Syddansk Universitet

Er det fremtidens byggeri? Forskere fra SDU har skabt byggebranchens svar på Lego-klodser

Del

På Det Tekniske Fakultet på Syddansk Universitet arbejder forskere på at gøre byggebranchen mere bæredygtig med Legoklods-lignende træmoduler, der ved hjælp af robotter og digitale modeller kan samles til bærende konstruktioner, skilles ad og genbruges igen og igen.

Et etagedæk set nedefra, konstrueret af ReconWood-klodserne
Et etagedæk set nedefra, konstrueret af ReconWood-klodserne SDU CREATE

Med Lego-klodser kan man bygge stort set hvad som helst. Man kan sætte dem sammen på først én måde og derefter en anden, lave lidt om og bygge til, bruge dem igen og igen og endda lade dem går i arv til børn og børnebørn, som kan gøre det samme.

Tænk, hvis man kunne gøre det samme i stor skala i byggeriet.

Måske går der ikke mange år, før man faktisk kan det. At skabe en slags byggebranchens svar på Lego er i hvert fald ambitionen bag forskningsprojektet ReconWood på Syddansk Universitet.

I stedet for små plasticklodser arbejder forskerne blot med lidt større træmoduler, der er udformet, så de nemt kan samles og skilles ad igen og bruges til at bygge alt fra bærende søjler, vægge og bjælker til hele etagedæk.

ReconWood-klodserne kan samles helt automatisk med robotter eller manuelt med støtte fra VR-briller og en digital model.

Derudover er alle klodserne forsynet med en QR-kode og forbundet til en digital database, så man kan holde styr på historikken for og placeringen af hver enkelt klods, ligesom man kan bygge og afprøve simuleringer af konstruktionerne på en computer – også kendt som digital twins – inden man går i gang i virkeligheden.

Bygninger lagrer CO2

Bag projektet står ph.d-studerende Anja Kunic og lektor Roberto Naboni fra Det Tekniske Fakultet på Syddansk Universitet. De er en del af forskningsgruppen SDU CREATE, som arbejder med at bringe nye teknologier ind i arkitektur og byggeri for at gøre den mere bæredygtig.

Og der er mange grunde til, at ReconWood er en god idé, fortæller forskerne.

- Lige nu er træ det eneste 100% bæredygtige byggemateriale, men hvis vi skal bygge mere i træ, kommer det til at lægge pres på skovene. Derudover bliver langt det meste træ brændt, når det bliver smidt ud, hvilket fører til yderligere CO2-udledninger, siger Anja Kunic.

- Derfor gælder det om at holde byggematerialerne i live så længe som muligt, og det kan man, hvis de er modulære og rekonfigurerbare, lyder det.

I byggebranchen regner man med en generel levetid for bygninger på 50 år. Nogle bygninger står meget længere, andre kortere, men under alle omstændigheder er det væsentligt at huske, at selv en helt ny bygning på et eller andet tidspunkt vil skulle bygges om eller rives ned, fordi behovene har ændret sig.

- Det er enormt vigtigt, at vi så kan genbruge de materialer, bygningerne er lavet af, fordi der ligger en masse CO2 lagret i dem. Man kan vel næsten sige, at bygninger er en slags carbon capture-teknologi. Men den energi, naturen har brugt på at skabe materialerne, går til spilde, hvis man bare river ned eller bygger om uden at genbruge, forklarer Roberto Naboni.

Fremtidens byggeri

Allerede i dag kan man naturligvis godt genbruge f.eks. gamle træspær- og bjælker, og det bliver der også forsket i på SDU. Men der er en lang række udfordringer forbundet med det, siger forskerne. Én af dem er, at det ved større byggerier kan være svært at skaffe nok brugte materialer i samme mål.

Det kommer man udenom ved at arbejde med moduler, som fra begyndelsen er lavet til at blive samlet og skilt ad igen og igen.

Og ReconWood-konstruktionerne er lige så stærke som traditionelle trækonstruktioner, siger forskerne.

- Selve modulerne bliver fræset af en stor robotarm, fuldstændig automatiseret, af CLT – eller cross-laminated timber – og de bliver samlet uden brug af lim, kun med skruer og bolte i forborede huller, forklarer Anja Kunic.

- Det smarte er, at fordi det er så fleksibelt, kan man nemt gøre konstruktionen kraftigere de steder i bygninger, hvor der er behov for stor styrke, og lettere de steder, der ikke er så udsatte. På den måde kan man bruge færre materialer. Det er et problem med traditionelt byggeri i CLT, at man faktisk ret ofte overdimensionerer.

Projektet er stadigvæk på forskningsstadiet, så vi skal næppe regne med, at der allerede fra næste år ligger ReconWood-byggeklodser  i byggemarkederne. Men forskerne er lige nu ved at undersøge, hvad der skal til for at kommercialisere teknologien, og de er slet ikke i tvivl om, at principperne bag projektet bliver en del af fremtidens byggeri.

Kontakter

Anja Kunic
PhD, SDU CREATE
+45 93507729
kunic@iti.sdu.dk

Roberto Naboni
Lektor, SDU CREATE
+45 65507521
ron@iti.sdu.dk

Sebastian Wittrock
Journalist, Det Tekniske Fakultet, SDU
+45 20135212
sewitt@tek.sdu.dk

Billeder

Etagedæk af ReconWood-klodser
Etagedæk af ReconWood-klodser
SDU CREATE
Download
Klodserne er forsynede med QR-koder, så man kan følge hver enkelt klods i digitale modeller og databaser.
Klodserne er forsynede med QR-koder, så man kan følge hver enkelt klods i digitale modeller og databaser.
SDU CREATE
Download
Download
Download
Download
Download

Links

Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

På mission for en mere effektiv klimatilpasning i byerne30.9.2024 12:29:53 CEST | Pressemeddelelse

Klimatilpasning er en af de store og komplekse problemstillinger, som samfundet står over for de næste år. Det kræver et godt samarbejde på tværs af sektorer og forvaltninger, samt inddragelse af de mange forskellige interessenter, der er i de enkelte områder. Et nyt dansk-tyskt samarbejdsprojekt under ledelse af SDU Climate Cluster skal undersøge, hvordan den nuværende praksis kan udvikles og derved bidrage til hurtigere og mere effektiv klimahandling i kommunerne så regionerne bliver klimatilpasset. Projektet har modtaget støtte fra Interreg Deutschland-Danmark og Den Europæiske Union.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye