Gang i boligmarkedet: Flere handler, større udbud og højere priser
18.9.2024 07:00:00 CEST | Finans Danmark | Pressemeddelelse
Der er gang i danskernes lyst til at købe et nyt hjem. I årets andet kvartal var der 11,5 pct. flere huse og ejerlejligheder, der fik en ny ejer sammenlignet med samme periode året før. Selv om der var flere muligheder at vælge i mellem, måtte man betale mere end i andet kvartal 2023. Denne tendens er især fremtrædende i Hovedstaden. Det viser de nyeste tal fra Finans Danmark.
Boligmarkedet i Danmark summede af liv og handel i årets andet kvartal. I løbet af kvartalet fik 15.422 huse og ejerlejligheder nye ejere, hvilket er 11,5 pct. flere end i samme periode sidste år. For dem, der fandt deres nye drømmehjem, var der flere valgmuligheder end for et år siden. I årets andet kvartal stod 40.993 boliger til salg, svarende til en stigning på 14,8 pct. i forhold til samme kvartal i 2023.
”Der er kommet mere gang i boligmarkedet i årets andet kvartal. Vi har set en stigende lyst til både at købe og sælge boliger. Mange danskere har flere penge mellem hænderne på grund af lønstigninger, og beskæftigelsen er fortsat høj. Det kan være med til at sætte skub i boligdrømmene. Faktisk har vi i løbet af andet kvartal set det højeste antal handler siden 2021,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark, og forsætter:
”Samtidig er det fem år siden, at boligkøberne sidst har haft så mange valgmuligheder. Normalt kan et øget udbud være med til at lægge en dæmper på priserne, men vi oplevede faktisk det modsatte i andet kvartal.”
Trods det højere udbud af boliger til salg skulle boligkøberne betale mere for deres nye hjem, da priserne på både huse og ejerlejligheder var højere. Et typisk hus på 140 kvm kostede i andet kvartal af 2024 i gennemsnit 2,3 mio. kr., hvilket er 4,7 pct. mere end for et år siden. En almindelig ejerlejlighed på 85 kvm kostede i samme periode i gennemsnit 2,9 mio. kr. - knap 6,4 pct. mere end i samme kvartal sidste år.
Særlig høj aktivitet i København
Det var ikke kun på landsplan, at appetitten på at købe og sælge bolig var høj i årets andet kvartal. I København blev der indgået 1.825 bolighandler i løbet af andet kvartal, hvilket svarer til 4,6 pct. flere handler end i den tilsvarende periode sidste år. Som på landsplan var der både flere og dyrere valgmuligheder for de københavnske boligkøbere. I årets andet kvartal kunne de københavnske boligkøbere vælge mellem 2.328 forskellige huse og lejligheder til salg, hvilket er 8,8 pct. flere end for et år siden. Når de fandt noget, de kunne lide, skulle de københavnske boligkøbere dog have flere penge op af lommen. I andet kvartal kostede en almindelig ejerlejlighed i København 4,5 mio. kr., hvilket er 8,9 pct. højere end for et år siden. Et typisk hus kostede i andet kvartal af 2024 6,8 mio. kr., svarende til 12,8 pct. mere end for et år siden.
”På trods af udsigterne til højere boligskatter på grund af det nye boligskattesystem, har vi i årets andet kvartal set en overraskende høj aktivitet på boligmarkedet i København, hvor mange boliger har skiftet hænder og til højere priser. Optimismen på det københavnske boligmarked er stadig høj, og de seneste rentenedsættelser kan være med til at opretholde den gode stemning - også i den kommende tid,” siger Peter Jayaswal.
Finans Danmark
Finans Danmark er interesse- og arbejdsgiverorganisation for penge- og realkreditinstitutter, kapitalforvaltere, børsmæglere, investeringsfonde, samt datacentraler, it- og fintechvirksomheder i den finansielle sektor.
Følg pressemeddelelser fra Finans Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Finans Danmark
Danmark går glip af 15 mia. kr. i velstand9.9.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Nye analyser viser, at strengere danske bankkrav end i resten af EU holder investeringer og vækst tilbage
Boligmarkedet deler sig: Hovedstaden giver slip på førertrøjen9.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Finans Danmark har offentliggjort statistikken for boligmarkedet for august 2026.
Finans Danmark sætter fokus på Danmarks store samfundsudfordringer i ny strategi7.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark og Europa står overfor store omstillinger. Det stiller nye krav til vores evne til at skabe tryghed og finde fælles løsninger på komplekse udfordringer. Derfor lancerer Finans Danmark en ny strategi frem mod 2030. Den skal geare sektoren bedre til de nye udfordringer
Rekordfremgang for aktiesparekontoen efter nyt løft af loftet3.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hver gang indskudsloftet på aktiesparekontoen bliver hævet, strømmer nye investorer til. 2026 var ingen undtagelse, og første halvår af 2026 blev rekord for antallet af nye aktiesparekonti. Finans Danmark opfordrer regeringen til at hæve loftet til 500.000 kr. hurtigst muligt.
Høringssvar: Klare regler om udledningskvoter understøtter fortsat gode finansieringsmuligheder for landbruget2.9.2026 10:56:54 CEST | Nyhed
Finans Danmark har afgivet høringssvar om den nye udledningsbaserede markregulering. Det er afgørende, at udledningskvoter behandles som en del af den faste ejendom, og at panthaverne inddrages, så reguleringen kan understøtte fortsat gode finansieringsmuligheder af dansk landbrug.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum