Enigt Byråd investerer i fremtidens velfærd
Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne og Socialistisk Folkeparti har fastlagt budgettet for Varde Kommune i 2025-2028.
BUDGET
Efter to dages forhandlinger har Varde Kommunes 25 byrådsmedlemmer fastlagt budgettet for 2025-2028.
Byrådet er enige om at tilføre 57 millioner kroner til drift i budgetperioden. Heraf skal 20 millioner kroner investeres i tiltag målrettet fremtidens velfærd, så Varde Kommune bliver rustet til en fremtid med flere ældre og en mindre arbejdsstyrke.
Byrådet har afsat 450 millioner kroner til anlæg fra 2025-2028.
Aftalen er vedhæftet pressemeddelelsen.
Citater
Mads Sørensen, borgmester i Varde Kommune:
”Jeg er stolt over, at vi igen står sammen som Byråd om en ansvarlig budgetaftale. Vi er i Varde Kommune i en gunstig situation med et solidt økonomisk fundament, hvor vi kan tillade os at rette blikket fremad og investere i fremtiden. Aftalen afspejler, at vi både prioriterer et stærkt erhvervsliv, velfærden og de demografiske udfordringer, som vil udfordre måden, vi driver kommune på.”
Claus Brink, gruppeformand for Venstre:
”Investeringer i fremtiden er en særlig måde at budgettere på kommunalt. Venstre er meget tilfredse med, at der er afsat midler til videre udvikling på vigtige områder i kommunen frem mod 2030. Vi er stolte over, at bosætning, erhverv og trivsel er centrale temaer i aftalen. Vi har haft fornuftige forhandlinger med de øvrige partier, og vi er glade for at være i mål med en bred og ansvarlig aftale på vegne af alle borgere og virksomheder i Varde Kommune.”
Søren Laulund, gruppeformand for Socialdemokratiet:
”Vi har i Socialdemokratiet kæmpet for flerårig budgetlægning - og det er dejligt, at det atter i år er lykkedes. Vi har ved forhandlingsbordet i år haft stort fokus på ”Børn og unges trivsel” samt ”borgernær velfærd”. Langsigtet dog uændret fokus på klimaet. Der er i forliget gode resultater på disse områder. Af nye tiltag i budgettet bør fremhæves initiativer til en attraktiv arbejdsplads og lønstruktur for SOSU-ansatte. Det er også værd at fremhæve forsøg med socialsygeplejersker tilknyttet gadeplansindsatsen for socialt udsatte og et væsentligt løft af indsatsen på det specialiserede skoleområde.”
Steen Holm Iversen, gruppeformand for Det Konservative Folkeparti:
”I Det Konservative Folkeparti er vi tilfredse med, at vi med dagens forlig viderefører den ansvarlige økonomiske kurs, som igen i dette forlig muliggør nye investeringer i velfærden. Vi glæder os over, at vi i modsætning til mange andre kommuner kan investere og ikke skal ud i store besparelser eller forringelser af kommunens serviceniveau. Med forliget investerer vi i både bosætning, grøn omstilling, ældre, erhvervsudvikling og ikke mindst i børn, unge og bedre vilkår for børnefamilierne. Vi tager samtidig fat på de reformer, der skal ruste kommunen til fremtidens udfordringer. Vi glæder os over at det lykkedes i dag at finde et kompromis og indgå et forlig med et enigt byråd.”
Julie Gottschalk, gruppeformand for Dansk Folkeparti:
”Selvom vi står i en gunstig situation, har det samlede byråd ikke formået at samle sig og sætte en retning for kommunen. I stedet er den videre proces ulykkeligvis udskudt til senere på året. Vi har til DF’s glæde fået tilført penge til ældreområdet. Ligeledes er udfordringerne på specialområdet blevet lyttet til, ligesom der bliver plads til udvikling. Det er dog et leverpostejsbudget, vi har landet, hvor alle partier er tvunget til at være med for ikke at sætte sig udenfor indflydelse på den videre proces for Varde 2030.”
Inger Marie Kristensen, gruppeformand for Kristendemokraterne:
”I KD ser vi med stor tilfredshed og glæde på, at vi ved dette års forlig har kunnet prioritere så mange midler til investering i den grønne omstilling, ældreområdet, det specialiserede voksenområde og specialundervisningsområdet. Der ønskes flere tilbud mellem almenskolen og specialskolen, så børnene kan gå i skole tæt på deres hjem. Vi er særligt glade for, at der arbejdes videre med gratis par-og familieterapi, børn ud i naturen og en sygeplejerske for udsatte.”
Tine Toft, gruppeformand for Socialistisk Folkeparti:
”SF er meget tilfreds med budget 2025. Det langsigtede fokus mod Varde 2030 er en vigtig faktor i at fremtidssikre og investere velfærd og udvikling. Specielt ser SF positivt på, at vi styrker det specialiserede socialområde og investerer i udvikling af specialskolen samt i rummelige skolefællesskaber. Vi investerer i grøn omstilling samt endnu bedre forhold for vores medarbejdere og deres familier.
Kontakter
Søren Toksvig JensenKommunikationschef i Varde Kommune
Tlf:61 63 98 01srej@varde.dkVedhæftede filer
Om Varde Kommune
- 52 km sandstrande.
- UNESCO Verdensarv (Nationalpark Vadehavet).
- Tre garnisoner (Oksbøl, Varde og Nymindegab).
- En del af Destination Vesterhavet.
Følg pressemeddelelser fra Varde Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Varde Kommune
Fyrtårn i forvandling inden 125-års jubilæum19.9.2024 12:46:03 CEST | Pressemeddelelse
I anledning af at Blåvandshuk Fyr fejrer 125-års jubilæum næste år, bliver fyret sat i stand. Gæster kan glæde sig til en ny udstilling om tårnets historie i forbindelse med jubilæet.
Fortsat høj erhvervsvenlighed i Varde Kommune4.9.2024 19:31:00 CEST | Pressemeddelelse
Varde Kommune slutter for første gang i fem år uden for top 10 i Dansk Industris årlige erhvervsklimaundersøgelse. Nu skal undersøgelsen granskes med en ambition om at pege på konkrete tiltag, der kan gøre det endnu bedre at drive virksomhed i kommunen.
Investorer ansøger om stort sektorkoblingsprojekt ved Ølgod4.9.2024 09:30:22 CEST | Pressemeddelelse
Varde Kommune har modtaget en ansøgning fra internationale investorer, som ønsker at skabe et sektorkoblingsprojekt ved Ølgod. Projektet indebærer etablering af et datacenter og drivhuse, der vurderes at kunne skabe op mod 400 nye arbejdspladser i Varde Kommune.
Varde Kommune vil forpligte grønne projekter til lokal udvikling2.9.2024 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Varde Kommune afsætter 18 millioner kroner til at sikre, at kommende investeringer i den grønne omstilling også bliver investeringer i kommunens lokalsamfund. Den brede politiske aftale indebærer bl.a. midler til at arbejde med nytænkning af, hvordan fremtidens energiprojekter skal udvikles.
Velfærd bliver til nyt valgfag i Varde Kommune30.8.2024 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt valgfag giver unge fra 7.-10. klasse i Varde Kommune mulighed for at prøve kræfter med velfærdsområdet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum