Region Hovedstaden

Erfaren og driftssikker direktør i spidsen for den ny fælles sterilcentral

Del

Vicedirektør i Center for Ejendomme Thomas Bøgeskov tiltræder som direktør for Den Fælles Sterilcentral, der som en ny, selvstændig virksomhed samler de hidtidige regionale og lokale sterilcentraler i Region Hovedstaden. Han understøttes af en bestyrelse med vicedirektør Rene Priess for bordenden

Efter ti år med ledelsesmæssigt ansvar for den tværgående logistikfunktion i Region Hovedstaden, sætter Thomas Bøgeskov sig med en meget tung erfaring i direktørstolen for Den Fælles Sterilcentral.

”Thomas er meget bevidst om sin opgave med at understøtte klinikken og hospitalernes daglige drift, og han har en hands-on tilgang og et særligt talent for at koble strategiske beslutninger og overføre og implementere dem som effektive løsninger. Det gør han i tæt samarbejde med både sine medarbejdere og nærmeste ledere og kollegerne i klinikken. Han er derfor den helt rette til at stå i spidsen for Den Fælles Sterilcentral, som de kommende år bliver en krumtap i det regionale sundhedsvæsen, når vores læger og sygeplejersker skal have det rette udstyr til at operere patienterne,” siger regionsdirektør Jens Gordon Clausen.

Thomas Bøgeskov skal stå for en løbende udfasning af de lokale sterilcentraler og i spidsen for den videre implementering og drift af Den Fælles Sterilcentral. Direktionen i den nye organisering vil blive understøttet af en bestyrelse.

Bestyrelse understøtter

”Jeg er rigtig glad for, at Rene Priess - vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital - har lyst til at være formand for bestyrelsen (også kaldet driftsboardet). Rene har et skarpt øje for både det strategiske og den konkrete drift, og via sit daglige arbejde er han tæt på klinikken. Han bliver derfor en utrolig vigtig ledelsesstemme og bindeled, så vi sikrer, at hospitalernes perspektiv står skarpt. Rene har den seneste tid allerede trukket et stort læs i udviklingen af sterilcentralen, så han kender opgaven godt, og jeg har store forventninger til samarbejdet mellem Thomas og bestyrelsen,” siger Jens Gordon Clausen.

Rene Priess ser frem til det udvidede samarbejde med Thomas Bøgeskov.

”For hospitalerne er det fuldstændig afgørende, at leveringen af sterile instrumenter til operationsstuerne kører snorlige. Der er mange interesser og hensyn, men med Thomas ved roret er jeg fuldstændig tryg ved, at der vil være samarbejde med hospitaler, klinikker og operationspersonale - baseret på tillid, helhedssyn og engagement. Thomas har allerede et værdifuldt netværk på tværs af hospitaler og koncerncentre,” siger Rene Priess.

Lykkes i fællesskab

Thomas Bøgeskov har gennem de seneste år løbende været tilknyttet projektet omkring Sterilcentralen.

”Jeg kender opgaven – også de komplekse problemstillinger og udfordringer, vi står overfor. Der er ingen tvivl om, at det er et job, som kræver, at man smøger ærmerne op, men jeg elsker at lykkes i fællesskab med andre. For mig er medinddragelse, tidlig involvering og dialog er nøglen til succes. Jeg finder det naturligt med en tidlig involvering i både lette og svære sager. Det er særlig vigtigt i forhold til den fusionsopgave, som ligger forude,” siger Thomas Bøgeskov, der tiltræder i oktober.

Den 52-årige direktør bor i Rødovre og har en søn på 18 år. Han rejser, bruger tid med gode venner, står på ski, lytter til musik – og mener, at fodbold skal ses live på stadion.

 

CV - Thomas Bøgeskov

  • 2021-2024 Vicedirektør, Region Hovedstaden, Center for Ejendomme
  • 2014-2021 Enhedschef, Region Hovedstaden, Center for Ejendomme (etableret 2017)
  • 2012-2014 Nordic IT & Supply Chain Director, ACO Nordic Göteborg
  • 2011-2012 Skandinavisk projektleder, Arriva A/S 
  • 2008-2012 Supply Chain Director, Carl F International A/S
  • 2007-2008 Intern ERP og Supply Chain konsulent, Carl F International A/S
  • 2007-2004 Produktionsansvarlig og medejer, Urbanite Copenhagen
  • 2004-2001 Intern ERP og Supply Chain konsulent, d line International A/S (Carl F)
  • 2001-2000 Supply Chain coordinator, d line International A/S (Carl F)
  • 1998-2000 Logistik koordinator, Coloplast A/S
  • 1994-1998 Flytteleder, Bøgeskov Flytning & Transport (familievirksomhed)

Uddannelse

  • 2023 CEJ’t Lederskab 2, Region Hovedstaden (Internt lederuddannelse i Center for Ejendomme)
  • 2021 CEJ’t Lederskab, Region Hovedstaden (Internt lederuddannelse i Center for Ejendomme)
  • 2015 Ledelse af Ledere, Region Hovedstaden
  • 2000 Cand. Merc. Supply Chain Management, CBS
  • 1997 HA - Economics & Business Administration, Handelshøjskolen i København (CBS)

Fakta om Den Fælles Sterilcentral

Grundlaget for etableringen af Den Fælles Sterilcentral:

  • Leverance til ca. 37 operationsgange, 200 ambulatorier, fødegange og akutmodtagelser
  • Understøttelse af ca. 1.000 daglige operationer i Region Hovedstaden
  • En årlig genbehandlingskapacitet på ca. 750.000 ”standardenheder” og med et årligt gennemløb af op mod 46.000 forskellige instrumenttyper igennem centralen
  • To regionale enheder på hhv. Herlev Hospital og Rigshospitalet Blegdamsvej, hver bygning på ca. 13.000 m2 samt lokale centraler på øvrige hospitaler
  • Ca. 300 ansatte med forskellige faglige profiler

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye