Esbjerg Kommune

Sydvestjysk Brandvæsen gør klar til fremtidens udfordringer

Del

Sydvestjysk Brandvæsen styrker fra 2025 beredskabet, så de også i fremtiden er klar til at yde hurtig og effektiv hjælp til borgere og virksomheder i Esbjerg, Fanø og Varde kommuner.

Sydvestjysk Brandvæsen styrker beredskabet. Foto: Esbjerg Kommune.
Sydvestjysk Brandvæsen styrker beredskabet. Foto: Esbjerg Kommune.

Klimaforandringer, højere og mere komplekst byggeri og ny industri stiller nye krav til de opgaver, som det lokale beredskab skal være klar til at løse. Derfor har Esbjerg, Fanø og Varde kommuner besluttet at styrke Sydvestjysk Brandvæsen, som nu opgraderer både bemanding og udstyr.

Fra 2025 vil der alle dage hele døgnet være to holdledere og 10 brandmænd på vagt på beredskabsstationen i Esbjerg. Det gør det muligt at rykke endnu hurtigere ud med en omfattende indsats fra start, når situationen kræver det, også til mere komplekse hændelser. Samtidig indkøber Sydvestjysk Brandvæsen mere specialmateriel, så man fortsat effektivt kan sætte ind også i tilfælde af f.eks. hyppige oversvømmelser, brand i en p-kælder eller brand i anlæg med nye energiformer fra brint eller ammoniak.

Tryghed i hverdagen

- Et effektivt beredskab er en uundværlig del af en tryg og velfungerende hverdag. Esbjerg Kommune udvikler sig hele tiden, og det er vigtigt, at beredskabet følger med. Som et led i den grønne omstilling får vi mange nye typer af virksomheder, vi bygger højere og anderledes end før, og også fremtidens klima byder på nye udfordringer, som vi skal være klar til at løse. Derfor lægger jeg stor vægt på, at vores beredskab nu opgraderes, så Sydvestjysk Brandvæsen fortsat er klar til at rykke ud og hjælpe borgere og virksomheder, hvad enten der er tale om skybrud, brand, miljøuheld eller andet, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.

Fanø Kommunes borgmester, Frank Jensen, ser på samme måde frem til et fortsat stærkt og reaktionsdygtigt beredskab ikke mindst i forhold til fremtidens klimaudfordringer:

- På Fanø oplever vi ofte, hvordan vind og vejr kan udfordre vores ø. Særligt når vi kigger ind i klimaforandringer med forøget risiko for hyppigere og større stormfloder samt oversvømmelser og forhøjet grundvand på grund af store mængder nedbør, er det vigtigt, at vi fortsat har et stærkt og reaktionsdygtigt beredskab, der står klar til at løse de mange forskellige opgaver med både tilstrækkeligt mandskab og udstyr. Derfor er det vigtigt, at vi får styrket beredskabet, så vi også er rustet til fremtidens klimaudfordringer, hvilket er med til at øge trygheden og mindsker risikoen for skader for kommunens borgere, gæster og virksomheder.

Også borgmester i Varde Kommune, Mads Sørensen, bakker op om et styrket beredskab:

- Vi oplever alle, hvordan klimaforandringer giver både flere og mere voldsomme hændelser, som stiller endnu større krav til vores beredskab. Samtidig kigger vi ind i en fremtid, hvor den grønne industri og elektrificeringen af vores samfund vil bringe nye typer af virksomheder til Sydvestjylland. Det vil betyde mere komplekse opgaver for beredskabet. Det er vigtigt, at vi bakker op om denne opgradering på tværs af alle tre kommuner, så vores dygtige beredskab også er rustet til fremtidens opgaver.

Velforberedt

Beredskabschef i Sydvestjysk Brandvæsen, Jens Mølgaard, ser frem til opgraderingen, som fra 1. januar 2025 skal ruste Sydvestjysk Brandvæsen til fremtidens udfordringer:

- Det handler om at være så godt forberedt som muligt – også til situationer, som, vi håber, aldrig kommer til at ske. Ikke mindst på klimaområdet skal vi være forberedte på nye og hyppigere hændelser. I tilfælde af fremtidige oversvømmelser vil vi blandt andet med en ny højkapacitetspumpe, som hurtigt kan stilles op, være i stand til at pumpe op til 8000 liter vand i minuttet. Det er blot en del af det specialudstyr, som vi fremover vil råde over. Hele området omkring den grønne omstilling med nye og andre energiformer stiller store krav til de opgaver, de kommunale beredskaber står overfor. Hertil kommer den generelle udvikling på byggeri- og industriområdet, hvor nye byggeformer generelt bygges større, højere og mere komplekst. Alt dette betyder naturligvis, at redningsberedskabet helt naturligt må følge med udviklingen, og derfor kommer der bl.a. udstyr til miljø- og kemikalieindsatser og en specialbrandbil med hydro jet-modul, der hurtigt kan sættes ind i tilfælde af uheld med f.eks. ammoniak eller gas. Styrkelsen af mandskabskapaciteten på den såkaldte øjeblikkelige udrykning til 2 + 10 fra 2025 er en del af den samfundsmæssige udvikling og helt nødvendig, idet responstid er helt afgørende for en effektiv indsats ved eksempelvis industribrande, ligesom det fremadrettet er nødvendigt at stille yderligere krav til den enkelte brandmands kompetencer og rutine i forbindelse med indsættelse ved brande i komplekst byggeri og industri, fortæller Jens Mølgaard.

Kontakter

Jesper Frost Rasmussen, borgmester, Esbjerg Kommune, tlf. 27 24 18 00

Frank Jensen, borgmester, Fanø Kommune, tlf. 27 22 06 50

Mads Sørensen, borgmester, Varde Kommune, tlf. 21 26 81 53

Jens Mølgaard, beredskabschef, Sydvestjysk Brandvæsen, tlf. 29 67 01 76

Billeder

Sydvestjysk Brandvæsen styrker beredskabet. Foto: Esbjerg Kommune.
Sydvestjysk Brandvæsen styrker beredskabet. Foto: Esbjerg Kommune.
Download
Højkapacitetspumpe til vand, op til 8000 liter i minuttet. Foto: Esbjerg Kommune
Højkapacitetspumpe til vand, op til 8000 liter i minuttet. Foto: Esbjerg Kommune
Download
Køretøj til miljø- og kemikalieindsatser. Foto: Esbjerg Kommune
Køretøj til miljø- og kemikalieindsatser. Foto: Esbjerg Kommune
Download
Specialbrandbil med hydro jet-modul, der omdanner vandet til en aerosoltåge. Foto: Esbjerg Kommune
Specialbrandbil med hydro jet-modul, der omdanner vandet til en aerosoltåge. Foto: Esbjerg Kommune
Download

Om Esbjerg Kommune

Esbjerg er landets femtestørste by og Danmarks EnergiMetropol. Vi har sat ambitiøse klimamål og går forrest i den bæredygtige udvikling, hvor byen spiller en central rolle for hele Europas grønne kurs.

I Esbjerg Kommune er pionerånd og viljen til fremdrift en del af DNA'et, og der er ikke langt fra idé til handling. Vores nye mål for Esbjerg er at blive et fyrtårn inden for oplevelser og kultur. Her er allerede masser af spændende muligheder, og nu sætter vi turbo på, så endnu flere får øje på Esbjerg.

Danmarks ældste by, Ribe, ligger i Esbjerg Kommune, og her emmer det af kultur og charme, lige som stationsbyen Bramming er populær og driftig. Samtidig nyder Esbjerg Kommune godt af en perlerække af aktive landsbyer med stærke fællesskaber.

Følg pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye