J.C.H. Ellehammerprisen: Førsteprisen går til projekt om geopolitisk regulering af kernevåben
”De indsendte bidrag var af meget høj kvalitet,” lyder det fra lektor i Idéhistorie på Aarhus Universitet, Casper Andersen, der er medlem af priskomitéen, og sammen med Ellehammerfonden har sat navne på de første modtagere af den ny-indstiftede pris.
Det er første gang, J.C.H. Ellehammerprisen uddeles. En pris, der er indstiftet på baggrund af initiativ fra faget Idéhistorie på Aarhus Universitet i samarbejde med det faglige miljø omkring gymnasiefaget og støttet af Ellehammerfonden. Hensigten med prisen er ifølge formand for fonden, Mads Gudmand Persson, at understøtte og belønne god faglighed i faget idéhistorie på HTX og ad den vej styrke den teknologiske dannelse i Danmark. Og at dømme efter kvaliteten af de indkomne forslag er der grund til at glæde sig.
“I Ellehammerfonden er vi meget imponerede over det faglige niveau blandt de indsendte bidrag. Det lover godt for fremtiden, at vi har så dygtige unge," fortæller Mads Gudmand Persson.
Han støttes af Casper Andersen, lektor idéhistorie:
”Vi modtog mange bidrag fra undervisere, der indstiller elevprojekter. Vi er utrolig glade for, at fagmiljøet har taget så varmt mod prisen. Vi håber med prisen at konsolidere fagligheden, der ligger til grund for idéhistorie i HTX.”
Vinderprojekt om geopolitisk regulering af kernevåben
De mange indsendte bidrag var af så høj kvalitet, at der ikke kun blev uddelt en førstepris, men i år også to priser til en fælles andenplads. Førsteprisen gik til Emil O’Kane fra Odense Tekniske Gymnasium. Hans projekt om geopolitisk regulering af kernevåben imponerede dommerpanelet.
”Projektet viser, hvordan teknisk ekspertise og politisk regulering hænger sammen i kernevåbensproblematikken. Emil tager fat i en nutidig varm kartoffel: videnskabelig aktivisme. Det er et imponerede arbejde med solid teknisk forståelse og et skarpt blik for de etiske dilemmaer, videnskabsfolkene står med i det moderne samfund. Med prisen vil vi anerkende elever, der kombinerer det teknologisk og det idéhistoriske på solid og kreativ vis. Det gør Emil i den grad,” fortæller Casper Andersen.
Det var også en glad og tilfreds vinder, der modtog årets Ellehammerpris:
”Jeg er meget beæret over at blive tildelt denne pris. Det er en kæmpestor anerkendelse af det arbejde, jeg har lavet. Jeg håber, at det vil inspirere andre HTX-elever til at skrive flere opgaver i Idehistorie,” fortæller Emil O’Kane.
Fakta om Ellehammer-prisen
J. C. H. Ellehammers projektpris er indstiftet i et samarbejde mellem faget Idéhistorie på Aarhus Universitet og det faglige miljø omkring gymnasiefaget og støttet af Ellehammerfonden. Fonden støtter blandt andet udviklingen af de tekniske videnskaber og er oprettet af fabrikant Hans F. H. Ellehammer til minde om hans far; opfinderen og flyvepioneren J. C. H. Ellehammer.
Læs mere om den nye Ellehammer-pris.
Fakta fra prismodtagerne
Om vinderprojekterne
Førsteprisen: Emil O’Kane fra Odense Tekniske Gymnasium for projekt om geopolitisk regulering af kernevåben
Idé til projektet:
"Da jeg var ved at undersøge emner, som jeg kunne arbejde med til mit studieområdeprojekt, huskede jeg på en video, jeg tidligere havde set, som handlede om atomprøvesprængninger. I videoen nævnte de et matematisk begreb "Fourier Transformationer", som jeg i første omgang var interesseret i. Men efter at have gravet lidt dybere, opdagede jeg hele den videnskabelige debat, som fandt sted under den kolde krig ift. regulering af kernevåben. Det synes jeg var utroligt interessant, og det ledte mig til at skrive opgaven. Det var især fedt, at jeg kunne bruge både matematik og idehistorie i sammenhæng. "
Delt andenpris: Mathias Laramie Lund fra Vejle Tekniske Gymnasium for projekt om Saturn V Raketten
Idé til projektet:
"Igennem hele mit liv har jeg været fascineret af teknologi og dens udvikling inden for rumindustrien. Den interesse har jeg forsøgt at bringe frem i mine skoleopgaver, når det var muligt. I forbindelse med studieområdeprojektet sparede jeg med min idéhistorielærer og vejleder, om det skulle være en SCOT- eller Edgerton-analyse. Jeg foreslog derefter at se på Saturn V som et Frankenstein-produkt af tidligere teknologier med et Edgerton-perspektiv."
Delt andenpris: Mathilde Jensen og Lilya Gabriel fra ZBC Slagelse for projekt om Egtvedpigen
Idé til projektet:
"Vi har begge haft om Egtvedpigen i løbet af vores folkeskoletid. Vi besluttede os for at gå i dybden med hende for at finde ud af, hvem hun var, og hvordan hun har haft indflydelse på nutiden. Især synes vi, at rekonstruktionerne var gode afspejlinger af samfundet og kvindesynet i de pågældende tider."
Kontakter
Casper Andersen, lektor på Idéhistorie
Institut for Kultur og Samfund
Aarhus Universitet
Mail: ideca@cas.au.dk
Mobil: +45 2639 1325
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts
Skolen og barndommen er forandret grundlæggende3.10.2024 09:25:33 CEST | Pressemeddelelse
Hvad flytter skolen, hvis det nu ikke er de store beslutninger på Christiansborg? Professor Ning de Coninck-Smith fra DPU, Aarhus Universitet søsætter et nyt stort forskningsprojekt om skolens forandringer efter 1945, samtidig med at hun kan fejre sit 40-års jubilæum som forsker i barndommens og uddannelsernes historie
DPU-forsker i spidsen for international uddannelsesorganisation med 90 deltagerlande1.10.2024 12:17:29 CEST | Pressemeddelelse
Til november får vi resultaterne af den nyeste internationale undersøgelse af skoleelevers teknologiforståelse. Og til december får vi resultaterne af den tilsvarende undersøgelse af skoleelevers kompetencer i matematik og natur/teknologi. Bag begge undersøgelser står organisationen IEA, der på sin generalforsamling i Georgien netop har valgt Christian Christrup Kjeldsen, lektor ved DPU, Aarhus Universitet som ny formand.
Nyt grundforskningscenter skal forske i kunstig intelligens og tekstkultur1.10.2024 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Kunstig intelligens ændrer fundamentalt ved vores måde at kommunikere på. Derfor skal et muligt nyt grundforskningscenter på Aarhus Universitet ved navn TEXT: Center For Contemporary Cultures of Text undersøge, hvordan kunstig intelligens påvirker vores tekstkultur, og hvad vi kan gøre ved det.
Nyt forskningsprojekt skal undersøge danskernes oplevelser af afmagt26.9.2024 06:28:10 CEST | Pressemeddelelse
Med støtte fra VELUX FONDEN skal et nyt forskningsprojekt med antropolog Mikkel Rytter i spidsen sætte fokus på fænomenet ” afmagt” i det danske samfund. Målet er at identificere og finde løsninger på de forskellige former for afmagt i Danmark, som potentielt kan udvikle sig til en krise for vores demokrati og det tillidsbaserede velfærdssamfund.
Elev fra Odense Tekniske Gymnasium vinder nyindstiftet pris16.9.2024 10:10:00 CEST | Pressemeddelelse
”De indsendte bidrag var af meget høj kvalitet,” lyder det fra lektor i Idéhistorie på Aarhus Universitet, Casper Andersen, der er medlem af priskomitéen, og sammen med Ellehammerfonden har sat navne på de første modtagere af den ny-indstiftede pris - Ellehammerprisen. Førsteprisen går Emil O’Kane fra Odense Tekniske Gymnasium for projekt om geopolitisk regulering af kernevåben
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum