Røde Kors

Røde Kors åbner omsorgscenter i Aalborg til syge hjemløse borgere

Del

24. september åbner Røde Kors omsorgscenter Nordly i Aalborg for hjemløse borgere, der har været indlagt på hospitalet. Det sker i samarbejde med Region Nordjylland og med økonomisk støtte fra Social- og boligstyrelsen

Modelfoto: Michael Drost-Hansen

På omsorgscentret kan hjemløse borgere, der har været på hospitalet, få op til 14 dages ro og restitution med gratis kost og logi, fællesskab med frivillige samt sygepleje og socialrådgivning. Der vil blive plads til fem patienter ad gangen på det ny omsorgscenter.

“Vi er rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde en plads på et omsorgscenter til nogle af de borgere, der har allermest brug for støtte. Der har fra starten været et godt samarbejde med regionen og Aalborg Kommune, hvor omsorgscentret er placeret, og vi glæder os rigtig meget til, at vi kan slå dørene op og tage imod de første borgere, som vi ved, har et helt særligt behov for rolige rammer til restitution”, siger national chef i Røde Kors, Marie-Louise Gotholdt.

Et tilbud i alle regioner
Røde Kors driver allerede tre omsorgscentre for hjemløse i Region Hovedstaden, Region Syddanmark, samt i Aarhus. Udover Nordjylland vil der blive åbnet omsorgscenter i Region Midtjylland og Region Sjælland i løbet af 2024/25, og dermed vil tilbuddet findes i alle landets regioner.

“Region Nordjylland hilser åbningen af omsorgscenter Nordly velkommen. Det er først og fremmest godt for de hjemløse borgere i vores region, at der nu findes et sted, hvor de efter en indlæggelse kan komme sig og få ro på. Derudover er det også trygt for vores medarbejdere på hospitalerne at vide, at der kommer en henvisningsmulighed til et omsorgscenter drevet af Røde Kors, som har stor erfaring fra lignende tilbud andre steder i landet”, udtaler Regionsrådsformand Mads Duedahl.

Omsorgscentret Nordly vil tage imod hjemløse borgere fra alle kommuner i Region Nordjylland. Og de kan blive henvist både fra psykiatrien og hospitalets øvrige afdelinger.

”Som lokalformand ser jeg dagligt hjemløse som har brug for omsorg i gadebilledet. Som netop udskrevet har man endnu mere brug for støtte. Derfor glæder det mig meget, at vi nu får mulighed for at tilbyde en plads på omsorgscenteret i Aalborg,” siger Hanne Dahl, der er formand for Røde Kors’ lokalafdeling i Aalborg.

Færre genindlægges
Erfaring fra Røde Kors’ eksisterende omsorgscentre viser, at opholdet hjælper den hjemløse til at føle sig tryg, komme sig hurtigere og få ro og støtte til at tænke over, hvad der skal ske i fremtiden. Foreløbige forskningsresultater viser desuden, at opholdet på centret kan betale sig økonomisk for samfundet – bl.a. fordi færre hjemløse genindlægges. Forskningsartiklen kan læses her.

Ifølge undersøgelser dør mennesker, der lever i social udsathed, i gennemsnit 17 år tidligere end den øvrige befolkning. Det skyldes blandt andet det hårde liv på gaden, og at mange lider af følgesygdomme af misbrug. Undersøgelser viser også, at socialt udsatte mennesker har et væsentligt større forbrug af de sekundære sundhedsydelser såsom skadestuen og hospitalsindlæggelse - både i somatikken og psykiatrien - end resten af befolkningen. Se undersøgelsen her.

En kortlægning af behovet for et omsorgscenter i Region Nord foretaget af Røde Kors viser, at målgruppen af hjemløse i Region Nordjylland opleves som mere kompleks de seneste år. Generelt opleves borgerne i målgruppen som mere belastede end tidligere både psykisk, socialt og fysisk.

Svær overgang 
Røde Kors’ omsorgscentre befinder sig i den sårbare overgang, fra en hjemløs udskrives fra et hospital, og til vedkommende igen er rask nok – både mentalt og fysisk - til at kunne klare sig selv. Omsorgscentrene bygger dermed en nødvendig bro i en ”system-overgang”, hvor myndighedsansvaret skifter fra region til kommune.

“Det er en overgang, vi ved er svær for mange borgere, men i særdeleshed for de borgere, der er udsatte. Mennesker, der lever i hjemløshed, har svært ved at navigere eller ”passe ind” i systemet og lever på kanten af det samfund og de systemer, som vi andre uden problemer forholder os til dagligt”, siger Marie-Louise Gotholdt fra Røde Kors.

Når Nordly slår dørene op 24. september, står en socialrådgiver og to sygeplejersker klar til at tage i mod.

”Vi glæder os rigtig meget til at byde borgerne velkommen og sikre, at de får et godt ophold og en god oplevelse på Nordly. Vi er i gang med at rekruttere de frivillige, som er hjertet i vores omsorgscenter. De kommer til at bidrage til en varm og støttende atmosfære under borgerens ophold”, siger sygeplejerske og leder af Nordly, Ane Møller.

En del møbler og andet interiør på det ny omsorgscenter er doneret af IKEA. Ved åbningen deltager blandt andre Røde Kors’ præsident, Jette Runchel, Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen (S) og formand for regionsrådet i Region Nord, Mads Duedahl (V).

FAKTA
433 – så mange registrerede hjemløse borgere var der i Region Nordjylland ved den seneste optælling fra september 2024. Det er et lille fald set i forhold til 2022, hvor tallet var 465.

PRESSEN ER VELKOMMEN TIL ÅBNINGSRECEPTION D. 24. SEPTEMBER KL. 15-17

Der er åbningsreception 24. september klokken 15-17 i omsorgscenter Nordly, Scoresbysundvej 3C kælder, 9210 Aalborg

Ved receptionen deltager og taler præsident for Røde Kors, Jette Runchel, der er vært for receptionen. Desuden deltager og taler Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, regionsrådsformand, Mads Duedahl, national chef i Røde Kors, Marie-Louise Gotholdt og formand for den lokale Røde Kors afdeling i Aalborg, Hanne Dahl.

Ønsker I som medie at deltage i receptionen, er I velkomne til at kontakte projektleder Birna Esgerd Rohde på tlf 31351620 eller mail biroh@rodekors.dk

Kontakter

Røde Kors pressetelefonrodekors.dk/presse

Tlf:3529 9699

Billeder

Foto: Michael Drost-Hansen
Download

Om Røde Kors

Røde Kors er altid til stede

Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.

192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.

Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.

Følg pressemeddelelser fra Røde Kors

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Røde Kors

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye