20 mio. kr. til succesfuld ordning: Kriseramte virksomheder kan fortsat få gratis hjælp
Siden 2007 har flere end 10.000 kriseramte SMV’er i hele Danmark fået hjælp gennem Early Warning, der vejleder danske virksomheder i krise. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse sørger nu for, at indsatsen kan fortsætte yderligere tre år, da 20 mio. kr. skal være med til at hjælpe endnu flere kriseramte virksomheder.

Kriseramte SMV’er i hele Danmark står over for svære valg og komplekse dilemmaer. Kreditorer, ansatte, ejere og mange flere har meget på spil, og noget kan ofte reddes eller mindskes, hvis den rette hjælp bliver bragt på banen på det rette tidspunkt. Derfor investerer Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse yderligere 20 mio. kr. i projektet Early Warning, hvor kriseramte virksomheder kan få personlig vejledning og sparring helt frem til 2027.
For der er ingen grund til at stoppe en succesfuld ordning, siger Fleming Frederiksen, medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og direktør i Svend Frederiksen Maskinfabrik:
”Det vigtigste fokus for os i bestyrelsen er, at vi bruger vores midler på indsatser, der gør en forskel for de små og mellemstore virksomheder. Når tiltag er så effektive som Early Warning, og når de fortsat kan samle et unikt dedikeret korps af erfarne frivillige virksomhedsfolk og rådgivere, så skal vi selvfølgelig fortsætte med at investere her. Det giver god mening for mange virksomheder, og det er samtidig godt for mange lokalsamfund rundt i landet, hvor jobs bliver bevaret,” fortæller han.
750 SMV’er vil få vejledning
Early Warning er et landsdækkende, gratis og fortroligt tilbud, der startede, fordi undersøgelser gang på gang har vist, at tidlig hjælp til virksomheder i modgang kunne reducere både økonomiske, samfundsmæssige og personlige konsekvenser af konkurser.
Status fra den nuværende indsats viser, at ca. hver 7. konkurs i aktive virksomheder i Danmark sker med aktiv bistand fra Early Warning. Det sparer mange virksomheder for unødigt ukontrolleret nedlukning. Derudover opnår virksomhederne fordele som for eksempel økonomiske og tidsmæssige besparelser, et større overblik, og der er bedre muligheder for virksomhedsejeren bagefter. Det kan bidrage til at forstærke den danske iværksætterkultur, så kriser og konkurser bliver en mere accepteret del af det at drive virksomhed i Danmark. Samtidig kan kapital og arbejdskraft hurtigere blive brugt på nye og mere produktive opgaver, som gavner konkurrenceevnen.
Projektet er en fortsættelse af den eksisterende indsats, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har støttet siden 2019 med over 28 mio. kr., og som understøtter aktiviteter til og med 2024. Med de 20 mio. kr. til projektet kan yderligere godt 2.500 virksomheder screenes frem til 2027. Heraf vil 750 virksomheder blive henvist til en frivillig fra Early Warning-korpset, og 75 pct. af disse virksomheder forventes at overleve. 750 virksomheder kan henvises til advokatbistand, og 65 pct. af disse forventes afviklet mere effektivt og med mindre gæld, end hvis de ikke havde deltaget i Early Warning.
Fakta om Early Warning:
Early Warnings formål er:
- at få flere kriseramte virksomheder til at overleve
- at de virksomheder, der må lukke, lukker hurtigere og med mindre gæld
- at sunde dele af konkurstruede virksomheder videreføres – og på længere sigt, at effektive lukninger skal gøre det nemmere for ejere at starte op igen, hvilket kan bidrage til at forstærke den danske iværksætterkultur, så kriser og konkurser bliver en mere accepteret del af det at drive virksomhed i Danmark
En evaluering fra COWI fra november 2022 har vist, at indsatsen har positive resultater. Evalueringen viser blandt andet, at de deltagende virksomheder klarer sig bedre sammenlignet med en kontrolgruppe af lignende lukningstruede virksomheder, som ikke er i kontakt med Early Warning.
Læs mere om ordningen her
Kontakt:
Vil du vide mere om Early Warning, kan du kontakte:
Specialkonsulent i Erhvervsstyrelsen, Maja Toftum Ussing – 35291732 – majuss@erst.dk
Om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse skal bidrage til at styrke udviklingen i dansk erhvervsliv. Det sker ved at fremme en sammenhængende, efterspørgselsdrevet og lokalt forankret erhvervsfremme- og turismeindsats for virksomheder på tværs af hele Danmark.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse igangsætter og finansierer decentrale erhvervsfremmeindsatser, der tager højde for forskelle i de regionale og lokale erhvervsmæssige udfordringer, muligheder og prioriteter.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse
Danske virksomheder er mere produktive end virksomheder i vores nabolande: ”Vi deler aktuelt data”30.6.2025 14:06:24 CEST | Pressemeddelelse
Det går godt for små og mellemstore virksomheder i Danmark, mens europæiske virksomheders konkurrenceevne generelt er udfordret. Herhjemme ligger produktiviteten mellem fem og 20 procent højere end i vores nabolande. Det glæder forperson i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Christian Motzfeldt, da det er, hvad bestyrelsen er sat i verden for at fremme – og pointerer, at de også spørger virksomhederne selv, hvordan det går. Aktuelle data, han nu vil dele.
Vækstiværksættere fra Brande: ”Iværksætterforløbet er en af hovedårsagerne til, at vi er her i dag”23.6.2025 12:10:53 CEST | Pressemeddelelse
3DCP Group er i gang med at opføre 36 studieboliger i Holstebro. Nok ikke en nyhed, der for alvor ville trække overskrifter, hvis ikke det var fordi, at det er Europas indtil videre største 3D-printede byggeri. Med et kæmpe drive, tårnhøje ambitioner og hjælp fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses iværksætterindsats er de unge iværksættere bag den bare fire år gamle virksomhed i fuld gang med at skabe nye standarder for byggebranchen.
Eksportsamarbejde har åbnet døren til det tyske marked20.6.2025 09:31:11 CEST | Pressemeddelelse
Esbjerg-virksomheden Dansk Scanning A/S har fået hjælp til at realisere det store potentiale, som virksomheden havde identificeret syd for grænsen. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses eksportindsats åbnede for et eksportsamarbejde med det lokale erhvervshus, og det betød, at Dansk Scanning kunne få rådgivningsassistance i forbindelse med markedsafsøgning og deltagelse i udbud i Tyskland – og effekten har været tydelig.
Styrket indsats for danske iværksættere med vækstpotentiale18.6.2025 12:54:08 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse investerer 113 mio. kr. i at få flere vækstiværksættere i Danmark og i bedre betingelser for, at nye virksomheder kan vokse sig stærke og konkurrencedygtige.
Målrettede indsatser skal løfte tusindvis af SMV'er17.6.2025 12:51:48 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 300 mio. kr. annoncerer Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til at styrke danske SMV’ers robusthed og omstillingsevne i en hastigt foranderlig verden. Ved at samle og forenkle en række behovsdrevne tilbud er målsætningen at løfte det brede SMV-segments produktivitet, omsætning, eksport og bæredygtighed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum