Længerevarende udmattelse efter covid-19 er mindre udbredt end frygtet
9.10.2024 08:08:00 CEST | Statens Serum Institut | Pressemeddelelse
Udmattelse som senfølge efter smitte med covid-19 er mindre udbredt end frygtet, viser nyt studie fra Statens Serum Institut. Udviklingen ses især efter, at vaccinationerne blev indført, og at omikron-varianten blev den fremherskende covid-19-variant.

Senfølger efter covid-19 kan manifestere sig med mange forskellige symptomer. En af de gennemgående er længerevarende udmattelse. Flere studier fra USA har rapporteret, at længerevarende udmattelse efter covid-19 er udbredt og er en stor belastning for den enkelte patient og sundhedsvæsenet.
Men nu viser et nyt, stort studie fra Statens Serum Institut (SSI), at udmattelse efter covid-19 er mindre udbredt end frygtet, især efter vaccinationerne blev indført, og efter omikron-varianten indtog scenen.
”Det er betryggende at se, at de fleste i vores studie ikke oplevede træthed og udmattelse i sådan en grad, at man kunne tale om klinisk relevant længerevarende udmattelse. Det gjaldt uanset, om de var smittede eller ej,” siger professor og afdelingschef på SSI Anders Hviid, der har ledet studiet.
Ved at bruge data fra den store national senfølgeundersøgelse EFTER-COVID og danske registre fulgte forskerne fra SSI ca. 25.000 personer, der blev testet positive for covid-19, samt 25.000 kontrolpersoner, der ikke var smittede.
Deltagerne besvarede en række spørgsmål om udmattelsessymptomer, der resulterede i en udmattelsesscore. En score fra 10 til 21 betragtes som normal, og en score på 35 og derover betragtes som et tegn på klinisk relevant udmattelse. Deltagerne besvarede spørgeskemaet gentagne gange over en længere periode.
På intet tidspunkt sås en gennemsnitlig score iblandt de smittede på over 21, og der var ikke den store forskel sammenlignet med de ikke-smittede kontrolpersoner. Eksempelvis rapporterede de smittede en gennemsnitlig score på 20,1 seks måneder efter smitte, hvor kontrolpersonerne rapporterede 19,6.
Patienter, der blev indlagt på hospitalet med covid-19, havde den største stigning i udmattelsesscore sammenlignet med test-negative kontrolpersoner. Stigningen i udmattelsesscore var også større for personer, der blev testet positive tidligt i pandemien, hvor de fleste endnu ikke var vaccineret. I studiet var 85 procent vaccinerede, og de fleste var smittet med den senere omikron-variant.
”Selvom vi ikke ser nogen reel stigning i længerevarende udmattelse hos smittede generelt, kan vi ikke afvise, at der er enkelte, der er blevet rigtig hårdt ramt og lider af invaliderende træthed efter covid-19. Men vores resultater støtter, at dette heldigvis er meget sjældent,” siger Anders Hviid.
Om Statens Serum Institut
Statens Serum Institut (SSI) er et institut under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vi forebygger og bekæmper infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning.
Vi stræber mod at være en internationalt førende forsknings- og beredskabsorganisation, der styrker menneskers og dyrs sundhed.
Vi er cirka 1.000 medarbejdere på SSI, og vi spænder vidt, hvad angår faggrupper. Vi beskæftiger blandt andet læger, dyrlæger, ingeniører, epidemiologer, statistikere, laboranter, og økonomer.
Følg pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Nyt studie: Ældre fik oftere covid-19, når deres børnebørn havde fødselsdag16.7.2026 11:40:39 CEST | Pressemeddelelse
Et landsdækkende dansk studie peger på, at små familiebegivenheder udgjorde en skjult men målbar smittevej for SARS-CoV-2 til ældre under coronapandemien.
Høj sommervarme giver flere havbakterier, men de fleste kan trygt bade i havet13.7.2026 08:45:42 CEST | Pressemeddelelse
En opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at der i perioden 2020–2025 blev registreret 934 laboratoriebekræftede infektioner med havbakterier i Danmark. Langt de fleste kan trygt bade i havet, men personer med åbne sår bør være forsigtige, når badevandet bliver varmt. Især hvis de har et svækket immunforsvar eller en alvorlig kronisk sygdom.
Anbefalingerne om TBE-vaccination er uændrede i flåtsæsonen9.7.2026 11:49:50 CEST | Pressemeddelelse
Statens Serum Institut (SSI) overvåger løbende TBE. Hvis sygdommen spreder sig til nye områder i Danmark og ændrer risikobilledet, vil anbefalingerne om vaccination blive opdateret. Risikoen for de fleste danskere er fortsat meget lav.
Evaluering af RSV-vaccination til gravide viser markant effekt2.7.2026 10:31:11 CEST | Pressemeddelelse
Den første evaluering af effekten af det nationale vaccinationsprogram mod RS-virus (RSV) viser, at vaccination af gravide gav en høj beskyttelse mod RSV-relaterede indlæggelser hos spædbørn.
Ny rapport: Det biologiske trusselsbillede er i forandring30.6.2026 11:08:57 CEST | Pressemeddelelse
Bioteknologien udvikler sig hurtigere end nogensinde, samtidigt med at den sikkerhedspolitiske situation bliver mere kompleks. Det beskriver en ny rapport fra Center for Biosikring og Bioberedskab ved Statens Serum Institut om det biologiske trusselsbillede.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum