Billige ungdomsbilletter og gratis kørsel med lokalruter skal få flere til at rejse med bus
Unge i alderen 16-26 år kan fra 1. oktober købe et billigt pendlerkort HerningUNG og spare penge på rejser med bybusser og regionalbusser inden for kommunen. Samtidig bliver det muligt for alle borgere at køre gratis med lokalruterne 140, 150, 160, 168 og 169. Tiltaget er et pilotforsøg, der løber frem til 31. marts 2025. Det skal få flere borgere til at rejse med bus som et grønnere alternativ til bilen.

Unge skal i højere grad bruge bussen, når de skal omkring i Herning Kommune. Det er baggrunden for et pilotforsøg, som Herning Kommune har sat i søen fra 1. oktober 2024. Her bliver det muligt at købe et særligt pendlerkort – HerningUNG - til unge i alderen 16-26 år for kun 210 kr. om måneden. Med HerningUNG er der fri rejse med Midttrafiks busser inden for Herning Kommune. Det gælder både de gule bybusser og de blå regionalbusser.
Anderledes er det med lokalruterne 140, 150, 160, 168 og 169, hvor alle borgere kan køre gratis i perioden 1. oktober 2024 – 31. marts 2025 som en del af samme pilotforsøg.
Billige ungdomsbilletter og gratis kørsel med lokalruter er resultatet af Herning Kommunes klimaplan. Et af indsatsområderne i klimaplanen er netop at fremme borgernes grønne transportvaner ved at gøre den kollektive trafik mere attraktiv og synlig for borgerne.
John Thomsen, udvalgsformand for Formand for Miljø-, Infrastruktur- og Natur-udvalget glæder sig over tiltaget. Han fortæller:
”Vi vil gerne motivere flere til at bruge de kollektive trafiktilbud, vi allerede har i kommunen, og vi er rigtig glade for, at det er lykkes at samarbejde med Regionen, hvor de også laver analysearbejdet. I byrådet arbejder vi med ”det gode ungdomsliv”, og her synes vi, at muligheden for billige kollektive trafiktilbud er en vigtig del”
Herning Kommune har indgået en aftale med Region Midtjylland om, at det særlige pendlerkort HerningUNG også kan bruges i de blå regionalbusser. Midttrafiks bestyrelse har efterfølgende godkendt pilotforsøget på bestyrelsesmødet den 13. september 2024.
Midttrafiks direktør Lars Berg ser frem til at få afprøvet, om billige ungdomsbilletter og gratis kørsel med lokalruter kan få flere til at vælge den kollektive trafik.
”Midttrafik bakker selvfølgelig op om Herning Kommunes indsats for at få flere kunder til at rejse med bus. Vi er især spændte på, hvordan de unge modtager det billige pendlerkort. Mange ungdomsuddannelser kæmper med trængsel fra biler og overfyldte parkeringspladser. Dertil kommer klimaproblematikken. Det vil derfor være en win-win på flere områder, hvis vi kan få flere unge til at rejse med bus, fremfor med bil".
Faktaboks
Billig ungdomsbillet:
HerningUNG er en billig billet til alle mellem 16-26 år i Herning Kommune. Billetten kan bruges i alle Midttrafiks busser inden for Herning Kommune. Rejser man uden for kommunen, skal der købes billet til den del af turen, der er uden for kommunen.
HerningUNG kan kun købes i RejseBillet i en begrænset periode fra 1. oktober 2024 til og med 31. marts 2025.
Gratis kørsel med lokalruter:
Alle borgere kan køre gratis med ruterne 140, 150, 160, 168 og 169 i Herning Kommune.
Rute 140, 150 og 160 er blå busser, og rute 168 og 169 er gule busser.
Gælder fra 1. oktober 2024 til og med 31. marts 2025.
Læs mere på midttrafik.dk/herning
Nøgleord
Kontakter
Midttrafiks pressetelefon
Tlf:70206650Om Midttrafik
Midttrafik er et trafikselskab, og står i spidsen for den kollektive trafik i Midtjylland. Det er Midttrafik, der administrerer den kollektive trafik med finansiering fra Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen.
Opgaverne spænder bredt fra blandt andet planlægning og koordinering af bustrafikken, gennemførelse af udbud og kontraktadministration, kvalitetskontrol, fastsættelse af priser og rejseregler, kundeservice til information og markedsføring af den kollektive trafik.
Følg pressemeddelelser fra Midttrafik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Midttrafik
Gratis kollektiv trafik til pendlere fra Klokhøjen23.6.2025 09:55:43 CEST | Pressemeddelelse
Et pilotforsøg skal fra efteråret 2025 give bilister mulighed for rejse gratis ind til byen med letbane og bus i myldretiden, hvis de stiller bilen ved Parkér og Rejs anlægget Klokhøjen. Aarhus Kommune og Midttrafik står bag pilotforsøget, der skal gøre det mere attraktivt at kombinere bil og kollektiv trafik for at undgå trængsel i Aarhus midtby.
Farvel til Danmarks sidste klippekort23.6.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Midttrafik stopper salget af alle typer klippekort i Midttrafik app den 30. september 2025. Kunderne skal i stedet bruge landsdækkende løsninger som Rejsekort som app eller Rejsebillet.
Efter rekordår styrker Letbanen sin køreplan med flere afgange16.6.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra 29. juni bliver Letbanens køreplan udvidet med flere afgange til Grenaa og Odder om aftenen og i weekenden. De ekstra afgange styrker Letbanen som et attraktivt transportvalg til fritids- og kulturliv. Letbanen har de seneste par år oplevet en stor passagertilvækst og slog i 2024 passagerrekord med 6.3 millioner passagerer
Tag bus eller letbane til Aarhus City Half12.6.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Midttrafik indsætter ekstra letbaneafgange under Aarhus City Half den 15. juni. Busdriften kører normalt, men der vil være omkørsler og midlertidige stoppesteder på flere afgange. Midttrafiks hjemmeside giver dig et hurtigt overblik.
Høj kundetilfredshed giver bonus til Midttrafiks busselskaber4.6.2025 14:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Midttrafiks bonusmodel Bedste Busselskab belønner hvert år de busselskaber, der leverer gode kundeoplevelser. Umove vandt for andet år i træk prisen som Bedste Busselskab for de store ruter, mens Faarup Turistfart tog førstepladsen blandt de små ruter. Bedste Busselskab bliver kåret på baggrund af kundernes vurdering af syv parametre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum