Landdistrikter: Glæde over flere læger og mere nærhed, men også bekymring omkring struktur og realisering
Regeringen har netop fremlagt sit sundhedsudspil, som skal sætte den politiske retning for, hvordan der sikres mere nærhed i sundhed, og et land i bedre geografisk balance. Udspillet rummer gode elementer som en bedre og mere retfærdig fordeling af flere almen praksis læger, flere uddannelsespladser på medicinstudiet uden for de største byer og oprettelsen af 17 regionale sundhedsråd, men bekymringen omkring ændret regionstruktur og realiseringen af udspillet fylder meget hos Landdistrikternes Fællesråd.

Regeringen foreslår flere nye læger i almen praksis, og en mere retfærdig fordeling af læger med færre patienter og bedre honorering i yderområderne, flere medicinstuderende i Esbjerg, Aalborg og Køge, flere patientrettigheder for kronikere, som udgør en større andel i landdistrikterne, samt en udbygning af det nære sundhedsvæsen, så flere kan få hjælp lokalt.
- Det er vigtige initiativer, som skal være med til at sikre mere nærhed i sundhed og mere geografisk lighed i sundhedstilbuddene, samt at det som ikke er svært, kan behandles nært. Der er behov for et opgør med postnummerlotteriet, så alle patienter får en ordentlig behandling, uanset hvor de bor. Det synes jeg, at regeringens udspil til en sundhedsreform er et godt skridt på vejen til, lyder det fra Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
- Hovedudfordringen er dog, hvordan vi får nye almen praksis læger til at bosætte sig i yderområder, og læger til at flytte fra de største byer og ud til yderområderne. Det er familier, som måske allerede har slået sig ned. Jeg tror, der skal mere til end blot mere i løn.
Ny honoreringsmodel skal sikre læger i hele landet
Regeringen lægger op til, at der skal være et knæk i honoreringen af lægerne, så hvis man er læge og har mange patienter i særligt yderområderne, så får man et større honorar, end hvis man er læge i et område med mere raske patienter.
- Det er afgørende at sikre en god lægedækning i hele landet. Derfor er vi glade for, at regeringen foreslår en differentieret honorering af læger, hvor de får mere tid til hver enkelt patient. Det kan gøre det mere attraktivt at arbejde i landdistrikter, ø-samfund og yderkommuner, hvor der ofte er flere multisyge og kronisk syge patienter, påpeger Steffen Damsgaard og tilføjer:
- Honorering i sig selv får dog ikke nødvendigvis læger til at flytte til yderområderne. Fordelingen af ydrenumre vil stadig være en udfordring. Ser man ikke på en geografisk fordeling af ydernumre, så vil vi fortsat mangle læger udenfor de større byer.
Bekymring ved sammenlægning af to regioner
Regeringen lægger op til at sammenlægge Region Hovedstaden og Region Sjælland til Region Østdanmark.
- Ved at sammenlægge to regioner til én stor region, frygter vi i Landdistrikternes Fællesråd, at der sker en øget centralisering af sundhedsvæsenet, selvom det er decentralisering, der er regeringens ambition. Det må ikke ende med, at borgerne i Region Sjælland får længere til sundhedstilbud ved en sammenlægning, siger Steffen Damsgaard.
Formanden er desuden bekymret for, at regeringen lægger op til, at der skal være færre regionsrådspolitikere.
- Man risikerer at svække det regionale demokrati, når der alt andet lige er færre politiske stemmer i regionerne.
Derudover foreslår regeringen at nedlægge de nuværende 21 sundhedsklynger og erstatte dem med 17 sundhedsråd bestående af folkevalgte politikere fra kommuner og regioner.
- Jeg synes, det er en god idé at lade lokale politikere være med til at udvikle et mere nært sundhedsvæsen og sikre flere tilbud tæt på borgerne. Det kræver, at de opgaver, som kommunerne har ansvar for i dag fortsat kan løses i kommunerne, hvis de enkelte kommuner ønsker det. Men også at der kan findes løsninger mellem regioner og kommuner, hvis begge parter ønsker det, lyder det fra Steffen Damsgaard.
Sundhedsrådene står dog overfor en stor opgave særligt i yderområderne. Det er derfor afgørende, at de har de midler til rådighed, som der skal til for at sikre, at det som ikke er svært kan behandles nært, mener formanden:
- Sundhedstilbud og behandling i borgernes egne hjem er positivt, for den del der er muligt. Og såfremt at Sundhedsrådene skal afgøre, hvor der skal være sundhedshuse eller sundhedscentre med både kommunale og regionale funktioner, så forventer jeg, at den endelige politiske aftale vil sikre, at der skal være sundhedshuse eller sundhedscentre med kommunale og regionale funktioner, i alle kommuner land-, yder- og ø-kommuner.
Flere studiepladser på medicinstudiet i Aalborg, Køge og Esbjerg
Regeringen foreslår desuden, at der oprettes flere studiepladser på medicinstudiet i Aalborg, Køge og Esbjerg for at sikre flere læger fremover.
- Jeg er glad for, at regeringen lægger op til at oprette flere studiepladser udenfor de større byer. Vi kan jo se i Nordjylland, at flere nyuddannede læger har valgt at blive efter endt studie og det er netop dét, vi har brug for, hvis vi skal sikre, at der er læger i alle dele af landet, lyder det fra Steffen Damsgaard.
Regeringen foreslår også, at der laves pakkeforløb for kronisk syge patienter, store investeringer i digitalisering og sundhedsteknologiske løsninger, samt et Nyt Nationalt Center for Sundhedsinnovation, der skal bidrage til mere sammenhængende patientforløb. Landdistrikternes Fællesråd regner naturligvis med, at den nye nationale enhed kommer til at ligge udenfor de største byer.
Organisationen vil dykke nærmere ned i sundhedsudspillet, samt vurdere konsekvenserne for det brede område hos regionerne, som hedder regional udvikling, inden der kommer nærmere vurderinger af udspillet.
Nøgleord
Kontakter
Helle VendelboPressechefLanddistrikternes Fællesråd
Tlf:31718938hve@landdistrikterne.dkJulie Ronge LaursenPolitisk KonsulentLanddistrikternes Fællesråd
Tlf:53850124jrl@landdistrikterne.dkFølg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikter: Et Danmark i balance kræver kommuner og regioner i balance13.11.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Kommunal- og regionalvalgkampen er i fuld gang. En undersøgelse viser, at danskerne fortsat tillægger lokale kernevelfærdsområder stor betydning. Skoler og uddannelse, sundhed, trivsel og socialt udsatte samt ældrepleje er blandt de temaer, som flest borgere mener er de vigtigste. I landdistrikterne er de decentrale tilbud ekstra afgørende for bosætning.
Landdistrikter: Regeringens forslag er et centralt skridt i kampen mod rigide låneregler og bedre boligfinansiering på landet7.11.2025 11:43:18 CET | Pressemeddelelse
Regeringen vil i et nyt boligudspil gøre det lettere at låne til bolig i landdistrikter og landsbyer. Tiltagene skal bl.a. give bankerne større fleksibilitet i kreditvurderingen af boligkøbere. Landdistrikternes Fællesråd bakker op om forslaget – men der skal flere tiltag til for at sikre bedre boligfinansiering i landdistrikterne, og henviser til en række forslag fra eget boligudspil.
Nyt udspil: Et BoligDanmark i balance6.11.2025 06:01:00 CET | Pressemeddelelse
Boligmarkedet viser dybe kløfter mellem land og by, hvor låneudfordringer og mangel på attraktive lejeboliger særligt spænder ben for bosætning i land- og yderområder. Gennem en række nye anbefalinger vil Landdistrikternes Fællesråd vise vejen til et boligmarked i bedre balance, på tværs af landet.
Landdistrikternes talerør styrkes på finansloven 202628.10.2025 06:01:00 CET | Pressemeddelelse
Landdistrikternes Fællesråd står stærkere i 2026, efter at SVM-regeringen og Det Konservative Folkeparti har besluttet at øge organisationens bevilling på næste års finanslov. Den ekstra støtte skal bl.a. styrke arbejdet med at belyse tiltag, der gavner udviklingen i landdistrikterne, samt netværkstiltag og videndeling. Organisationen får desuden mulighed for at sikre fundamentet for Videncenter for Landdistrikter.
Landdistrikter: Finanslovsaftale med en række tiltag, der gavner befolkningen bredt24.10.2025 14:14:51 CEST | Pressemeddelelse
Finanslovsaftalen for 2026 mellem SVM-regeringen og Det Konservative Folkeparti rummer en række tiltag, der gavner befolkningen bredt i hele landet, også i landdistrikterne. Det møder opbakning fra Landdistrikternes Fællesråd, der samtidig håber på yderligere fokus på udvikling i landdistrikterne og et land i geografisk balance frem mod valget i 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum