebmann (1859-1935) samt Tekla Griebel Wandalls opera Kong Hroars Skjalde. Liebmann var i sin samtid kendt som både pianist og underviser, og hun komponerede hovedsageligt for klaver og sang, mens Tekla Griebel Wandall var den første kvindelige komponist, som fik opført en opera på Det Kongelige Teater. 

Liebmann og Griebel Wandall havde begge bånd til kvindesagsbevægelsen og bidrog aktivt til kvindernes kamp for ligestilling. Liebmann var en aktiv figur i det københavnske kulturliv og fungerede som formand for musikken ved Kvindernes Udstilling i 1895, hvor blandt andet Griebel Wandalls ballet med libretto af Emma Gad I Rosentiden blev opført. Wandall skrev desuden korværker, som blev fremført ved arrangementer i kvindebevægelsens regi gennem flere årtier og gav musikalsk støtte til deres kamp for stemmeret og ligestilling.

Sikring af fremtidens musikforskning

DCM-udgivelserne udarbejdes i samarbejde med forskere fra Musikvidenskab, som står for at lede redaktionsarbejdet, der udarbejdes af nyuddannede musikvidenskabsfolk, som i kraft af arbejdet med denne serie vil blive uddannet i den meget specialiserede disciplin, som musikalsk udgivelsesarbejde udgør. I begyndelsen af projektperioden vil der i samarbejde med Københavns Universitet være workshops på Københavns Universitet, så studerende også vil få adgang til disse workshops og få et indblik i, hvordan man laver kritiske nodeudgaver samt indblik forskningen af kvindelige afdøde komponisters værker. Således bidrager seriens videreudvikling til at sikre den fremtidige forskning i Danmark med en ny generation af musikalske udgivere og nodeskrivere.

Kontakter

Billeder

Tekla Griebel Wandall
Tekla Griebel Wandall
Det Kongelige Bibliotek
Download
Nanna Liebmann
Nanna Liebmann
Det Kongelige Bibliotek
Download

Vedhæftede filer

Links

Om Edition-S

Edition·S udgiver musik til den klassiske og eksperimenterende musikscene. Vi repræsenterer vores komponister gennem udgivelsen af partiturer og stemmer, elektroniske medier og grafiske formater samt håndtering af rettigheder og promotion. Musikken som udgives af Edition·S bliver opført over hele verden.

Følg pressemeddelelser fra Edition-S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Edition-S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye