Markedsuro gav bølgeskvulp til aktier og medvind til obligationer
De finansielle markeder blev vækket af sommerdvalen, da den japanske centralbank i slutningen af juli annoncerede en betydeligt større rentestigning end forventet. Derefter begyndte økonomiske nøgletal at skabe tvivl om hastigheden i amerikansk økonomi. Det gav store kursudsving på aktiemarkederne, mens obligationer fik medvind af udsigten til lavere renter.
Den japanske renteforhøjelse skabte uro på aktiemarkederne, og de første uger af august var præget af store kursudsving. Sidst på måneden rettede markederne sig dog en hel del, selvom centrale nøgletal for den amerikanske økonomi kunne tolkes i retning af, at økonomien er ved at gå ned i gear. Udsigten til lavere renter som følge af en eventuel økonomisk afdæmpning lagde således i nogen grad en bund under aktiemarkederne.
Forløbet har ramt de forskellige kategorier af fonde forskelligt. Selvom en del af tabet fra månedens begyndelse blev hentet hjem igen, endte de nordamerikanske fonde med et svagt negativt afkast på 0,1 pct. Værre gik det for aktiefonde med investeringer i emerging markets og Asien, hvor månedsafkastene svingede mellem -0,33 og -1,58 pct. De europæiske aktier slap dog mere nådigt fra uroen. Her slog specielt udsigten til lavere renter positivt igennem, og fonde med fokus på Norden og Europa generelt udviste afkast på henholdsvis 2,5 og 1,4 pct.
I modsætning til aktiefonde havde obligationsfondene over en bred kam medvind i august som følge af udsigten til rentefald. Alle kategorier af obligationsfonde udviste positive afkast. Bedst er det gået for fonde, der investerer i mellemlange og lange obligationer, hvor lavere renter påvirker kursen mest i positiv retning.
”Set med investorøjne er udviklingen i august et typeeksempel på, hvorfor det kan betale sig at sprede sine investeringer over flere forskellige typer af aktiver. Det er meget vanskeligt at sige noget om, hvad skift i forventninger kan betyde for en enkelt investering, men er der spredning i investeringerne vil usikkerheden om afkastet altid være mindre,” siger investeringschef Kåre Valgreen, Investering & Opsparing i Finans Danmark.
Danske fonde, der investerer i danske obligationer, har haft et rigtig godt år. Til og med august har investorerne netto investeret for mere end 10 mia. kr. i disse fonde. Det er ikke set højere siden 2019. Samtidig har der været et frasalg af fonde med fokus på udenlandske obligationer.
”Der er næppe tvivl om, at de høje renter har øget interessen for at investere i obligationer, og foreløbig ser det ud til at have været en god ide. Det har i hvert fald været mere indbringende end at lade penge stå kontant det seneste års tid. Interessen for danske obligationer er uden tvivl også styrket som følge af danske realkreditobligationers høje kreditkvalitet, men også det forhold, at de rummer et godt kurspotentiale, når der er udsigt til rentefald,” siger Kåre Valgreen.
Læs hele nyheden her
Finans Danmark
Finans Danmark er interesse- og arbejdsgiverorganisation for penge- og realkreditinstitutter, kapitalforvaltere, børsmæglere, investeringsfonde, samt datacentraler, it- og fintechvirksomheder i den finansielle sektor.
Følg pressemeddelelser fra Finans Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Finans Danmark
Høringssvar til forslag til lov om ændring af hvidvaskloven, lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger m.fl.17.12.2025 15:17:51 CET | Nyhed
Finans Danmark har afgivet høringssvar til Finanstilsynet
Ambitiøs plan skal skaffe flere betalbare boliger i EU17.12.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
EU-Kommissionen har netop fremlagt sin Affordable Housing Plan, der med en lang række initiativer skal sikre flere betalbare boliger i EU. Det er en ambitiøs plan med et vigtigt fokus på boligkrisen og betalbare boliger, og Finans Danmark støtter, at boligområdet løftes til en central prioritet i EU.
En million kroner på et år: Priserne på hovedstadens lejligheder stiger markant17.12.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Flere handler og et rekordlavt udbud af ejerlejligheder præger hovedstadens boligmarked. I godt en tredjedel af hovedstadens bydele er salgspriserne for en gennemsnitlig ejerlejlighed steget med omkring en million kroner det seneste år. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.
Danske investorer tog en pause i november15.12.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Interessen for danske investeringsfonde er braget frem gennem hele 2025, men i november blev tendensen brudt, da der for første gang siden september sidste år blev netto solgt ud af danske investeringsfonde. Der er dog tale om et salg af en mindre størrelsesorden, og det samlede nettokøb for hele året er fortsat på rekordkurs.
Flere lånetilbud i november – omlægninger og tillægslån trækker op12.12.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Finans Danmark har i dag offentliggjort statistikken for lånetilbud for november 2025.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum