I Lemvig gør de noget, vi aldrig før har prøvet i Danmark

Få kilometer nord for Lemvig ligger et særligt naturområde.

Ved indsejlingen til den lille vig, som byen ligger trygt i bunden af, buler Gjellerodde ud som en udvækst af sand og strandplanter.

Populære vandreruter snor sig mellem søerne, klitterne og lyngen – og husdyr går fredsommeligt og græsser. Mere end 200 forskellige fugle lever i og omkring de mange små søer, og området er da også udpeget som fuglebeskyttelsesområde.

Den type natur, der findes på odden, kalder forskerne for våd hede. Hede af den slags ligger som regel på lavtliggende sandet jord og er et resultat af fortidens ekstensive landbrugsdrift. Det er en naturtype, vi ikke har særlig mange steder i Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi passer på de få områder, vi har, forklarer professor Christian Frølund Damgaard.

- Heldigvis tager de lokale sig allerede godt af Gjellerodde. Området bliver passet og plejet, som reglerne foreskriver. Men vi tror, at vi med en anderledes tilgang kan gøre det endnu bedre, siger han.

Gjellerodde

Gjellerodde ligger omkring 7 kilometer nord for Lemvig.  Området er et såkaldt vinkelforland og består af både strandsøer og strandvolde. Den største af strandsøerne hedder Gjeller Sø, som der er anlagt en fin vandrerute rundt om.  Gjellerodde er i konstant forandring. Sand fra Vesterhavet skyller ind i fjorden og aflejres på odden, som år for år vokser sig større. I den proces opstår nye strandsøer i landskabet. Mere end 200 fuglearter holder til i området, der er præget er våd hede. Fordi området er vigtigt for de mange fugle, er det blevet udpeget til et Natura 2000 fuglebeskyttelsesområde.  Kilde: Geopark Vestjylland

Han har derfor allieret sig med Lemvig Kommune, Aage V. Jensens Fond og Naturstyrelsen Vestjylland om de næste fem år at teste en række nye principper for naturpleje på Gjellerodde. Principper, som aldrig er blevet brugt i Danmark før.

- Vi kalder det adaptiv naturpleje. I USA og Canada er det temmelig udbredt, men ikke herhjemme. I bund og grund går det ud på, at man sætter nogle konkrete målsætninger for, hvilken tilstand naturen skal være i. 

- Ved hjælp af målinger og statistiske modeller tilpasser man så løbende sin naturpleje. Man sætter måske lidt færre dyr ud, hvis græsningstrykket bliver for højt. Eller man bruger kontrolleret afbrænding i stedet.

Plante sladrer om naturens tilstand

På våde heder som Gjellerodde er der én særlig plante, som er afgørende for, om naturen har det godt. Klokkelyng. En lille busk med lyserøde blomster, som kun vokser på våde heder.

- Klokkelyng er en karakterart for våde heder. Ved forøget kvælstofdeposition og uden den rette pleje, bliver den nemt udkonkurreret af andre planter som eksempelvis den tuedannende græsart blåtop. Vi vil derfor løbende lave optællinger af klokkelyng, så vi kan se, hvordan området reagerer på naturplejen, siger Christian Frølund Damgaard.

De lokale målinger står dog ikke alene. Christian Frølund Damgaard har udviklet en statistisk model, som kan hjælpe med at vurdere, hvordan ændringer i plejen vil påvirke den våde hede. En model, der kan forudsige, hvordan parametre som kvælstof i jorden, nedbør, solskinstimer, græssende dyr, afbrænding og slåning vil påvirke området.

- Modellen bygger på data fra NOVANA-overvågningen, som hvert år samler en stor mængde data ind om dansk naturs tilstand. Ud fra de data har jeg udviklet modellerne, som ret præcist kan sige noget om, hvad der sker, hvis vi justerer på nogle parametre i naturplejen, siger han.

Stor interesse i lokalområdet

På Kommunekontoret i Lemvig sidder biolog Irene Lykke Kobberholm. Hun skrev i sin tid speciale hos Christian Frølund Damgaard, og det er ideerne fra hendes speciale, hun nu har ført ud i virkeligheden.

Da hun var færdig på universitetet, samlede hun nemlig både kommune, fond, universitet og Naturstyrelsen om ideen om at prøve adaptiv naturforvaltning. Men også i lokalområdet oplever hun stor begejstring for pilotprojektet.

- Vi har allerede holdt vores første workshop med nogle af de lokale forvaltere. De er meget interesserede i projektet og den nye måde at arbejde på, siger hun.

For et par uger siden var hun ude på odden og tage de første jordprøver og optællinger af planter. Når de første data er behandlet, er planen, at hun sammen med forvalterne skal vedtage nogle målsætninger og lave en plan for at nå dem.

- Klokkelyng går tilbage, så jeg håber, at vi kan få en højere dækningsgrad af planten i løbet af projektet. Det tror jeg på, da vi løbende samler data ind og kan foreslå justeringer af naturplejen. Det er en fed måde at arbejde på, siger hun. 

Metode kan bruges andre steder

Hos Center for Adaptiv Naturforvaltning på Aarhus Universitet er professor og centerleder Jesper Madsen spændt på, hvordan projektet vil gå. Han håber, at pilotprojektet vil bane vejen for, at adaptiv naturforvaltning kan indføres andre steder og på andre naturtyper.

- Det er første gang, at vi prøver det på en hel naturtype her i Danmark. Tidligere har vi brugt metoden på enkelte dyrearter. Eksempelvis har jeg arbejdet med den i forhold til at skabe bedre vilkår for gæs, siger han.

Gæs og våde heder er blot to eksempler på, hvor metoden kan bruges. Faktisk kan man indføre den på alle naturtyper og arter, hvis man vil.

- Som det er i dag, er der ikke systematik i naturplejen i Danmark. Forskere eller biologer bliver ofte bedt om at vurdere, hvordan man skal gribe plejen af et konkret naturområde an. Med den viden vurderer lodsejerne så, hvad der er passende pleje. Men der bliver ikke fulgt op og evalueret løbende.

- Med andre ord ville det give god mening at indføre denne form for naturpleje på andre naturtyper. Det kunne være andre hede- eller klittyper. Der er masser af habitattyper, der kræver beskyttelse. Også i fjorde, søer og ved kysterne.

Strid om metoden blandt forskere

Ikke alle forskere er lige begejstrede for adaptiv naturforvaltning. Nogle biologer mener, at vi i stedet bør lade naturen passe sig selv. De mener at såkaldt “rewilding” er en bedre metode, fortæller Christian Frølund Damgaard.

- Overordnet er der to opfattelser af, hvordan vi skal passe på naturen. Den ene, som adaptiv naturforvaltning hører under, går ud på, at vi plejer naturen for at opnå en bestemt tilstand. Den anden, rewilding, handler om at lade naturen passe sig selv.

Områder med rewilding, som der eksempelvis er nogle af på Djursland, bliver hegnet inde og overladt til sig selv. Oftest lukker forvalterne en række store planteædere ind på området, men ligesom planterne skal dyrene passe sig selv og bliver ikke fodret.

For Christian Frølund Damgaard er den ene tilgang ikke mere rigtig, end den anden.

- Jeg vil ikke mene, at den ene metode er bedre end den anden. De kan nogle forskellige ting. I områder som Gjellerodde vil de våde heder muligvis forsvinde, hvis vi lader naturen passe sig selv. Andre steder giver rewilding rigtig god mening.

Pilotprojektet på Gjellerodde skal efter planen forløbe frem til 2029.