Begge parter bliver gift for første gang i to ud af tre bryllupper
10.10.2024 07:30:00 CEST | Danmarks Statistik | Pressemeddelelse
For 13 pct. af de par, der blev gift i 2023, havde begge parter været gift før, og i 67 pct. af tilfældene fik begge parter en vielsesring på for første gang. Ca. halvdelen af årets skilsmisser var af ægteskaber, der havde varet under 10 år.
Når vi gifter os i Danmark, er det for mange folk ikke første gang, de skal svare på, om de vil dele deres liv med et andet menneske. Ved 13 pct. af bryllupperne i 2023 havde begge ægtefæller allerede et ægteskab med i bagagen.
”Ser vi på vielser, hvor mindst én af ægtefællerne har været gift før, er det tilfældet i mere end hver fjerde vielse i 2023. Andelen af brude og brudgomme, der har været gift før, stiger med alderen. Blandt de viede 50-69-årige er det to ud af tre, som har været gift før, mens det kun gælder 3 pct. af de viede, der ikke har rundet 35 år på bryllupsdagen,” uddyber Annemette Lindhardt Olsen, specialkonsulent i Danmarks Statistik.
Ved 67 pct. af vielserne i 2023 havde ingen af parterne været gift før.
Gennemsnitsalderen for gommen var 39,8 år i 2023, mens den var 37,4 år for bruden. Ser man udelukkende på dem, der fik en vielsesring på for første gang, var mændene i gennemsnit 35,9 år, mens kvinderne var 33,7 år. Hvert tredje brudepar består af to jævnaldrende eller med kun et års aldersforskel. Samlet set er der for 74 pct. af parrene højst en aldersforskel på fem år.
Gennemsnitsalder for brud og gom ved vielser, 1973-2023

Kilde: www.statistikbanken.dk/vie1
I alt blev 31.582 par viet i 2023. Af disse var 220 mellem to mænd og 294 mellem to kvinder. 65 pct. af vielserne var borgerlige, mens 29 pct. var kirkelige vielser. I 2003 udgjorde de kirkelige vielser 47 pct.
Skilsmisseraten falder med ægteskabets varighed
I disse dage kan man følge med i 10 nygifte danskeres liv på skærmen. Vil de ikke være sammen, efter programmet slutter, må de lade sig skille. Det vil være et kort ægteskab, men det er ikke kun på tv, at nogle ægtefolk ender med at tage ringen af fingeren, før de har vænnet sig til, at den sidder der. Ved næsten 4 pct. af skilsmisserne i 2023, svarende til 465 par, havde ægteparret været gift i mindre end et år.
”Der er flest skilsmisser i starten af ægteskaberne, mens de bliver mindre hyppige, jo længere tid ægteskabet har varet. Hver fjerde af skilsmisserne i 2023 var blandt ægtepar, der havde været gift under fem år, mens knap halvdelen var blandt ægteskaber, der havde varet under 10 år,” siger Annemette Lindhardt Olsen.
I Danmark ender 41 pct. af alle ægteskaber i skilsmisse inden for de første 50 års ægteskab, hvis man ser på skilsmisseopgørelserne i 2023.
Ægteskabets varighed ved skilsmisser i 2023

Kilde: Særkørsel
Danmarks Statistik
Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Psykiatriske og somatiske patienter oplever forskellig livskvalitet21.4.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny analyse giver indblik i livskvaliteten for forskellige befolkningsgrupper, herunder mennesker med forskellige sundhedsforhold. Især personer med kontakt til psykiatrien angiver at have en lavere livskvalitet end resten af befolkningen.
Knap 10 pct. af Danmarks import af råvarer og halvfabrikata er sårbar over for eventuelle kriser20.4.2026 10:17:19 CEST | Pressemeddelelse
Der er forskel på, hvor sårbare værdikæderne i de nordiske lande er over for forstyrrelser i international handel, viser ny analyse.
Ti koncerner står for størstedelen af industrikoncerners overskud fra global samhandel13.4.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark har overskud på betalingsbalancen. Det skyldes især industriens eksport og i særdeleshed landets ti største industrikoncerner.
Højere andel ugyldige stemmer ved seneste folketingsvalg19.3.2026 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Der var en lille stigning i andelen af ugyldige stemmer ved seneste folketingsvalg i 2022 sammenlignet med 2019. Stigningen var især båret af en større andel blanke stemmer.
Folketingskandidaterne er i gennemsnit 46,3 år18.3.2026 11:00:28 CET | Pressemeddelelse
Gennemsnitsalderen på kandidaterne til det kommende folketingsvalg er 46,3 år. Den er lavest i Det Konservative Folkeparti og højest blandt kandidaterne uden for partierne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum