Frilandsmuseet - Det gamle Danmark

Smag på historien på Høstmarked på Frilandsmuseet

Del

Der vil blive mostet, plukket, smagt, urtet og nørdet, når Frilandsmuseet holder Høstmarked i et helt nyt samarbejde med Grønt Marked den 28. - 29. september. I gamle dage var høstgildet årets klimaks og det er med den festenergi, vi har arrangeret en høstweekend for hele familien. Smag dig glad i sæsonens bedste råvarer. Slip børnene fri i halmballerne. Køb og lær om de gode gamle frøsorter og få tips til din egen bæredygtige have. 

Smag dig frem til dit nye æbletræ med Villy fra Blomstergården i Viborg, der sælger gamle æblesorter til Høstmarked
Smag dig frem til dit nye æbletræ med Villy fra Blomstergården i Viborg, der sælger gamle æblesorter til Høstmarked

Vores smukke gamle frugttræer er blevet plukket, grønsagerne trukket op ad køkkenhaverne, bærrene høstet, kogt og mostet, når årets Høstmarked indtager museet den sidste weekend i september. Markedspladsen foran Sønder Sejrslev bliver pyntet op til fest med blomster i krans. Der vil blive spillet folkemusik og børnene kan hoppe i halmballer, mens de voksne smager på den hjemmebryggede øl og velduftende cider. På gårdspladsen på Fjellerup Herregård vil erfarne havenørder og bæredygtige bønder fra hele landet sælge sæsonens grønsager og fortælle om alt fra vigtigheden af sæsonorienteret spisevaner til, hvordan du giftfrit sikrer din have mod plantesygdomme og skadedyr. Du kan også få en rundvisning i en af køkkenhaverne og høste bæredygtige tips og tricks til, hvordan du selv får mest muligt ud af din køkkenhave. Og du kan få hænderne helt ned i bolledejen til brødworkshops arrangeret af Grønt Marked og blive godt oplyst, når kendte bæredygtige stemmer og eksperter giver talks. 

“I 1700 og 1800-tallet var høstgildet årets klimaks og en kæmpe festdag. Karlene og pigerne gik i marken iklædt fint hvidt hør-tøj og når det sidste læs var kørt i lade, skulle der være gilde. Det er den stemning, Høstmarkedet på Frilandsmuseet vil emme af. Det var den tid, hvor man kunne høste frugten af årets benhårde markarbejde og nyde de forhåbentligt fyldte lader og spisekamre. Nu gjaldt det om at holde hus med det hele så der var nok til næste høst. Det var også en tid, hvor man saltede, tørrede og røg fisk og kød og opbevarede løg, frugt og kål så det kunne holde sig,” siger Anja Jørgensen, der er museumsinspektør på Frilandsmuseet. 

Det bliver en weekend fyldt med landidyl og sprøde råvarer, men også en weekend, hvor vi zoomer ind på, hvordan vi i dag kan bruge traditionelle måder at drive have på i en tid, hvor selvforsyning og bæredygtighed er på alles læber. 

Historiske haver og bæredygtige frugttræer 

Frilandsmuseet er kendt for sine smukke gamle gårde, men vores haver og køkkenhaver er også en del af museets samling. I haverne vokser der f.eks. over 500 forskellige frugttræer og vi har over 165 sjældne æblesorter - flere af dem er over 100 år gamle. Til Høstmarkedet får vi bl.a. besøg af Frøsamlerne, der vil sælge og fortælle om de gamle frø og sorter og de bæredygtige guldkorn, de kan være for fremtidens haver. Blomstergården i Viborg kommer også forbi og sælger de forskellige gamle frugttræer, du kan plante ud i din egen have - du kan sågar smage dig frem, så du får lige den sort, der passer dine smagsløg.

“Haverne på Frilandsmuseet, dyrkes bæredygtigt, og det håber vi, at gæster har lyst til at søge inspiration i, når det kommer til egen køkkenhave og altankasse. Vores haver er, ligesom vores gårde, et stykke svunden historie, du til Høstmarkedet i bogstavelig forstand kan få lov at sætte tænderne i,” siger Signe Dinsen, der er Cand Hort. Arch. og landskabsarkitekt på Frilandsmuseet.

En gulerod er mere end en gul rod

Livet på landet dengang var præget af store udfordringer. Man var underlagt naturen og fandt derfor på kreative måder at få mest muligt ud af den på den lange bane. Man samlede i det hele taget alt, hvad den vilde natur kunne byde på, og til Høstmarkedet kan du også komme på sanketur med urteeksperten ‘Hyldemor’ og lære, hvad du f.eks. kan bruge vejkantens ukrudt til.

“Vi befinder os naturligvis i en anden tid i dag, men med klimaudfordringerne og samfundets overforbrug i baghovedet, tror jeg godt, vi kan lære noget af den respekt for naturen og den nøjsomhed og sameksistens, der prægede livet på landet dengang,” siger Anja Jørgensen. 

Det gælder både måden, man brugte naturen på, men også vores forestilling om, hvordan naturen skal se ud. Til Høstmarkedet vil der også være grønsager i forskellige afskygninger, farver og former - som de så ud, inden industrialiseringen og moderne regulativer ensretterede grøntsagernes udseende. En gulerod er ikke bare en gul aflang rod - den kan både være rund og lilla.

Halmballehop og folkemusik

Mens de voksne nørder haver, kommer børnene ikke til at stå at kede sig. Høstmarkedet er nemlig en weekend for hele familien. På markedspladsen vil børnene kunne flette bastarmbånd, lave halmdukker, moste æbler og springe rundt og hoppe i halmen. 

Folkemusikanter stikker også hovedet forbi og inviterer op til dans. Lige som der vil være familieomvisninger, hvor børn og voksne kan høre om livet på landet og blive endnu mere nysgerrige på gårsdagens syn på naturen. 

Der vil også være et væld af smagsprøver og foodtrucks med mad fra dygtige producenter til at stille den lille og den store sult. Og er du mæt af mad og indtryk, kan du også bare tusse omkring i haverne, suge ro og inspiration til dig og læne dig ind i årstidsskiftet. 

Hvornår: 28. og 29. september kl. 10-17

Hvor: Gårdspladsen ved Fjellerup herregård og markedspladsen foran Sønder Sejrslev

Tak til Lemvigh-Müller Fonden for generøs støtte til Høstmarked på Frilandsmuseet.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Links

Om Frilandsmuseet

Frilandsmuseet er et af verdens største og ældste frilandsmuseer med mere end 100 bygninger fra hele landet

Følg pressemeddelelser fra Frilandsmuseet - Det gamle Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Frilandsmuseet - Det gamle Danmark

Jul på Frilandsmuseet: juleidyl, drillenisser og kåljuletræer28.10.2024 13:00:56 CET | Pressemeddelelse

Intet emmer af nostalgi og hygge som julen. Og vi skruer også helt op for den klassiske juleidyl, når vi holder jul på Frilandsmuseet. Alle weekender i december vil I kunne opleve jul som i gamle dage fyldt med julemad, julepynt, julenisser og juleteater. Som noget helt nyt har vi også åbent i juledagene. Så har I brug for ekstra julestemning eller en gåtur mellem julefrokosterne, ligger vi inde lange strækninger og alt hvad jeres julehjerter kan begære.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye