Erfaren topleder er ny regionsdirektør i Region Sjælland
24.9.2024 18:24:02 CEST | Region Sjælland | Pressemeddelelse
Mette Touborg tiltræder 1. oktober som regionsdirektør i Region Sjælland. Hun er i dag sygehusdirektør på Holbæk Sygehus, har tidligere været administrerende direktør i Københavns Kommune, borgmester i Lejre Kommune og kommer med mange års bestyrelseserfaring, blandt andet fra KL.

Regionsrådet i Region Sjælland godkendte tirsdag aften enstemmigt ansættelsen af Mette Touborg som ny regionsdirektør i Region Sjælland. Mette Touborg, der i dag er sygehusdirektør på Holbæk Sygehus, begynder i stillingen 1. oktober.
Regionsrådsformand Trine Birk Andersen ser frem til samarbejdet med den nye regionsdirektør:
- Mette Touborg er en dygtig topleder der har stor erfaring med at arbejde i politisk ledede organisationer. Region Sjælland står foran en kæmpe opgave, hvor vi har et reformudspil, som lægger op til en sammenlægning med Region Hovedstaden. Dér får vi brug for en regionsdirektør, som kan navigere sikkert, strategisk og med god energi styrke relationer og bygge bro til vores mange samarbejdspartnere. Mette kan om nogen sørge for, at vi holder skarpt fokus på vores patienter, borgere og medarbejdere, siger Trine Birk Andersen.
Regionsrådsformanden understreger, at der fortsat udestår politiske forhandlinger på Christiansborg om en ny sundhedsreform.
- Vi har i Region Sjælland et meget skarpt fokus på, at vi nu skal lykkes med at løfte sundhedsvæsenet på tværs af sektorer og skabe både lighed og mere nærhed i sundhed, siger Trine Birk Andersen.
Klædt på til opgaven
Mette Touborg glæder sig til arbejdet som ny regionsdirektør og til opgaven med at realisere en sundhedsreform, når de politiske forhandlinger er på plads.
- Jeg glæder mig virkelig til samarbejdet på tværs af faggrupper, regioner og sektorer. Jeg føler mig rigtig godt klædt på til opgaven, men er naturligvis også meget bevidst om, at det er et stort ansvar. Med reformudspillet er der lagt op til en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden. Hvis udspillet vedtages politisk, får vi sammen med Region Hovedstaden ansvar for at sikre, at det bedste fra de to nuværende regioner samles i et endnu bedre sundhedsvæsen til gavn for borgerne, siger Mette Touborg.
- Det vil kræve vedholdende fokus og stærke samarbejdsrelationer at indfri de intentioner. Samtidig er der lagt op til et nyt og udvidet samarbejde med kommunerne, hvor vi med de nye sundhedsråd også skal finde gode lokale løsninger.
Lede, inddrage, samle og sætte retning
Den nye regionsdirektør peger også på vigtigheden af, at medarbejderne involveres tæt i hverdagen og ikke mindst i de kommende forandringer, som der lægges op til i udspillet til en sundhedsreform.
- Uanset hvordan den kommende sundhedsreform bliver, vil der være forandringer, som kræver stort fokus på ledelse. Vores dygtige og dedikerede medarbejdere skal også involveres tæt. Ellers lykkes vi ganske enkelt ikke. Så ledelsesopgaven er klar - vi skal samle og sætte retning for det nye, samtidig med vi holder næsen i sporet og sikrer stabil drift, fokus på patientrettigheder og nedbringelse af ventetider, siger Mette Touborg.
Når Mette Touborg pr. 1. oktober indtager stolen som regionsdirektør for Region Sjælland, vil det være den nuværende vicedirektør på Holbæk Sygehus, Dan Brun Petersen, der træder til som konstitueret sygehusdirektør.
Lone Lindsby, der har været konstitueret regionsdirektør, fortsætter i sin stilling som koncerndirektør.
Kontakter
Regionsrådsformand Trine Birk Andersen, 93 57 77 26
Pressevagten, Region Sjælland, 57 87 50 52
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
Region Sjælland investerer 10 millioner i fremtidens uddannelser13.10.2026 10:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fire uddannelsesprojekter får tilsammen 10 mio. kr. fra Region Sjælland. Projekterne skal udvikle nye undervisningsformer, skabe bedre overgange mellem uddannelser og bidrage til, at unge og voksne fortsat har adgang til relevante uddannelsestilbud.
26 patienter er flyttet ind på det nye Sjællands Universitetshospital4.10.2026 12:35:06 CEST | Pressemeddelelse
Efterårets store flyttedag på Sjællands Universitetshospital er veloverstået. I løbet af søndagen er i alt 26 indlagte kræftpatienter flyttet ind på de nye, moderne enestuer i Køge.
Nu starter efterårets vaccination mod influenza og covid-191.10.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag kan udvalgte grupper af borgere blive vaccineret mod covid-19 og influenza. I Region Sjælland er der vaccinationssteder i alle 17 kommuner, så borgerne nemt kan blive vaccineret tæt på deres bopæl.
Nyt, specialiseret tilbud til børn og unge med funktionelle lidelser28.9.2026 15:02:38 CEST | Pressemeddelelse
Børn og unge med funktionelle lidelser kan fremover få specialiseret hjælp på Holbæk Sygehus.
Særlig indsats sikrer 91 læger og 47 sygeplejersker til Region Sjællands hospitaler17.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En målrettet indsats for at rekruttere flere læger og sygeplejersker har givet gode resultater på Region Sjællands hospitaler. De nye medarbejdere skal styrke de faglige miljøer, mindske behovet for dyre vikarløsninger og give patienterne bedre mulighed for at få behandling tættere på hjemmet. Indsatserne bliver nu ført videre i Region Østdanmark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum