Københavns Kommune forlænger forsøg med fleksible arbejdsuger
I Københavns Kommune eksperimenterer hundredvis af medarbejdere lige nu med nye måder at tilrettelægge deres arbejdstid og opgaver på. Nu bliver forsøgsperioden forlænget frem til og med april 2025.
Botilbud, behandlingstilbud, medarbejdere i centraladministrationen og mange flere. På 17 udvalgte arbejdspladser i Københavns Kommune er medarbejdere i gang med at afprøve nye modeller for, hvordan de kan tilrettelægge arbejdstid og opgaver.
Forsøget med fleksible arbejdsuger blev vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation og skudt i gang på de fleste arbejdspladser i første halvår af 2024. Forsøgsperioden var oprindeligt januar til december 2024, men nu har Økonomiudvalget besluttet at forlænge forsøget frem til og med april 2025.
”Jeg er optaget af, at vi i Københavns Kommune finder den rigtige balance mellem arbejdsliv og familieliv. Derfor er vi i gang med at afprøve forskellige måder at tilrettelægge arbejdstiden på, så vores medarbejdere får præcis den fleksible arbejdsuge, der passer til dem. Nu forlænger vi forsøget, så vi får endnu bedre tid til at afprøve nye måder at arbejde på,” siger fungerende overborgmester Lars Weiss.
”Flere og flere rammes af mistrivsel og stress. Der er brug for at ændre vores arbejdsliv, så der er plads til, at familielivet kan fungere. Forsøget med fleksible arbejdsuger er en god start, som forhåbentlig kan udbredes til alle de medarbejdere, der ønsker det,” siger Line Barfod, teknik- og miljøborgmester.
”I Børne- og Ungdomsforvaltningen har vi allerede indført fire dages arbejdsuge i flere daginstitutioner. Tilbagemeldingerne er gode, og derfor glæder det mig, hvis ordningen udbredes. Det er nemlig vigtigt, at Københavns Kommune er et attraktivt sted at arbejde. Som borgmester for Danmarks største kommunale forvaltning, ved jeg, at fleksible arbejdsdage- og uger er et vigtigt rekrutteringsparameter, når vi skal tiltrække den bedst mulige arbejdskraft. Samtidig har det store gevinster hos børnene og deres forældre, hvis de voksne er de samme voksne hele dagen. Det giver ro og tryghed - både hos byens mindste og deres forældre”, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager.
”Vi er nødt til at tilbyde større fleksibilitet og indflydelse på egen arbejdstid, hvis vi vil fastholde og tiltrække medarbejdere til sundheds- og ældreområdet. Vi kommer til at mangle rigtig mange uddannede medarbejdere de kommende år. En stor del af medarbejderne i ældreplejen arbejder i 3-holds skift. I de forsøg, der nu er sat i gang, lægger vi op til, at arbejdet også kan tilrettelægges på andre måder – for at imødekomme medarbejdernes ønsker til deres arbejdsliv. Det er ikke en nem øvelse. Den slags forandringer tager tid, og derfor forlænger vi forsøgsperioden, så vi får så brugbare erfaringer som muligt,” siger sundheds- omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.
”Der er kamp om arbejdskraften, og hvis vi, som landets største arbejdsplads, fortsat skal levere den bedste service, så skal vi kunne tiltrække og tilknytte de bedste medarbejdere. Det kan vi bl.a. gøre ved at sikre, at vores medarbejdere har mulighed for at balancere arbejdsliv og fritidsliv. Det er vores forsøg med fleksible arbejdsuger med til, og derfor er det godt, at vi nu forlænger forsøget, så vi får endnu bedre indsigt i fordele og ulemper,” siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard.
”Københavns Kommune skal være en moderne arbejdsplads. Til det hører, at medarbejderne kan balancere deres tid, så der også kan være tid til familie og børn, mens man arbejder for København og københavnerne. For når der er balance mellem arbejde og familieliv, så bliver man også en bedre udgave af sig selv. Når det er sagt, er forsøget stadig meget nyt, og jeg synes, det er positivt, at vi med forlængelsen af forsøgsperioden nu får endnu bedre mulighed for at eksperimentere med fleksible arbejdsuger”, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken.
”I Socialforvaltningen har det været en kæmpe succes med en 4-dages arbejdsuge. På botilbuddet Radisevej på Amager er der ikke én eneste medarbejder, der har sagt op, siden den fleksible arbejdsuge blev indført i foråret. Og da de sidst skulle ansætte en medarbejder tilbage i februar, hvor der stod i jobopslaget, at der var mulighed for en fleksibel arbejdsuge, gav det dobbelt så mange ansøgere end normalt. Tydeligere beviser på, at det her kan være en del løsningen på at fastholde de medarbejdere, vi har i dag, men også i forhold til en succesfuld rekruttering af nye medarbejdere, kan man vel næsten ikke finde”, siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen.
Under forsøget indsamler Københavns Kommune erfaringer fra arbejdspladserne for at afdække, hvordan ændringerne påvirker medarbejderne, service til borgerne, fællesskaberne på arbejdspladsen og løsningen af opgaver.
De 17 arbejdspladser er fordelt på kommunens syv forvaltninger, og det har været helt frivilligt, om de ønskede at deltage i forsøget.
På nogle arbejdspladser har man tilrettelagt arbejdstiden, så medarbejderne arbejder længere nogle dage og til gengæld får en ekstra ugentlig fridag eller en ekstra fridag hver anden uge. Andre steder har medarbejderne en ekstra fast fridag om måneden.
De første erfaringer peger på, at forsøget har sat gang i lokale drøftelser om, hvordan opgaverne løses bedst muligt, og hvad der er vigtigt for et godt arbejdsfællesskab. Medarbejdere oplever, at de har mere frihed, og at det er en af de primære årsager til, at de deltager i forsøget.
Flere ledere nævner, at de igennem deltagelsen i forsøget ser potentialer for at skabe bedre service for borgerne. De peger på bedre mulighed for at være til stede, når borgerne har brug for det og at have mere sammenhængende tid med borgerne.
Når forsøget er afsluttet, vil resultaterne blive præsenteret for Borgerrepræsentationen i løbet af 2. kvartal 2025.
Pressekontakt:
For yderligere oplysninger og kontakt til fungerende overborgmester Lars Weiss, kontakt pressekonsulent Sofie Rønde Mathiesen på 2137 4845 eller mail: s43w@kk.dk
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod via pressetelefonen på 2327 8090 (modtager ikke SMS).
Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager via pressetelefonen 2945 4073.
Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling via pressetelefonen 2382 8082.
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard via pressetelefonen 3366 2345.
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken via pressechef Steffen Kjær, vb5n@kk.dk / 2382 1294.
Socialborgmester Karina Vestergård Madsen via Socialforvaltningens pressetelefon: 2325 6653.
FAKTA
- Forsøget med fleksible arbejdsuger blev vedtaget af Borgerrepræsentationen i 2023 på baggrund af et medlemsforslag fra Alternativet.
Rammer for Københavns Kommunes forsøg med fleksible arbejdsuger
- Forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge skal understøtte og være forenelig med løsningen af kerneopgaven samt arbejdsfællesskaberne.
- Forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge må ikke føre til serviceforringelser.
- Den enkelte medarbejders deltagelse i forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge beror på frivillighed.
- På arbejdspladser, som deltager i forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge, tilstræbes der så høj en beskæftigelsesgrad som muligt for de enkelte deltagende medarbejdere.
- Tilrettelæggelsen af arbejdstiden i forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge skal tilgodese flere arbejdsfrie dage for medarbejderne.
- Forsøgene må ikke ændre på lederens ret til at disponere over medarbejderens fulde arbejdstid.
Nøgleord
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Royal Arena sættes til salg1.10.2024 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Royal Arena blev etableret i 2017 med filantropiske og kommunale midler. Nu ønsker Københavns Kommune og Realdania at sælge deres aktier i arenaselskabet, som ejer Royal Arena.
PRESSEINVITATION: Københavns Drengekor fejrer 100-års jubilæum på Københavns Rådhus16.9.2024 10:40:20 CEST | Presseinvitation
Torsdag den 19. september fylder Københavns Drengekor 100 år. Det fejres på Københavns Rådhus med koncert og reception. Som protektor for koret deltager Hans Majestæt Kongen. Pressen er velkommen til arrangementet.
Lars Weiss bliver overborgmester i København13.9.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Partier på Københavns Rådhus har udpeget Lars Weiss som ny overborgmester. Han tiltræder formelt efter Borgerrepræsentationens møde d. 19. september og frem til udgangen af 2025.
Aftale om Københavns Kommunes budget for 20259.9.2024 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Socialdemokratiet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti indgår aftale om Københavns Kommunes budget for 2025.
København lander budgetaftale: Invitation til doorstep8.9.2024 19:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er indgået aftale om hovedstadens budget for 2025. Aftalen præsenteres mandag kl. 09.30 på Københavns Rådhus.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum