Norlys ændrer ledelsen i kundeforretningen
24.9.2024 09:00:00 CEST | Norlys | Pressemeddelelse
For at styrke integrationen af Telia Danmark og vende en negativ udvikling i Norlys’ internet- og tv-forretning ændrer Norlys ledelsen af selskabets kundeforretning, Norlys A/S, hvor Ulf Lund tager over som midlertidig direktør. Fokus bliver at skabe et fremtidssikret teleområde, mens energiforretningen fastholdes som et selvstændigt selskab.

Norlys’ kundeforretning står midt i flere krævende projekter, hvor blandt andet integrationen af Telia Danmark ind i Norlys sker samtidig med, at internet- og tv-forretningen i Norlys er udfordret. Det kræver et øget fokus på at sikre fundamentet bag selskabets kommercielle strategi.
- Vores internet- og tv-forretning har det svært og kommer til at levere et resultat, der er langt fra budgettet. Det er ikke tilfredsstillende. Samtidig er der behov for en hurtigere integration af Telia Danmark ind i Norlys. Derfor laver vi en ny holdopstilling i Norlys A/S for at sikre fremdriften, siger Gert Vinther Jørgensen, der er Group CEO i Norlys.
Det betyder, at administrerende direktør Claus Flyger Pejstrup, finansdirektør Jesper Vinter Barslund samt direktør for Norlys Digital, Sune Nabe Frederiksen, fratræder.
- Claus, Jesper og Sune har alle tre leveret vigtige bidrag til Norlys’ udvikling, og det vil jeg gerne sige dem en stor tak for. Når vi skifter ud i ledelsen, er det først og fremmest et udtryk for, at situationen har ændret sig, og derfor er vi også nødt til at ændre vores tilgang til opgaven, siger Gert Vinther Jørgensen.
Ulf Lund, der i dag er direktør for Corporate Affairs i Norlys, overtager rollen som direktør i Norlys A/S i en midlertidig periode. Han har 14 års direktørerfaring fra TDC-koncernen, i 5 år var han direktør for det daværende Boxer TV, og gennem de seneste 5 år har han været en del af koncernledelsen i Norlys.
- Ulf har bred telco-erfaring, en solid forankring i Norlys-koncernen, og så har han et indgående kendskab til hele Telia-transaktionen, som han stod i spidsen for. Samtidig er Ulf en god holdspiller og en motiverende leder, og derfor er jeg glad for, at han har sagt ja til at påtage sig opgaven, siger Gert Vinther Jørgensen.
For at skærpe fokus på sammenlægningen af teleområdet, fortsætter Norlys’ energiforretning indtil videre som et selvstændigt selskab med Mads Brøgger som direktør.
- Det er en stor og vigtig transformation, vi skal lykkes med, og det kræver, at vi reducerer kompleksiteten og rykker tættere sammen. Derfor skal vi hurtigst muligt have skabt én integreret teleforretning, som både er lønsom og fremtidssikret. Det glæder jeg mig til at bidrage til, siger Ulf Lund.
Erik Andersen, som i dag er direktør for Salg og Produkter i Norlys’ internet- og tv-forretning, overtager rollen som direktør for det forretningsområde. Carsten Dyrup Revsbech træder ind som økonomidirektør i Norlys A/S i første omgang i en midlertidig periode.
Ændringerne i Norlys’ organisation træder i kraft fra dags dato.
Nøgleord
Kontakter
Michelle HaldPressechefNorlys
Tlf:+45 7210 8354michal@norlys.dkThomas Klose JensenPresserådgiverNorlys
Tlf:+45 7210 8354jthoma@norlys.dkBilleder
Om Norlys
Norlys er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern. Vi er ejet af flere end 800.000 andelshavere og leverer energi, ladestandere, tv, internet, og mobiltelefoni til danskerne.
Vi ejer landets største elnet, landets største fibernet og via vores ejerskab af Telia Danmark halvdelen af landets største mobilnet. Derudover ejer vi aktiemajoriteten i Norlys Energy Trading og den grønne, cirkulære industripark Greenlab, samt halvdelen af Eurowind Energy, der er en førende udvikler af solcelle- og vindmølleparker.
Vores 4.600 medarbejdere i Silkeborg, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og København kæmper for et grønt og digitalt Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Norlys
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Norlys
Elprisen er blevet mere end 30 procent dyrere på bare et år10.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
De første tre kvartaler af 2026 har budt på de højeste elpriser siden energikrisen. Samtidig har danskerne oplevet markant større prisudsving end i de tre foregående år, hvilket giver forbrugerne gode muligheder for at planlægge deres forbrug til de billigste timer - fx i dag, hvor der endda er negative elpriser midt på dagen.
Elprisen har ikke været højere siden energikrisen: September blev den dyreste måned i næsten fire år30.9.2026 05:46:54 CEST | Pressemeddelelse
Den gennemsnitlige elpris rundede for første gang siden energikrisen en krone pr. kWh i både Øst- og Vestdanmark. Samtidig viser data fra Norlys, at danskernes interesse for elpriserne stiger, når markedet opfører sig mere uroligt.
Vigtig frist nærmer sig: Norlys Vækstpulje er stadig åben for støtte til gode idéer29.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Norlys Vækstpulje har indtil videre støttet lokale foreninger, virksomheder og ildsjæle med mere end 40 millioner kroner i år. På torsdag lukker vinduet for at søge om støtte i Norlys Vækstpuljes tredje og sidste uddelingsrunde i 2026.
Elprisen topper i aften, men ekstremt høje priser er stadig en sjældenhed22.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Elprisen tager igen i aften et markant hop, men forbrugerne bør se på årets samlede prisbillede frem for ganske få dyre timer. For der er faktisk langt flere timer med negative elpriser end med de ekstremt dyre.
Dyr gas sender elprisen over én krone i gennemsnit for første gang siden energikrisen15.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Halvvejs gennem september ligger den gennemsnitlige elpris over én krone per kilowatt-time for første gang i knap fire år. Hvis priserne fortsætter på samme niveau, tegner september til at blive en dyr måned for de danske elkunder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



