Food Nation

Klimahandling giver grobund for yderligere eksportvækst for danske fødevarer

Del

Danmarks landbrugs- og fødevaresektor anerkendes som motor for klimahandling i hele værdikæden på vigtige eksportmarkeder. En ny analyse, udført af Epinion for Food Nation, viser, at der er eksportvækst at hente for virksomheder med produkter og løsninger, der kan bidrage til at accelerere konkret klimahandling på specifikke områder – samtidig understreger rapporten behovet for fortsat og øget målrettet markedsføring, hvis internationale beslutningstagere skal vælge danske produkter og løsninger fremadrettet.

Den nye Insight Report fra Food Nation viser, hvordan internationale B2B-beslutningstagere i Japan, Storbritannien og Sydkorea ser på dansk landbrugs- og fødevareproduktion. Analysen fremhæver bl.a., at Danmark forbindes med en række positive egenskaber, herunder klimahandling, kvalitet og fødevaresikkerhed.

”Med denne analyse kan vi dokumentere, at klimahandling er en yderst efterspurgt styrkeposition, der med stor fordel kan anvendes aktivt i eksportfremmende aktiviteter. Den danske fødevareklynge har i forvejen længe været anerkendt for et højt niveau, især inden for kvalitet og fødevaresikkerhed. Det er sektorens solide fundament, og det skal vi være stolte af, fastholde og udbygge med klimahandling”, siger Lise Walbom, CEO i Food Nation.

Samtidig dokumenterer analysen et fortsat behov for international markedsføring for at sikre danske fødevarevirksomheder en position som attraktive handelspartnere. Ifølge beslutningstagerne er oprindelseslandet nemlig afgørende, når der skal vælges leverandør. Omkring 3 ud af 4 af beslutningstagerne fra de undersøgte markeder mener, at oprindelseslandet er vigtigt, meget vigtigt eller afgørende.

Ifølge Food Nations Insight Report nævner kun 2% af de adspurgte beslutningstagere i Japan, Storbritannien og Sydkorea Danmark som et af de 5 mest relevante lande at handle med. Dette dokumenterer et fortsat behov for markedsføring og positionering.

Klimahandling er en afgørende indgangsvinkel til øget eksport

71% af de adspurgte beslutningstagere er enige i, at Danmark er ledende indenfor landbrugs- og fødevareproduktion, og for Sydkorea er tallet hele 87%. I analysen svarer 24% af beslutningstagerne, at de associerer danske fødevarer med et lavt miljøaftryk. Et lige så stort antal britiske beslutningstagere vurderer, at deres egne produkter og løsninger har en lav klimapåvirkning, mens både japanske og sydkoreanske beslutningstagere opfatter danske produkter og løsninger som bedre end deres egne. Dette giver danske virksomheder en konkurrencefordel på de vigtige markeder i Japan og Sydkorea.

De adspurgte beslutningstagere identificerer initiativer som reduktion af madspild, genanvendelse og vedvarende energiløsninger som de mest afgørende klimahandlinger for at reducere drivhusgasemissioner i landbrugs- og fødevaresektoren. Disse områder repræsenterer betydelige muligheder for

danske virksomheder i Japan, Storbritannien og Sydkorea, hvor der kan etableres en konkurrencefordel gennem fokuseret produktoptimering og markedsføring inden for disse områder, hvor Danmark allerede står stærkt.

59% af de adspurgte mener, at produkter og løsninger, der reducerer drivhusgasemissioner, er vigtigere end prisen. Derudover er 80% enige i, at det er nødvendigt for virksomheder at tilbyde produkter og løsninger, der bidrager til at reducere drivhusgasser, for at sikre langsigtet vækst. Samlet set viser resultaterne en enighed om vigtigheden af at reducere klimaaftrykket fra landbrugs- og fødevaresektoren.

”Når 59% af beslutningstagere på store nøglemarkeder svarer, at klimahensyn er vigtigere end pris, så giver det danske virksomheder endnu et parameter at konkurrere på – på linje med kvalitet og fødevaresikkerhed. En central nøgle til øget eksport ligger derfor i at styrke markedsføringen af bæredygtige produkter og løsninger, der i høj grad efterspørges verden over”, udtaler Lise Walbom.

Baseret på resultaterne fra analysen kan danske virksomheder med fordel øge deres fokus på bæredygtige produkter og løsninger på alle tre markeder.

Målrettede initiativer der reducerer madspild, forbedrer genanvendelse i produktionen og anvender vedvarende energikilder, kan bidrage til markedseffekten og imødekomme de prioriteter, der er identificeret på tværs af alle tre markeder som de mest væsentlige.

Fødevareklyngen er effektiv samarbejdspartner i den grønne omstilling

I Food Nations Insight Report peger 65% på at danske produkter og løsninger leverer god værdi for pengene. Baggrunden er en bred anerkendelse af sektoren som leverandør af høj kvalitet gennem hele værdikæden. Der tegner sig et billede af Danmark som en effektiv samarbejdspartner, på vejen til bæredygtig omstilling. Et øget internationalt kendskab til det danske brand kan være kimen til et grønt eksporteventyr for danske løsninger og produkter inden for landbrugs- og fødevaresektoren.

”Analysens resultater underbygger billedet af Danmark som leverandør af morgendagens løsninger. Vi bliver i høj grad anerkendt, som en stærk eksportpartner, med produkter og løsninger til den bæredygtige udvikling af hele værdikæden”, afslutter Lise Walbom.

 Fakta og nøgleresultater fra Insight Report 2024

  • 71% svarer, at Danmark er en førende landbrugs- og fødevarenation.
  • Danske landbrugs- og fødevareprodukter og løsninger er associeret med flere positive karakteristika, bl.a. lavt miljøaftryk, økologi, fødevaresikkerhed og kvalitet.
  • 24% af respondenterne mener, at produkter og løsninger fra Danmark har en lav klimapåvirkning.
  • 74% af respondenterne foretrækker at samarbejde med virksomheder, der arbejder for at mindske deres klimapåvirkning.
  • 59% af respondenterne mener, at produkter og løsningers egenskab til at reducere klimapåvirkninger er vigtigere end prisen.
  • Den danske landbrugs- og fødevaresektor har en uhjulpet kendskabsgrad på 2% blandt de internationale beslutningstagere på tværs af de centrale eksportmarkeder Japan, Storbritannien og Sydkorea.
  • 80% af respondenterne mener, at det er afgørende for virksomheder at tilbyde løsninger og produkter, der reducerer drivhusgasudledningen, for at sikre langsigtet vækst.

Fakta om analysen

Analysen er baseret på en kvantitativ analyse udført af Epinion for Food Nation mellem den 13. marts og den 9. maj 2024. Analysen undersøger Danmarks image som landbrugs- og fødevarenation blandt internationale beslutningstagere. Alle respondenter er i fødevare- og landbrugssektoren, som enten producenter, indkøbere, sælgere eller i forarbejdning af fødevarer og løsninger. Analysen er således B2B orienteret.

Årets undersøgelse involverer i alt 635 beslutningstagere på tre af Danmarks centrale eksportmarkeder: Japan, Storbritannien og Sydkorea. Undersøgelsen dækker emner som kendskabsgrad, styrkepositioner og vækstpotentiale i forbindelse med den danske fødevareklynge. Årets tema fokuserer på, hvordan landbrugs- og fødevaresektoren kan bidrage til at reducere drivhusgasudledninger.

Målgruppen for denne Insight Report er danske eksportparate og eksporterende virksomheder og andre aktører inden for fødevareklyngen, som er interesseret i højere kendskab til centrale eksportmarkeder for Danmark via analysens resultater.

Nøgleord

Kontakter

Food Nation:

Food Nation er et offentlig-privat partnerskab etableret af den danske regering og førende private organisationer og virksomheder. Food Nation styrker det internationale kendskab til Danmark som ledende fødevarenation gennem profilering af klyngen indenfor innovativ, bæredygtig og effektiv produktion. Partnerskabet er en gateway for internationale interessenter, der søger information om danske fødevarer og løsninger.

Læs mere på foodnationdenmark.com

Følg pressemeddelelser fra Food Nation

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Food Nation

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye