Hjemmeværnet

Frivillige soldater og reservister møder ind på lokal virksomhed i militæruniform

Del

Onsdag 25. september bliver der for andet år i træk afholdt ’Uniform på jobbet-dag’ i Danmark. På virksomheden Guldfeldt i Odense møder frivillige soldater og reservister fra Hjemmeværnet ind på job i deres militæruniform

Sidste onsdag i september vil uniformerne fylde mere i gadebilledet i Danmark og på de danske arbejdspladser end normalt. Det skyldes, at der afholdes ’Uniform på jobbet-dag’. Dagen giver mulighed for at hylde alle de danskere, der ved siden af deres civile job eller uddannelse trækker i uniform, når Danmark har allermest brug for dem. Enten som reservister eller som frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen eller Kystredningstjenesten.

På byggevirksomheden Guldfeldt i Odense støtter de op om initiativet og har derfor ansatte, der denne dag møder ind i deres militæruniform, fordi de er frivillige soldater eller reservister i Hjemmeværnet.

I Guldfeldt er de ikke i tvivl om, at de ønsker at bakke op om Uniform på jobbet-dagen:

”Ved at være en del af Uniform på jobbet-dagen bakker vi op om totalforsvaret og vores fælles sikkerhed i Danmark. Det er vigtigt, at vi kan føle os trygge i Danmark, og det gør os stolte, at vi kan være med til at støtte op om det. Dagen skaber positivt fokus på og omtale af forsvaret og Hjemmeværnet, og det vil vi som virksomhed gerne være en del af,” udtaler CEO i Guldfeldt, Kim Birkerød.

Vigtig opbakning

I Hjemmeværnet sætter man stor pris på opbakningen fra virksomhederne til denne særlige dag:

”Det betyder utroligt meget, at vores frivillige soldater og reservister får mulighed for på denne dag at møde ind på arbejde i deres militæruniform og vise, at de er en del af Hjemmeværnet. Det sætter fokus på, hvor mange ildsjæle i Danmark der både passer deres civile job og samtidig gør en ekstra indsats for at passe på vores land. Tak til Guldfeldt og alle de andre virksomheder for opbakningen til vores frivillige soldater og reservister både på denne dag, men også alle de andre dage på året, hvor de støtter op om deres medarbejderes virke i Hjemmeværnet,” udtaler chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly.

Uniform på jobbet-dagen blev lanceret sidste år og falder altid sidste onsdag i september - i år afholdes den derfor onsdag den 25. september. Hvis arbejdsgiveren eller uddannelsesinstitutionen tillader det, kan reservisterne og de frivillige soldater ligesom sidste år bære deres uniform på arbejde den 25. september. En lang række virksomheder, kommuner og erhvervsorganisationer, herunder Dansk Industri og Dansk Erhverv, støtter aktivt op om dagen.

På dagen vil forsvarsministeren, ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, forsvarschefen, chefen for Hjemmeværnet, den kommitterede for Hjemmeværnet, direktøren for Beredskabsstyrelsen samt forsvarets og beredskabets øvrige chefer besøge en række virksomheder landet over for at takke dem for deres engagement.

For yderligere information og kontakt til frivillige soldater fra Hjemmeværnet kontakt Hjemmeværnets pressevagt på tlf. 2484 2504

Kontakter

Billeder

Kvindelig soldat fra Flyverhjemmeværnet bevogter en af Forsvarets helikoptere.
Kvindelig soldat fra Flyverhjemmeværnet bevogter en af Forsvarets helikoptere.
Download
Download
Download
Download
Download
Hjemmeværnet udfører værtsnationsstøtte
Download

Links

Hjemmeværnet

Hjemmeværnet er et stort beredskab af frivillige soldater med en fælles mission: Vi står klar til at stille op for Danmark, når samfundet har brug for støtte. Som del af Hjemmeværnet får du udviklet dine militære færdigheder, et stærkt fællesskab og muligheden for at løse spændende opgaver i både Danmark og udlandet.

Vi hjælper både Forsvaret, Politiet og andre offentlige myndigheder med at løse opgaver i samfundet, der kalder på vores evner og indsats. Opgaverne strækker sig over blandt andet militær bevogtning, patruljer, beredskab under krisesituationer, eftersøgninger og redninger både til lands og til søs.

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye