Vejdirektoratet

Vejdirektoratet og hovedentreprenør Aarsleff er enige om slutregningen på Statens Naturhistoriske Museum

Del

Statens Naturhistoriske Museum blev i juli 2024 overdraget til brugeren, Københavns Universitet, og nu er der indgået aftale mellem Vejdirektoratet som bygherre og hovedentreprenør Aarsleff om slutregningen for entreprisen.

Byggeriet af det nye naturhistoriske museum i Botanisk Have i København blev påbegyndt i maj 2019. Hovedentreprenør Per Aarsleff A/S kunne aflevere til Vejdirektoratet som bygherre tidligere i 2024, og Københavns Universitet kunne overtage de nye museumsrammer i juli.

Det nye museum er et stort, fantastisk byggeri med renovering af eksisterende bygninger, etablering af nye underjordiske udstillingsrum og en synlig udstillingssal, og det har også været et kompliceret projekt med mange udfordringer. Hovedentreprenøren rejste undervejs i byggeriet ekstrakrav, og disse er der nu landet en aftale på, så slutregningen er afklaret.

”Det er meget glædeligt, at vi har indgået et forlig på slutregningen, og den holder sig inden for budgettet. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Per Aarsleff A/S omkring færdiggørelse og afvikling af mangler, så der var vilje på begge sider til at nå en aftale. Og det lykkedes,” siger Hanne Alrø, projektchef i Vejdirektoratet.

Hos Aarsleff supplerer afdelingsdirektør Benny Munck: ”Hvor der er vilje, er der vej. Det er nok ingen hemmelighed, at der med så stort og komplekst et byggeprojekt kan opstå uenigheder. Heldigvis har begge parter haft viljen til at finde løsninger, derfor er det også glædeligt, at vi er lykkedes med at få enderne til at nå sammen.”

Alle, som har været involveret i byggeriet, er utrolig stolte over det færdige resultat, og der er ingen tvivl om, at mange vil blive imponeret over bygningen, når den åbner for offentligheden.

Aftalen, der er fortrolig, er netop blevet underskrevet.

Faktaboks:

Det nye Statens Naturhistoriske Museum er finansieret af VILLUM FONDEN, Novo Nordisk Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Det Obelske Familiefond samt Københavns Universitet og staten.

Lundgaard & Tranberg Arkitekter har sammen med EKJ Rådgivende Ingeniører AS været totalrådigiver på projektet, og Per Aarsleff A/S har været hovedentreprenør.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye