1000 flere spiller med: Amanda har fokus på trivsel og glæde fremfor præstation for at få flere piger til at spille fodbold
11 fodboldforeninger i København er en del af en ny runde af de såkaldte Pigepartnerskaber, der skal få flere piger til at spille fodbold. Allerede nu har ordningen skabt flere end 1000 nye fodboldspillere.

Når børn og unge i BK Skjold snører støvlerne og sparker fodboldtræningen i gang i Fælledparken, er der de seneste år blevet flere pigespillere.
Markant flere pigespillere.
Faktisk har BK Skjold oplevet en medlemsfremgang fra 171 til 386 pigefodboldspillere i alderen 0-18 år ved at være en del af de såkaldte Pigepartnerskaber.
En ordning finansieret af Københavns Kommune, som skal udvikle og styrke fodboldmiljøer for piger i foreningerne og gerne skabe varige aftryk.
”Pigepartnerskabet har gjort det muligt for os at være ambitiøse og kickstarte et større pigeprojekt, der er blevet til ByGirls. Og der er sket rigtig meget her. Vi er i BK Skjold blevet mange flere piger og kvinder både på og uden for banen. Vi har nu piger i alle årgange og har rekrutteret og uddannet piger og kvinder som ungtrænere og trænere”, siger Amanda Bøttcher Pørksen.
Hun er selv træner, ressourceperson og daglig leder af pigeafdelingen ByGirls i BK Skjold, og så er hun en ægte ildsjæl, der arbejder for at få flere piger til at spille fodbold.
”Jeg brænder for at inkludere flere piger og kvinder i positive fællesskaber og vil gerne være med til at skabe et attraktivt og inspirerende fodboldfællesskab for piger, som i højere grad har fokus på trivsel, udvikling og glæde frem for præstation. Jeg ønsker at flere piger og kvinder skal have muligheden for at opleve glæden ved et fodboldfællesskab”, siger hun.
Derfor er hun også glad for, at BK Skjold de næste tre år igen er en del af Pigepartnerskaberne, som netop har kick off for perioden 2024-2027.
Ordningen bygger på erfaringer fra de seneste fire år, hvor otte fodboldklubber havde pigepartnerskab og opnået flere end 1000 flere pigemedlemmer tilsammen.
Syv foreninger går igen i den nye runde, og fire nye foreninger er kommet til.
Målsætningen for de kommende år er, at klubberne tilsammen får 1.650 nye pigefodboldspillerne og 110 nye pigetrænere eller ledere.
”Jeg håber virkelig, at klubberne fortsætter med at forankre den stærke pigekultur, så vi i de kommende år får endnu flere pigespillere. For vi kan se, at når pigerne bliver prioriteret i foreningerne, og der er ressourcer til arbejdet, så rykker det. Måske vi kan bruge erfaringerne i flere dele af kultur- og fritidslivet, og også bruge det aktivt i arbejdet med at skabe trivsel blandt børn og unge”, siger Mia Nyegaard, der er kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune (RV).
Tilbage på græsset i Fælledparken er 13-årige Nova-Fay Hartvith Sarazen en af de nye pigefodboldspillere, der er kommet til de senere år.
Hun har nu spillet fodbold i halvandet år og er også allerede blevet ungtræner for den lokale 2014/15-årgang, hvor hendes rolle både er at være coach og rollemodel.
Og hun er helt sikker i sin sag.
”Det bedste ved at spille fodbold er, at det er sjovt og hyggeligt at være sammen med venner”, siger Nova-Fay Hartvith Sarazen.
Fakta om Pigepartnerskaber
- Færre piger end drenge er aktive i foreningsidrætten i København. For eksempel er 26% af pigerne i 9. klasse aktive flere gange om ugen i en idrætsforening i Københavns Kommune, mens det gælder for 42% af drengene. Det fremgår af tal fra Børnesundhedsprofilen 2023.
- Efter gymnastik og svømning er fodbold den mest populære idrætsgren blandt piger i København.
- Formålet med Pigepartnerskaberne er at styrke og udvikle fodboldmiljøer for piger i foreningerne, gerne med nyskabende metoder, der kan skabe varige ændringer. Afhængig af den enkelte forenings udgangspunkt kan fokus både være på at tiltrække flere piger og at motivere de nuværende pigemedlemmer til at fortsætte.
- Med budget 2024 afsatte Københavns Kommune 1,25 mio. kr. årligt i 2024-2027 til at indgå Pigepartnerskaber med foreninger, der tilbyder pigefodbold i perioden medio 2024 til medio 2027. Heraf går i alt 900.000 kr. til at ansætte en ressourceperson i hver forening (10 timer/uge),der skal styrke pigemiljøerne i foreningerne.
- Fra 2024-2027 indgår klubberne: BK Hellas, BK Skjold, BK Union, BK Vestia, Fremad Valby, Husum Boldklub, Nørrebro United, Street Society, Sundby Boldklub, Østerbro IF og B1908 i Pigepartnerskaber.
Nøgleord
Kontakter
Pressekontakt Kultur- og Fritidsforvaltningen(modtager ikke SMS)
Tlf:3366 2345Billeder
Om Kultur- og Fritidsforvaltningen
Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommunes fornemmeste opgave er at samarbejde med københavnerne om at skabe en by, der lever og udvikler sig.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen
Lundehus Basketball er Årets Idrætsforening i København10.12.2025 21:34:16 CET | Pressemeddelelse
Unge frivillige, stærk medlemsvækst og et lokalt fællesskab i rivende udvikling sikrer Lundehus Basketball prisen som Årets Idrætsforening.
Københavns Kommune har sendt 2000 unge i teatret10.12.2025 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
Teaterbilletter til unge har åbnet dørene til kulturen for endnu flere som en del af satsningen København som børne- og ungekulturhovedstad
Her er de nyvalgte medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation20.11.2025 14:03:21 CET | Pressemeddelelse
De personlige stemmer ved kommunalvalget i København er talt op, og de 55 nye medlemmer af Borgerrepræsentationen er på plads.
Over 42.000 københavnere har brevstemt til kommunalvalget17.11.2025 22:00:00 CET | Pressemeddelelse
Næsten otte procent af de københavnske vælgere har allerede afgivet deres stemme før valgdagen løber af stablen i morgen.
Husk at tjekke dit valgsted før du stemmer i morgen17.11.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Selv om københavnerne først går til stemmeurnerne ved kommunal- og regionsrådsvalget i morgen, kan der være god grund til allerede i dag at dobbelttjekke, hvor man skal stemme. Som meldt ud tidligere har op mod 77.000 borgere fået tildelt et nyt valgsted i forhold til sidste valg.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


