Kom til foredrag om fortidens Egedal – bronzealderens rige magtcentrum
11.9.2024 08:30:00 CEST | ROMU | Pressemeddelelse
Arkæologien buldrer derudad i Egedal Kommune, hvor både udgravninger og detektorfund blotlægger en spændende fortid. På et foredrag i Smørum gør arkæolog Emil Winther Struve status over et år, hvor han og hans kollegaer er kommet et spadestik nærmere de mennesker, der boede i Egedalområdet i bronzealderen.

Hvem var her før os? Hvorfor slog de sig ned netop her? Og hvad fik de tiden til at gå med? Det er nogle af de spørgsmål, som arkæologer leder efter svar på i jorden under vores fødder. Og der er rigeligt at gruble over i Egedal, hvor nye, spændende fund jævnligt kaster lys over fortiden. Det ved Emil Winther Struve, arkæolog og museumsinspektør i museumsorganisationen ROMU, hvor han har ansvar for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune. Ved et foredrag i Smørum Kulturhus den 26. september åbner han døren til sit arbejdsliv og deler noget af den viden, han og hans kollegaer det seneste år har gravet frem om fortidens Egedal.
Nord for Egedal Rådhus har ROMU’s arkæologer udgravet store områder og gjort fund fra mange forskellige perioder. Det var blandt andet her, at de i 2022 fandt et moseoffer. En nyhed, som gik verden rundt og skrev sig ind i en fortælling om stenalderens menneskeofringer. Til foredraget, som er et årligt tilbagevendende overblik over året i arkæologien, fortæller Emil Winther Struve om noget, der endnu ikke har fået så meget fokus: En boplads fra midten af bronzealderen.
”Vi har udgravet et meget stort hus med spor efter forskellige aktiviteter omkring huset. Blandt andet efter bronzestøbning og håndværksarbejde, hvor man har produceret redskaber og smykker. Det bliver udgangspunkt for at fortælle om livet i bronzealderen ud fra nogle meget rige fund, der er gjort i området. Det mest kendte er nok Veksøhjelmene, men der er også fundet andre store ofringer af bronzealder-genstande, som viser, at der her har været en meget lang periode med et meget rigt samfund,” fortæller Emil Winther Struve.
Flere nuancer på historien
Bronzealderen er betegnelsen for perioden 1700-500 f.Kr, hvor en effektivisering af landbruget for alvor medførte velstand i Danmark. En velstand, der blandt andet kom til udtryk i pragtgenstande i bronze. Bronze findes ikke naturligt i Danmark, men blev importeret sydfra via netværk og handelsforbindelser til magtfulde kulturer i det sydlige og centrale Europa. At de kostbare genstande dukker op efter tusindvis af år i jorden her i Egedal, underbygger fortællingen om, at området i oldtiden var et sted for de rige og magtfulde. Samtidig er udgravningen af bopladsen og spor efter bronzearbejdet med til at nuancere historien om, hvem der boede og levede her.
”Vi ved, at de har ofret ting, men også at de her på stedet selv har fremstillet de ting, de har ofret. Så med udgravningerne begynder vi at få bedre fat på bronzealderen og komme lidt tættere på de mennesker, der levede her. For de har altså siddet her og arbejdet med at producere de her metalgenstande og offerfund.”
Foredraget finder sted i Smørum Kulturhus torsdag den 26. september kl. 19. Billetter koster 25 kroner + gebyr og bookes via Place2book.
Tid: Torsdag den 26. september 2024, kl. 19.00
Sted: Smørum Kulturhus - Salen, Flodvej 68, Smørum, 2765
Pris: 25 kroner + gebyr. Billet købes via Place2book
Kontakter
Emil Winther StruveArkæolog, museumsinspektørROMU
Tlf:29 32 75 16emilst@romu.dkRolf Kjær HansenArkiv- og museumslederEgedal Kommune
Tlf:72 59 77 70Tlf:22 71 47 77Rolf.Kjaer-Hansen@egekom.dkStine BlegvadRedaktørROMU
Kommunikation, presse, sociale medier
Billeder

Links
Om ROMU
ROMU har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Roskilde, Frederikssund, Lejre og Egedal kommuner. ROMU har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. ROMU udspringer af Roskilde Museum, der blev etableret i 1929. I dag driver museumsorganisationen 10 museer og besøgssteder.
ROMU har ansvaret for daglig ledelse og drift af Fondsorganisationen bag kulturarven ved Roskilde Domkirke og står overordnet for realiseringen af Verdensarvscentret.
Følg pressemeddelelser fra ROMU
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROMU
ROMU og Fors udvikler sammen et skoleforløb om kilderne i Roskilde29.6.2026 08:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Roskildes historiske kilder får nu nyt liv i undervisningen. Museumsorganisationen ROMU og forsyningsselskabet Fors har sammen udviklet et undervisningsforløb, der inviterer elever i 3.-6. klasse ud i byen for at opleve, undersøge og reflektere over kildernes og vandets betydning før, nu og i fremtiden.
Få meget mere sommer for pengene med ROMUs brandvarme sommertilbud26.6.2026 08:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Tilbring sommeren med vikinger, købmænd og rockstjerner – det er ikke så dyrt, som det lyder. Med en stor sommerkampagne lover ROMU nemlig en stribe stærke oplevelser til halv pris hele sommeren. Så tag familien under armen og planlæg en indholdsrig, men budgetvenlig ferie.
Aqua kommer på kulturarvs-museum25.6.2026 08:15:00 CEST | Pressemeddelelse
14 millioner solgte albums taler deres tydelige sprog. Aquas debutalbum ’Aquarium’ fra 1997 er ikke til at komme udenom i dansk musikhistorie. Derfor dykker Rockmuseet nu ned landets største musikalske eksport-eventyr fra 90’erne lige fra Tølløse til Tokyo.
Tag med på en tidsrejse til middelalderen midt i Roskildes historiske centrum24.6.2026 08:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Roskilde Middelalderdage vender tilbage den 3. og 4. august med masser af sjove aktiviteter, en sanselig oplevelse af middelalderens lyde og dufte og endnu mere formidling af en periode, hvor Roskilde var en af landets vigtigste danske byer.
Fem stærke hold skal konkurrere om at skabe udstillingerne til Roskilde Domkirke Verdensarvscenter17.6.2026 08:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Interessen for at skabe medrivende publikumsoplevelser i det kommende Roskilde Domkirke Verdensarvscenter har været overvældende. Ud af et stærkt, internationalt felt er der nu valgt fem gode hold, der skal konkurrere om opgaven med at vække verdensarven til live frem mod åbningen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum