Godt, grønt startskud for stort CCS-udbud
Dansk Fjernvarme glæder sig over stort CCS-udbud, der skal være med til at bane vejen for vigtige CO2-reduktioner og udbygningen af en dansk CCS-værdikæde. Vi og vores medlemmer er klar, lyder det fra brancheorganisationen.
Udbudsbetingelserne for det til dato største udbud af CCS (fangst, transport og lagring af CO2) i Danmark er nu offentliggjort. Det 28 mia. kr. store udbud er et led i udmøntningen af den politiske aftale om styrkede rammevilkår for CCS i Danmark, som skal sikre, at CCS kommer op i skala og ned i pris og bidrage med store CO2-reduktioner til at indfri de danske klimamål.
Dansk Fjernvarmes medlemskreds, der bl.a. består af forsyningsselskaber og affaldsenergianlæg, huser mere end halvdelen af det vurderede samlede potentiale for CO2-fangst i Danmark på cirka 10 mio. tons CO2 i 2030.
- Mere end halvdelen af det danske potentiale for CO2-fangst findes i fjernvarmesektoren, der dermed har en vigtig rolle at spille i Danmarks opnåelse af de danske klimamål og målene for CCS. Vi er derfor meget glade for, at udbuddet for CCS nu er offentliggjort, så der er klarhed om rammerne. Nu kan vores medlemmer komme videre med deres forberedelser af helt konkrete projekter, der skal levere store CO2-reduktioner og bidrage til videreudvikling af værdikæden for CCS i Danmark, siger Jannick Hauschildt Buhl, der er områdechef for CCUS og PtX i Dansk Fjernvarme.
Bekymring om vi får nok for pengene
Statsstøtte er for nuværende helt afgørende for, at vi får udviklet CCS-værdikæden i Danmark. Det skal selvfølgelig gøres klogt og udmøntningen skal sikre, at de afsatte støttemidler giver flest mulige CO2-reduktioner for pengene. Derfor opfordrer Dansk Fjernvarme til, at myndighederne får adgang til åbne bøger og dermed indsigt i de enkelte projekters økonomi, sådan som man gjorde ved det første udbud af tilskud til CCS.
- Vi forventer god konkurrence om midlerne fra blandt andre vores medlemmer, der vil fange CO2 fra anlæg, der energiudnytter ikke-genanvendeligt restaffald og bæredygtig biomasse. Men da støttebehovet til CCS er meget forskelligt afhængig af typen af punktkilde, og der er mindre intern konkurrence i andre sektorer, så er vi bekymrede for, om et udbud med helt lukkede bøger kan sikre, at midlerne fordeles effektivt og ikke fører til overkompensation af enkelte bydere.
Infrastrukturen skal på plads
Dansk Fjernvarmes medlemmer, der skal indfri ambitionerne, står helt bag regeringens ambition om, at CO2-fangst skal være et redskab til at nå de danske klimamål. Men Dansk Fjernvarme vurderer, at succes i udbuddet hænger nøje sammen med, at der samtidig sikres sammenhæng med resten af værdikæden, herunder de kommende CO2-lagre.
- En af de ting, vi har haft meget fokus på, er sammenhængen mellem tidsrammen for udbuddet og udviklingen af de onshore CO2-lagre, som forventes at blive etableret i Danmark. Vi håber på, at udbudsbetingelserne og den endelige tidsramme for udbuddet vil understøtte, at også resten af værdikæden, herunder især onshore lagring, bliver en reel mulighed, og at rammebetingelserne gør, at også lageroperatørerne vil forpligte sig til at lagre CO2’en indenfor tidsfristen, slutter Jannick Hauschildt Buhl.
Med offentliggørelse af udbudsbetingelserne for CCS-puljen er vi kommet et skridt tættere på, at CO2-fangst kan levere som forventet til 2030-målet, men det kræver hurtig implementering af de politiske aftaler i konkret lovgivning. Dansk Fjernvarme glæder sig derfor samtidig til at fortsætte dialogen i det pågående arbejde med udarbejdelse af detaljerne for, hvordan rammerne for CCS i forsyningssektoren skal udmøntes.
Fakta om udbuddet:
I alt udbydes ca. 28 mia. kr., der kan tildeles flere aktører over en årrække på 16 år fra 2029, hvor der dog først er krav om idriftsættelse fra 2030. Deltagerne skal sende deres bud i december 2025, hvorefter udbuddet afgøres i april 2026.
Nøgleord
Kontakter
Områdechef, Jannick Hauschildt Buhl, tlf. +45 28693606 el. jhb@danskfjernvarme.dk
Pressechef Rune Birk Nielsen, tlf. +45 2490 4197 el. rbn@danskfjernvarme.dk
Links
Om Dansk Fjernvarme
Dansk Fjernvarme er en af Danmarks største brancheorganisationer og er interesseorganisation for cirka 350 fjernvarmeselskaber, der leverer 99,9 procent af fjernvarmen i Danmark og forsyner omkring 66 procent af alle danske boliger med grøn og effektiv varme. Dansk Fjernvarmes medlemmer er desuden affaldsenergianlæg og kraftvarmeværker, der står for den samlede danske termiske elproduktion.
Følg pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme
Dansk Fjernvarme: Folketinget baner vejen for CO2-fangst med ny lovgivning19.12.2024 13:38:53 CET | Pressemeddelelse
Folketinget har netop vedtaget en ny lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, der er helt central for etableringen af CO2-fangst på affaldsenergianlæg og biomasseanlæg i fjernvarmesektoren. Med de langsigtede rammevilkår på plads kan sektoren for alvor komme i arbejdstøjet.
Positivt at Skatteministeriet fjerner CO₂-afgift ved CCS9.12.2024 12:07:15 CET | Pressemeddelelse
Når man ikke udleder CO₂, så skal man ikke betale CO₂-afgift. Så simpelt kan og bør det siges. Det sikres nu med skatteministerens underskrift på en bekendtgørelse, der gennemfører en såkaldt aftaleordning, hvorigennem virksomheder, der etablerer anlæg til CO₂-fangst og lagring kan få tilbagebetalt CO₂-afgiften for den del af udslippet, som de indfanger.
CO2-fangst er nødvendig for at nå klimamål29.11.2024 12:10:00 CET | Pressemeddelelse
Dansk Fjernvarme støtter anbefalinger fra Klimarådet om, at CO2-fangst er en nødvendighed for at sikre, at det danske samfund kommer i mål med sine klimamål frem mod 2035.
Mere geotermi i Danmark glæder Dansk Fjernvarme18.11.2024 11:07:08 CET | Pressemeddelelse
Aftalen om geotermi mellem Vestforbrænding og Innargi glæder Dansk Fjernvarme, der håber, aftalen ender med klimavenlig fjernvarme til flere tusinde danskere.
Elbaseret fjernvarme overstiger kul og olie31.10.2024 14:20:24 CET | Pressemeddelelse
Eldrevet varmeproduktion i fjernvarmen overgår for første gang produktion fra kul og olie tilsammen. Også naturgassen viger for varmepumper og elkedler. Det viser tal fra Energistyrelsen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum