Nyt grundforskningscenter skal forske i kunstig intelligens og tekstkultur
1.10.2024 08:00:00 CEST | Aarhus Universitet: Arts | Pressemeddelelse
Kunstig intelligens ændrer fundamentalt ved vores måde at kommunikere på. Derfor skal et muligt nyt grundforskningscenter på Aarhus Universitet ved navn TEXT: Center For Contemporary Cultures of Text undersøge, hvordan kunstig intelligens påvirker vores tekstkultur, og hvad vi kan gøre ved det.

”Det, der sker lige nu, er en enorm revolution i betingelserne for vores tekstkultur.”
Sådan forklarer Mads Rosendahl Thomsen, professor i litteraturhistorie, baggrunden for den problematik, han og viceleder og lektor i lingvistik Rebekah Baglini vil undersøge i det planlagte grundforskningscenter TEXT: Center For Contemporary Cultures of Text (TEXT).
Danmarks Grundforskningsfond har indbudt Institut for Kommunikation og Kultur til forhandlinger om etablering af et center med om en bevilling på 38 millioner kroner over seks år. Planen er, at grundforskningscentret placeres i Nobelparken, og at der vil være omkring tyve medarbejdere tilknyttet fra foråret 2025.
Her skal danske og internationale forskere med baggrund blandt andet i computerlingvistik, kognitionsforskning, litteraturvidenskab og uddannelsesvidenskab arbejde sammen på tværs for at blive klogere på forholdet mellem kunstig intelligens og tekstkultur.
”Et bredt spektrum af fagligheder på Aarhus Universitet har grebet denne udfordring og vist, at de gerne vil arbejde sammen. Det er meget glædeligt, at Danmarks Grundforskningsfond vælger at støtte dette, så vi får både opbakning og arbejdsro til at konfrontere de mange udfordringer, der kommer i årene fremover,” fortæller Mads Rosendahl Thomsen.
Muligheder og farer
Kunstig intelligens og særligt generativ kunstig intelligens, som er en form for kunstig intelligens, der kan danne tekst, billeder og forskelligt indhold ud fra data, rummer både muligheder og farer. Blandt andet, fordi det berører den måde, vi får informationer på og søger og bearbejder viden, forklarer Mads Rosendahl Thomsen og Rebekah Baglini.
Det har betydning for vores tekstkultur, som er kritisk infrastruktur, der gennemsyrer os og samfundet, og derfor er der behov for forskning på området, mener de. Generativ kunstig intelligens rummer mange muligheder, og Mads Rosendahl Thomsen nævner nogle enkelte eksempler såsom automatiseringsopgaver, effektiv informationssøgning og helt konkret muligheder for at hjælpe folk, der har svært ved at skrive.
”Der er også mange risikomomenter. Det vil for eksempel blive lettere at producere misinformation, og vi risikerer at blive dårligere til selv at skrive,” pointerer Mads Rosendahl Thomsen og nævner, at sprogmodeller kan blive trænet på data, som gør, at vi bliver tilbudt indhold af kunstig intelligens, der ikke afspejler det danske samfunds værdier bredt set.
Rebekah Baglini tilføjer, at det er vigtigt at have en national sprogmodel for at tage højde for kulturelle forskelle:
”Det er meget vigtigt af flere grunde at prioritere en dansk sprogmodel som en del af en national infrastruktur. For det første kan vi sikre mere kulturel og værdimæssig tilpasning til en bestemt kulturel kontekst. Vi kan også have gennemsigtighed om, hvor træningsdataene kommer fra.”
Et interdisciplinært center
En af opgaverne for TEXT bliver at udvikle værktøjer til at minimere de risici kunstig intelligens rummer og i stedet styre i retning af mulighederne. Det skal foregå i et interdisciplinært samarbejde mellem både danske og internationale forskere.
”Vi kan kun yde et positivt bidrag til samfundet, hvis vi arbejder sammen på tværs af discipliner omkring de mange facetter som tekstkultur rummer,” pointerer Mads Rosendahl Thomsen.
I første omgang skal forskerne på TEXT blandt andet undersøge forholdet mellem kreativitet og professionel skrivning, forklarer Rebekah Brita Baglini.
“Håbet for dette delprojekt er, at det på en måde lægger et fundament for nogle af de andre projekter med hensyn til at definere, hvad det vil sige for en sprogmodel at være kreativ? Vi er også nødt til at stille spørgsmålet, hvad det vil sige for et menneske at være kreativ, og se, om de ting stemmer overens, og i hvor høj grad store sprogmodeller synes at hjælpe eller give mulighed for det,“ fortæller hun.
Tekst er også teknologi
Mads Rosendahl Thomsen mener, at det ikke kan overvurderes, hvor vigtig tekstkultur er for vores samfund og nævner, at tekst igennem historiens løb har bidraget til at organisere samfund, religioner, læring og uddannelse. Det er Rebekah Baglini enig i. Hun forstår tekst som teknologi, der ikke skal tages for givet.
”Tekst er ikke kun infrastruktur, men tekst er i sig selv en teknologi. Som lingvist har jeg arbejdet med sprog, der ikke havde en skriftkultur. Det er selvfølgelig ikke store globale sprog, men det er ikke givet, at vi har en skriftlig form af et sprog.” udtaler hun.
Mads Rosendahl Thomsen mener, der er et før og efter kunstig intelligens blev en del af vores tekstkultur.
”Hvis jeg skulle have fortalt om ideen til Danmarks Grundforskningsfond for tre år siden, så skulle jeg have brugt lidt mere tid på at forklare, hvorfor store sprogmodeller og generativ kunstig intelligens kunne være interessant. Nu er det jo åbenlyst, at det bliver brugt utrolig meget. Det er irreversibelt, for vi kommer ikke tilbage til før sprogmodellerne. Jeg synes virkelig, der er et markant før og efter, og det skal vi udforske.”
Om Danmarks Grundforskningsfond
Danmarks Grundforskningsfond er en uafhængig fond oprettet af Folketinget i 1991
Danmarks Grundforskningsfond finansierer fremragende grundforskning på højeste internationale niveau inden for alle forskningsområder for at styrke udviklingen af dansk forskning
Læs mere her: https://dg.dk
For yderligere oplysninger
Mads Rosendahl Thomsen, professor litteraturhistorie
Afdeling for Litteraturhistorie og Retorik
Institut for Kommunikation og Kultur
Aarhus Universitet
Mail: madsrt@cc.au.dk
Telefon: +45 31141419
Rebekah Brita Baglini, lektor lingvistik
Afdeling for Lingvistik, Kognitionsvidenskab og Semiotik
Institut for Kommunikation og Kultur
Aarhus Universitet
Mail: rbkh@cc.au.dk
Mathias Holm Guldberg, kommunikationsmedarbejder
Institut for Kommunikation og Kultur
Aarhus Universitet.
Mail: magu@cc.au.dk
Tlf.: +45 22133137
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
AU-professor leder udvikling af nyt EU-kodeks, der skal synliggøre AI-skabt indhold18.3.2026 13:54:21 CET | Pressemeddelelse
2. august 2026 træder nye regler for mærkning af AI-genereret indhold i kraft. En arbejdsgruppe nedsat af Europa-Kommissionen med professor ved Medievidenskab Anja Bechmann som formand arbejder på et adfærdskodeks, der skal hjælpe indholdsproducenter med at leve op til lovgivningen.
Elever lærer demokrati, når de oplever det i skolen18.3.2026 10:02:05 CET | Pressemeddelelse
Om knap en uge er der folketingsvalg, og mange unge skal stemme for første gang. Men hvordan forbereder vi bedst skoleelever på at deltage i demokratiet? En ny forskningsoversigt fra DPU, Aarhus Universitet viser, at det styrker de unges demokratiske dannelse, når de oplever, at skolen og lærerne inddrager dem i beslutninger, og at de åbent kan diskutere deres holdninger i klassen.
Kulturlivet kan blive bedre til at lytte til børns forskelligartede stemmer10.3.2026 14:00:00 CET | Pressemeddelelse
Børn oplever mødet med kulturinstitutioner som museer og teatre meget forskelligt. Det viser resultaterne af forskningsprojektet ’BØV – Børns møde med den nationale kulturarv’, som forskere fra Aarhus Universitet står bag. I samarbejde med Nationalmuseet, Det Kongelige Teater og Statens Museum for Kunst har forskerne undersøgt, hvilke strategier de tre kulturinstitutioner bruger til at sikre børns ret til at møde kulturarven, og hvordan det opleves fra børnenes perspektiv.
Akut behov for EU-tolke: Aarhus Universitet inviterer til orienteringsmøde om Masteruddannelse i Konferencetolkning4.3.2026 11:24:43 CET | Pressemeddelelse
Aarhus Universitet inviterer til online orienteringsmøde 6. marts klokken 10-12 om Masteruddannelsen i Konferencetolkning, der især rettet mod en karriere som tolk i EU.
Konference sætter fokus på, hvordan AI ændrer kreativitet og kultur3.3.2026 13:42:22 CET | Pressemeddelelse
Hvordan påvirker kunstig intelligens den måde, vi skriver, skaber og samarbejder på? Det er omdrejningspunktet for konferencen "AI and the Creative Condition," som finder sted 23.–24. marts 2026 på Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS).
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum