Ungdomsringen

Millioner til børn og unge: Nyt projekt skal styrke trivsel

Del

Unge og voksne skal udvikle og afprøve løsningerne sammen. ”Det kommer til at gøre en forskel”, siger afdelingsleder Søren Birch

Nordea-fonden støtter indsatsen med 8,2 mio. kr.
Nordea-fonden støtter indsatsen med 8,2 mio. kr. © Ungdomsringen

Vi ser desværre en tendens til, at børn og unges trivsel falder med alderen. Men efter sommerferien næste år, skal et nyt projekt forsøge at vende den udvikling.

I samarbejde med udvalgte kommuner afprøver og kortlægger Ungdomsringen konkrete aktiviteter og initiativer, der skal være med til at styrke børn og unges trivsel.

Nordea-fonden støtter indsatsen med 8,2 mio. kr. Pengene skal gå til at prøve de nye initiativer af, og efterfølgende samle dem i en let tilgængelig portal.

”Det er med stor glæde, at Nordea-fonden støtter dette projekt, der vil arbejde for at løfte de unges hverdagsliv i klubber med afsæt i ABC for mental sundheds metoder, hvor det at gøre noget aktivt og meningsfuldt sammen med andre er omdrejningspunktet. Vi ser det som en stor styrke, at de unge og voksne - i klubbernes ånd - skaber initiativerne sammen. Vi glæder os til at følge med!” udtaler Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.

Børn og unge er med til at udvikle

”Jeg er helt vild med, at de unge er så meget inde over projektet. Det kan sagtens være den detalje, der gør, at det kommer til at gøre en forskel på lang sigt, siger Søren Birch, afdelingsleder i Faaborg-Midtfyn Ungdomsskole. Et af de steder, der er med i projektet.

Indsatsen består i, at unge fra 10-18 år og ansatte i udvalgte klubber og ungdomsskoler får tid og mulighed for at udvikle en helt ny værktøjskasse af trivselsskabende aktiviteter og initiativer. De skal så efterfølgende bruges systematisk i dagligdagen, og der skal måles på, hvad unge får ud af de konkrete tiltag.

Stor efterspørgsel

”Unge og pædagogisk personale udvikler allerede mange steder trivselsunderstøttende aktiviteter i fællesskab, men støtten fra Nordea-fonden skal være med til at måle på, hvad der virker i praksis, og sætte struktur på arbejdet. Samtidig, giver midlerne mulighed for, at fritidsinstitutionerne kan vidensdele på tværs af landet”, siger projektleder Gunn Brejnholt Falck. 

”Vi har ikke set et projekt i denne her størrelsesorden før, og der er generelt stor faglig efterspørgsel på metoder, der er afprøvet i praksis. Særligt i de kommuner, hvor de almene fritidstilbud har trange kår”, siger hun.

Tilgængelige voksne

Og det systematiske er vigtigt, hvis de gode intentioner skal ende med at gøre en forskel for unge, siger Christoffer Schultz, Ph.d.-studerende i pædagogisk psykologi og forsker i ungdomsliv og ungdomsklubber på Aarhus Universitet:

”Min forskning peger på, at unge virkelig har brug for at snakke med voksne, men alt for få gør det. Unge er bare ikke altid de bedste samtalestartere, derfor er det så vigtigt, at voksne er aktivt tilgængelige. Det kan en systematisk tilgang hjælpe med; for det er vigtigt, at voksne husker at tage initiativet i en ofte travl og omskiftelig hverdag. Det er så afgørende for de unges oplevelse af, om de trives godt, at de voksne får skabt de her rum, hvor børn og unge kan føle sig ekstra trygge.” 

De tanker deler Søren Birch:

”Det er klart, at vi også leder efter et værktøj, der kan være med til at dokumentere, hvad der faktisk virker og give os en fælles fremgangsmåde, men jeg ser også meget frem til, at projektet kan være med til at skabe et fælles sprog, vi kan bruge i dagligdagen. Både når vi kommunikerer med unge, forældre og politikere og på tværs af forskellige fagligheder”, siger Søren Birch.

Fakta

Periode: Skoleårene 2025/2026, 2026/2027 og 2027/2028

Målgruppe: Børn og unge fra 10-18 år

Støtte: Nordea-fonden støtter projektet med 8.180.000,00 kr.

Pilotprojekt: Støtten skal bruges til, at 10-15 kommuner får mulighed for at udvikle og afprøve en værktøjskasse af aktiviteter og initiativer, der skal være med til at øge børn og unges trivsel. De konkrete tiltag skal rulles ud i kommuner landet over fra 2027.

Metode: Projektet bygger på ABC for Mental Sundhed, en forskningsbaseret indsats, der har til formål at forbedre den mentale sundhed i befolkningen. A (Active) står for at gøre noget aktivt, B (Belonging) for at gøre noget sammen og C (Commitment) for at gøre noget meningsfuldt.

Projektledelse: Projektet ledes af Ungdomsringen

Info: For mere info og muligheden for at ansøge om at blive en del af projektet:

Projektleder
Gunn Brejnholdt Falck
Mail: gbf@ungdomsringen.dk

Kontakter

Om Ungdomsringen

En forening for fritids-, ungdomsklubber og ungdomsskoler, der arbejder for, at alle unge har mulighed for at tage aktivt del i organiserede fritidsfællesskaber. Fordi fritid skaber fremtid!

Følg pressemeddelelser fra Ungdomsringen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ungdomsringen

Unge i fokus: Ny politisk agenda for fritidsområdet sætter kurs mod inklusion og trivsel12.4.2024 06:55:37 CEST | Pressemeddelelse

Unge skal inddrages i alle beslutninger der vedrører dem selv, alle unge i Danmark skal have adgang til fritids- og ungdomstilbud, og fritids- og ungdomsområdet skal have en selvstændig formålsparagraf. Sådan lyder de tre anbefalinger, som både folketingspolitikere, kommunalpolitikere, forskere og pædagogisk personale blev enige om på Ungdomsringens konference på Christiansborg den 11. april.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye