Nyt budgetforlig styrker velfærden
En samlet kommunalbestyrelse har indgået aftale om næste års budget for Billund Kommune. Med budgetforliget bliver der taget hånd om de stigende udgifter til det specialiserede socialområde og specialundervisning, så borgerne også fremover møder rettidig velfærd – lige fra de yngste til de ældste. Samtidig bliver der gennemført en række tiltag, der bl.a. styrker turisme, erhvervslivets vokseværk og udvikling af kommunens stærke byer og landområder.
Som hjemsted for Børnenes Hovedstad er det naturligt, at børn og unge har fyldt meget i årets budgetforhandlinger. Kommunalbestyrelsen har derfor aftalt at tage ansvar for de stærkt stigende udgifter til specialundervisning, som udfordrer budgettet til almenområdet.
Kommunalbestyrelsen har bl.a. aftalt, at:
- Øge midlerne til Centerklasserne på Lynghedeskolen med 1,4 mio. kr. årligt og dermed støtte de elever, der har de mest vidtgående vanskeligheder.
- Tilføre yderligere 1,6 mio. kr. i fleksible undervisningsformer fra 2025 og frem, hvor eleverne fastholdes i den almene undervisning, men tilbydes særlig støtte for at gennemføre skoleforløbet.
- Afsætte 2,2 mio. kr. til renovering af naturfagsfløjen på Vorbasse Skole for dermed at sikre optimale betingelser for børnenes læring.
- Afsætte 600.000 kr. til solafskærmning på BillundSkolen.
”Jeg er rigtig stolt over, at vi er nået i mål med et ansvarligt budget, som hele kommunalbestyrelsen står bag, og jeg vil gerne sige tak til mine politiske kollegaer for et godt samarbejde. Som hjemsted for Børnenes Hovedstad skal vi tage hånd om alle børn og unge. Derfor er jeg glad for, at vi med næste års budget både støtter op om den almene undervisning og tilfører ressourcer til dem, der har vidtgående vanskeligheder. Samtidig glæder jeg mig til, at Ungerådets trivselsundersøgelse er færdig, så det står klart, hvad vi som kommune kan gøre for at give vores børn og unge en bedre start på livet, hvor de trives,” siger borgmester Stephanie Storbank (V).
Rettidig velfærd
Med budgetforliget tilfører kommunalbestyrelsen 14,9 mio. kr. til at imødegå udgiftspresset på det specialiserede socialområde - fordelt med 2,2 mio. kr. til det specialiserede ungeområde og 12,7 mio. kr. til handicap- og psykiatriområdet for voksne.
Samtidig bliver der etableret en hotline for psykisk sårbare, som har til formål at skabe ro og tryghed for borgere, som oplever situationer, der kan være svære at tackle. Derudover bliver der afsat en generel pulje på 0,6 mio. kr. til at løfte kvaliteten i ældreplejen, ligesom der sker en reorganisering af voksenstøtteområdet.
Kommunalbestyrelsen har desuden aftalt at afsætte 0,8 mio. kr. til en hjemlig og demensvenlig indretning af Værestedet, som er kommunens specialplejehjem for borgere med demens. Samtidig bliver der tilført 1 mio. kr. årligt til at styrke personalesiden på Værestedet.
”Alle borgere skal have et godt og værdigt liv - også i livets sidste faser. Vi ønsker derfor understøtte det gode ældreliv, ligesom vi vil holde et sikkerhedsnet under kommunens svageste borgere. Vi ved, at et stigende antal ældre rammes af demens, og det stiller øgede krav til vores kommunale ældrepleje. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med budgetforliget både giver et løft til ældreplejen, ligesom vi understøtter, at borgere med demens møder mere hjemlige og trygge rammer på Værestedet,” udtaler 1. viceborgmester Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup (A).
Vokseværk i erhvervslivet
Billund Kommune er karakteriseret ved et driftigt erhvervsliv - lokalt forankret med globalt udsyn, og kommunalbestyrelsen vil gerne understøtte virksomhedernes udvikling.
”Der er vokseværk i erhvervslivet - på tværs af kommunen og inden for en bred vifte af industrier. Sådan er det i dag, og sådan skal det også være i fremtiden. Vi ønsker et fortsat tydeligt, politisk fokus på at levere en god og smidig erhvervsservice, der er kendetegnet ved gensidig dialog med erhvervslivet. Kommunen skal gå en ekstra mil for at imødekomme virksomhedernes ønsker og behov. Derfor har vi for eksempel afsat penge til den videre behandling af lufthavnens udvidelsesplaner, som er vores port til omverdenen,” siger Lars Hansen, gruppeformand (C).
Lars Hansen fremhæver kommunalbestyrelsens erhvervsvision for 2025-2028, der sætter en række politiske pejlemærker for de kommende års erhvervsfremmeindsats.
Erhvervslivet i Billund Kommune er kendetegnet ved en række fyrtårne inden for især turismeområdet. Virksomhederne har en vital betydning for kommunen. Derfor har kommunalbestyrelsen afsat yderligere midler til Destination Trekantområdet og et nyt kultursamarbejde mellem seks af kommunerne i Trekantområdet. Forventningen er, at der fortsat kan skabes store kulturoplevelser i området til glæde for kommunens borgere.
Samtidig er der afsat penge til at hjælpe det kreative fællesskab fra Nordre Skole ”Kunstnernes Hus” godt i gang, ligesom finansiering af Grindsted Festuge fortsætter, så borgerne fortsat møder kulturelle indslag og aktiviteter.
”Som borger oplever jeg byer med et dejligt og engageret sammenhold, hvor frivillige kræfter skaber noget godt for hinanden - uanset alder. Takket være de frivilliges store indsats kombineret med de kommunale tilbud, har vi et bugnende kultur- og fritidstilbud med noget for enhver smag. Og det er jeg glad for, at vi med budgetforliget støtter op om,” udtaler Bjarne Jensen (O).
Kommunalbestyrelsen har også besluttet, at der skal udarbejdes et forslag til en model, der styrker muligheden for, at kommunale praktikpladser eller småjobs kan blive kombineret med lønnede timer i de kommunale institutioner.
”Det kan have stor værdi for borgere på kanten af arbejdsmarkedet, at deres praktikforløb bliver kombineret med udbetaling af løn for det arbejde, de udfører. Det gavner både deres mulighed for at vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked og på sigt et godt arbejdsliv. Det vil vi gerne understøtte gennem kommunale praktikpladser eller småjobs, så kommunen også tager sin del af det sociale ansvar og understøtter muligheden for på sigt fortsat at kunne tiltrække arbejdskraft,” forklarer Rie Køppen, løsgænger.
Stærke byer
Udbygget og velfungerende infrastruktur er afgørende for de mindre lokalsamfund. Kommunalbestyrelsen afsætter derfor i alt 4 mio. kr. over de kommende to år til en ny adgangsvej til det nye boligområde i Filskov, ligesom de afsætter puljer til løbende vedligehold og udvikling af veje, cykelstier, forbedring af trafiksikkerheden, sideudvidelser, asfaltering af grusveje samt fortovslinjer.
”Vores lokalsamfund er kendetegnet ved stærke fællesskaber, og vi byder gerne nye borgere velkommen. I kommunalbestyrelsen er vi optaget af at sikre stærke byer i hele kommunen, og manglende ledige byggegrunde kan potentielt bremse kommunens vækst. Vores helt klare mål er derfor, at der altid er salgbare grunde til de borgere, der flytter til kommunen,” siger Jørn Poulsen, løsgænger.
Ifølge kommunalbestyrelsen er det vigtigt, at Billunds hovedgade fremstår som en præsentabel del af bymidten, og at de smukke og stemningsgivende historiske bygninger bliver bevaret i Grindsted bymidte til glæde for byens borgere og de mange turister, der besøger byerne. Derfor er der med budgetforliget afsat penge til en byfornyelsespulje i Grindsted og en analyse af fremtidens bymidte i Billund.
Billund Kommune er for alle borgere i alle byer, og udarbejdelsen af byprofiler sker i et samarbejde med borgerne. I de kommende år skal der i fællesskab med lokalrådene og borgerne arbejdes med at implementere og integrere byprofilerne i lokalsamfundene.
“Det glæder mig, det er lykkedes at bevare landdistrikternes saneringspulje. Løftet af skoleområdet, herunder anlægsprojekterne i Vorbasse og Billund, skulle også gerne bidrage til stærke byer i hele kommunen,” udtaler Mogens Jørgensen (Æ).
Samarbejdet med landdistrikterne er vigtigt for kommunalbestyrelsen, som fremhæver, at der er en løsning på vej, som sikrer en mere tydelig indgang til kommunen.
”Vores håb er, at der sker en mere smidig sagsbehandling, bedre og mere klar information til landdistrikterne og lokalrådet samt en sikring af, at landdistrikterne fortsat bliver hørt, når de stærke byer og lokalsamfundene skal udvikles i de kommende år,” forklarer Arne Spangfort Christensen, løsgænger.
Derudover peger kommunalbestyrelsen på, at mobiliteten mellem byerne er vigtig. Derfor ser de frem til at følge resultatet af den igangsatte analyse af den kollektive trafik i Billund Kommune, som skal pege på forskellige modeller til at styrke mobiliteten mellem byerne.
Live-streaming af kommunalbestyrelsens møder har gennem en periode været sat på pause, hvor nye muligheder har været vurderet. Kommunalbestyrelsen har besluttet at genoptage live-streamingen, så alle borgere dermed får mulighed for at følge med i den demokratiske debat.
Læs budgetforliget på www.billund.dk/budget
Kontakter
Mia JosiassenKommunikationschef
Tlf:20 25 20 86mjos@billund.dkFølg pressemeddelelser fra Billund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Billund Kommune
Integrationspuljen er åben for ansøgninger28.1.2025 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Er du klar til at sætte gang i aktiviteter på tværs af kulturer, som styrker integrationen i vores lokalsamfund? Så kan du frem til den 7. marts 2025 kl. 12.00 søge penge fra Billund Kommunes Integrationspulje. Der er afsat i alt 100.000 kr. til innovative og spændende projekter, der kan styrke integrationen.
Erindringsbio – en særlig filmoplevelse for borgere med demens27.1.2025 06:45:00 CET | Pressemeddelelse
Borgere med demens og pårørende inviteres til en særlig biografoplevelse i Grindsted Kino den 19. februar og 19. marts. Formålet er at vække minder og få en snak om det levede liv. Husk at tilmelde jer, da der er et begrænset antal pladser pr. visning.
Stor interesse for vedvarende energi i Billund Kommune20.1.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Efter kommunalbestyrelsen før jul besluttede de principper, der skal sætte retning for vedvarende energianlæg i Billund Kommune, har kommunen modtaget i alt 16 ansøgninger om at etablere solceller, biogasanlæg, vindmøller mv. inden for kommunegrænsen.
Byd på unikke oplevelser og støt Danmarks Indsamling 202518.1.2025 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Billund Kommune står igen i år sammen med en række samarbejdspartnere om at hjælpe verdens børn via Danmarks Indsamling 2025. Der er derfor udbudt en række unikke oplevelser, som interesserede kan byde på via Lauritz.com. Så hvis du vil være med til at gøre en forskel for årets indsamling, kan du nemt og hurtigt byde på de spændende oplevelser.
To lokale projekter får støtte fra borgernes klimapulje16.1.2025 11:49:29 CET | Pressemeddelelse
Borgernes klimapulje gik i 2024 til to lokale projekter, der bidrager til et mere klimavenligt lokalsamfund. Støtten går dels til ”Grøn strøm i Naturrum Sdr. Omme” og til en klimaworkshop, der afholdes lørdag den 22. februar kl. 10.00-12.00 på Billund Bibliotek. Alle interesserede er velkomne, men husk at tilmelde dig via denne Facebookbegivenhed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum