Fra klimamål til klimahandling: Regeringen er klar med Klimaprogram 2024
30.9.2024 09:00:44 CEST | Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet | Pressemeddelelse
I Klimaprogram 2024 viser regeringen vejen mod 2030-målet sektor for sektor. Nu venter det store arbejde med at realisere og implementere den nødvendige politik samt at følge op på mål og aftaler.
En historisk grøn trepartsaftale, udfasning af kul, en CO2-afgift for industrien samt CO2-fangst og lagring. Det er nogle af de tiltag, der tegner ruten mod indfrielsen af Danmarks 2030-mål om en 70-procents reduktion.
Det fremgår af Klimaprogram 2024, der er regeringens årlige redegørelse for, hvordan klimamålene skal indfries.
I Klimaprogram 2024 viser regeringen, at de konkrete beslutninger på tværs af sektorer er på plads, så Danmark gennem blandt andet regulering, udbud, tilskud og afgifter står til at nå 2030-målet. Herunder er også det store arbejde i den grønne trepart, hvor parterne er blevet enige om en CO2-afgift på landbruget.
"Vi kan nu præsentere en rute, der viser, hvordan alle sektorer skal bidrage til, at Danmark når 2030-målet. Men ruten er ikke tilbagelagt. Det er nu, vi skal omsætte de mange politiske aftaler til konkret klimahandling. Den grønne trepart skal føres ud i livet, vi skal gennemføre en omstilling i industrien, der skal lagres CO2 og meget mere. Det bliver et stort stykke arbejde på tværs af aktører, brancher og teknologier. Det bliver ikke let. Men det er dét, der skal til," siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Regeringen har nu især fokus på at implementere aftaler og initiativer som planlagt, så udledningerne reduceres som forventet. Der er eksempelvis oprettet Ministeriet for Grøn Trepart til specifikt at sikre, at ambitionerne i Aftale om et grønt Danmark bliver ført ud i livet.
I klimaprogrammet præsenteres et generelt arbejdsprogram og en plan for, hvornår de allerede indgåede aftaler implementeres i bund sektor for sektor.
Et kig mod 2035 og 2040
Mens Danmark er godt på vej mod at opfylde både 2025- og 2030-målet, nærmer tiden sig til at sætte det næste klimamål. Ifølge klimaloven skal Danmark i 2025 have et nyt klimamål, denne gang for 2035.
Det nye mål skal tage højde for, at opgaven frem mod 2035 er en helt anden, hvor energisektoren er langt grønnere, og reduktionerne især skal komme fra transport og landbrug.
Et nyt dansk klimamål skal også ses i et bredere perspektiv, da EU i den kommende tid skal fastsætte et nyt klimamål for 2040. I den forbindelse støtter regeringen et EU-klimamål på mindst 90 pct. i 2040.
Fakta: Udvalgte tal fra KP24
Det er en lang række indsatser på tværs af samfundet, der bringer Danmark på vej mod 2030-målet, heriblandt:
- Vedtaget lovforslag, som implementerer en høj og mere ensartet CO2-afgift for industri mv. CO2-afgiften indfases fra 2025 frem mod 2030.
- Aftale om forhøjelse af dieselafgiften på 50 øre pr. liter ekskl. moms samt afsat ramme på 750 mio. kr. i 2024-2030 til grøn omstilling af tung vejtransport og effektiviseringer af vejgodstransporten.
- Afholdt det første CCS-udbud på 8 mia. kr., der betyder, at der vil fanges og lagres CO2 fra kraftvarmeværker i Avedøre og Kalundborg. Opstart i 2025 og med fuld effekt på 430.000 ton CO2 lagret årligt fra 2026. Herudover er der endnu et udbud på vej.
- I regeringsperioden har regeringen med flere aftaler samlet afsat yderligere ca. 1 mia. kr. i perioden 2023-2026 til at hjælpe husstande af med olie- og gasfyrene og fjernvarmeselskaber med udrulningen af fjernvarme. På baggrund af dette vil brugen af gasfyr til opvarmning blive væsentligt reduceret frem mod 2035.
Fakta: Klimaprogrammet
- Regeringen skal hvert år udgive et klimaprogram. Det står i Klimaloven, som Folketinget vedtog i 2020. Det er en del af årshjulet, som sikrer løbende opfølgning på, om klimaindsatsen lever op til lovens principper.
Læs mere om Klimaloven: En ambitiøs og bindende klimalov
- I det årlige klimaprogram skal klimaministeren over for Folketinget gøre status over opfyldelsen af Danmarks nationale klimamål og give sin vurdering af, om det kan anskueliggøres, at målene kan nås.
- Læs tidligere års udgaver af klimaprogrammet her:
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.
Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
3,2 mia. kr. til elektrificering af Danmark9.10.2026 09:02:32 CEST | Nyhed
Regeringen vil med finanslovsforslaget for 2027 afsætte 3,2 mia. kr. over de kommende 4 år for at bane vej for elektrificering i de danske hjem, hos virksomhederne og på vejene.
Nyt udspil: Regeringen vil styrke elnettet og de lokale hensyn5.10.2026 08:30:50 CEST | Pressemeddelelse
Der er ikke plads nok i elnettet, og det tager for lang tid at bygge mere. Derfor vil regeringen rulle den grønne løber ud i nærmest hele Danmark. På den måde kan der bygges elnet hurtigere, smidigere og med et større hensyn til naboer og natur.
Nye tiltag skal sætte skub i udbygningen af fjernvarmen3.10.2026 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den grønne omstilling skal helt ud i de danske hjem. Derfor foreslår regeringen med finansloven at afsætte yderligere 200 millioner kroner til Fjernvarmepuljen i 2027. Samtidig forbedres fjernvarmeselskabernes muligheder for at finansiere nye fjernvarmerør.
I tråd med tiden: National handlingsplan for tekstiler er på plads2.10.2026 12:09:04 CEST | Pressemeddelelse
En af de helt store belastninger på både klima og miljø er tekstiler. Branchen har i dag lanceret en national tekstilhandlingsplan. Den skal være spadestikket til en sektor, hvor bæredygtighed og cirkularitet fylder mere.
Bredt flertal har stemt for akutplanen for elnettet1.10.2026 10:30:12 CEST | Pressemeddelelse
Et bredt flertal af Folketingets partier har i dag vedtaget akutplanen for elnettet. Samtidig er den politiske forståelse bag blevet til en aftale, hvor alle partierne er enige om, at Danmark står i en akut situation, der kalder på handling nu.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum