Arkil A/S

Kaj markerer 25 år som fastansat i Arkil efter 35 års engageret arbejde

Del

Kaj Brendstrup Bødker fejrer 25 år i tro tjeneste hos Arkil. Men med lidt kreativ regning er det faktisk hele 35 år, vi burde fejre.

Kaj Brendstrup Bødker fejrer 25 år ved Arkil som brolægger.
Kaj Brendstrup Bødker fejrer 25 år ved Arkil som brolægger. Arkil

Langs hovedgaden i den midtjyske by Kjellerup mellem afspærringer og fjernvarmerør, der endnu ikke er blevet lagt i jorden, finder vi Kaj Brolægger. Han sidder på sine knæ, som han har gjort så mange gange før. Lige nu regner det, men det rører ikke Kaj. For i årevis har han kravlet rundt på knæene og lagt sten. Det kan han, det er han dygtig til, og det skal lidt skybrud ikke ændre på, mens han koncentreret griber efter en sten, som han omhyggeligt placerer.

"Det skal gøres ordentligt," siger Kaj, mens han retter endnu en sten til.

For Kaj er brolægning ikke bare et arbejde – det er en passion, der har fulgt ham i mere end tre årtier. Nu markerer han sit 25-års jubilæum som fastansat i Arkil, selvom hans tid i virksomheden faktisk strækker sig hele 35 år tilbage, da han i de første år var indlejet. Kaj blev nemlig en del af Arkils Silkeborg-afdeling i 1999, men hans historie i firmaet begyndte allerede i 1988, da han startede som indlejet brolægger for Arkil.

"Jeg har altid været glad for at arbejde her, og det var helt naturligt at blive fastansat, da jeg fik chancen. Arbejdet skal gøres ordentligt, og det har Arkil altid værdsat," fortæller Kaj, mens han fortsætter sit arbejde i regnen.

Hans arbejdsfilosofi er enkel, men effektiv: Alt skal være i orden, også når man er færdig. Det skal nemlig helst være sådan, at man ikke kan se, at han har været der.

"Hvis du er dygtig til brolægning, men det roder, når du er færdig, så er du ikke en dygtig brolægger. Det er først, når der er ryddet op, at arbejdet er færdigt," siger han.

Den tilgang sidder på rygraden hos den nu 67-årige brolægger der kommer fra Bording ved Ikast. Og det er en tilgang, som Kaj sørger for at give videre til de unge lærlinge.

"Jeg sætter en stor ære i at gøre tingene ordentligt. Og det skal de unge også lære," griner Kaj.

En livslang passion for maskiner
Når Kaj ikke arbejder med sten mellem hænderne, er han ofte omgivet af sine andre store passioner: biler og maskiner. I løbet af årene har han samlet på alt fra knallerter til biler og endda en veterantraktor fra 50'erne.

"Jeg har altid elsket maskiner, lige fra jeg var ung. Min Rover 216 cabriolet fra '95 er en af mine favoritter," siger han stolt, mens han viser et billede af sig selv i bilen, der selvfølgelig er British Racing Green og med cremefarvede lædersæder.

Ved siden af Roveren står en britisk Hillman.

"Sådan en var den første bil, jeg havde. Den overtog jeg fra min storebror," siger Kaj.

Veterantraktor er en Massey Ferguson 35 fra 50'erne – og så har han også en Morris 1000 fra '62.

"Den Morris var den første bil, jeg havde sammen med min kone," fortæller han.

Bilerne og maskinerne har altid været en kilde til glæde for Kaj, og han nyder at bruge tid på at skrue og vedligeholde dem.

"Det er en måde at koble af på, når jeg ikke arbejder," lyder det.

Og når Kaj ikke skruer i de gamle biler, kører han gerne til sommerhuset på Djursland.

"Der er fuldstændig stille, når jeg er der. Det er vidunderligt," siger han.

En respekteret kollega
På byggepladsen er Kaj kendt for sit grundige og tålmodige væsen.
"Han er en af dem, der altid sørger for, at alt er ryddet pænt op, når vi er færdige," fortæller afdelingschef Lars Eriksen.

Det er netop den opmærksomhed på detaljerne, der gør, at Kaj er uundværlig i Randers-afdelingen.

"Man ved altid, at opgaven er løst til perfektion, når Kaj har haft en finger med i spillet," tilføjer chefen fra Arkils Randers afdeling.

Selvom Kaj nu er 67 år, er der ingen tegn på, at han planlægger at trække sig tilbage foreløbigt.

"Så længe jeg har det godt, og de kan bruge mig, bliver jeg ved," siger han.

En fast del af Arkil
Kaj Brendstrup Bødker har været vidne til mange forandringer i byggebranchen i løbet af sin tid hos Arkil, men hans egen arbejdsmetode har altid været den samme.

"Det er vigtigt for mig, at arbejdet er i orden, og at man kan være stolt af det, man laver," siger han med den ro, der kendetegner hans tilgang til både arbejde og livet.

Med 25 år som fastansat og 35 år i alt hos Arkil fejrer Kaj sit jubilæum den 4. oktober.
Stort tillykke Kaj!

Billeder

Kaj Brendstrup Bødker fejrer 25 år ved Arkil som brolægger.
Kaj Brendstrup Bødker fejrer 25 år ved Arkil som brolægger.
Arkil
Download
For Kaj er brolægning ikke bare et arbejde.
For Kaj er brolægning ikke bare et arbejde.
Arkil
Download

Om os:

Arkil er én af Danmarks største entreprenørvirksomheder med godt 2.100 ansatte og en omsætning på cirka 4,1 milliarder i Danmark og udlandet. Vi udfører alsidige entreprenørprojekter over hele landet for blandt andet Vejdirektoratet, BaneDanmark og landets mange forsyningsselskaber, vi håndterer anlægsarbejder, havnebyggeri, fundering, tunnelering og store kabelprojekter, og vi sætter et solidt aftryk på landets infrastruktur. Vi håndterer alle slags forureningsoprensninger og asfalterer både kommunale og statslige veje. Samtidig er vi en stærk aktør på vejserviceområdet, hvor vi er en af pionererne inden for privat vejservice.

Med over 80 års erfaring er Arkil en professionel, topkvalificeret og ofte foretrukken samarbejdspartner for store offentlige og private bygherrer og rådgivere i Danmark. Ledelsen og kontrollen med firmaet er forblevet på familiens hænder gennem tre generationer. 

Følg pressemeddelelser fra Arkil A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Arkil A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye