Ny viden om livskvalitet hos kvinder med uhelbredelig brystkræft
Et langt liv med brystkræft koster på livskvaliteten
Der kommer jævnligt nye lægemidler mod kræft. De forlænger livet og har ofte færre bivirkninger end de gamle. Men betyder det også, at kræftpatienterne får et bedre liv?
Det spørgsmål har en gruppe forskere undersøgt i en spørgeskemaundersøgelse blandt kvinder, der var i behandling for brystkræft med spredning (metastaser) på Rigshospitalet i København.
Og svarene viser, at jo flere behandlinger kvinderne har været igennem, jo dårligere er deres livskvalitet. Det gælder uanset typen af behandling og altså også, selv om kvinderne har fået nye behandlinger med færre bivirkninger.
- Forklaringen er formentlig, at man bærer bivirkningerne ved behandlingerne med sig. Så nogle af dem, man får ved første behandling, følger med og bliver så suppleret af bivirkningerne ved behandling nummer to og så videre, siger Helle Pappot.
Hun er professor ved kræftafdelingen på Rigshospitalet og en af forskerne bag den nye undersøgelse.
Resultaterne præsenteres ved konferencen for senfølger, ECRS, som i disse dage samler forskere fra både ind- og udland i København.
Behov for bedre tilbud
Selvom den nye undersøgelse er et øjebliksbillede af, hvordan det så ud blandt de 111 kvinder, der svarede på spørgeskemaet, understreger Helle Pappot, at budskabet er vigtigt – især set i lyset af den aktuelle debat om, at kræftpatienter skal have mere differentierede tilbud, tilpasset den enkelte.
- Resultaterne fortæller os, at et langt liv med kræft har omkostninger. Jo mere behandling man får, desto dårligere kan livskvaliteten blive. Det peger på, at disse patienter har brug for ekstra støtte og rehabilitering. I dag får de, der har modtaget meget behandling, ikke ekstra hjælp, men det burde de måske gøre, og der bør generelt være mere fokus på denne hårdt belastede gruppe, siger Helle Pappot.
Spørger specifikt til brystkræft
Kvinderne i undersøgelsen har fået forskellige slags behandlinger, dvs. både traditionel kemoterapi og antihormonbehandling samt moderne behandling målrettet specifikke biologiske markører og kombinationer heraf. Men resultaterne tyder ikke umiddelbart på, at typen af behandling har betydning for den langsigtede livskvalitet.
For at få så nuanceret billede som muligt har forskerne derfor brugt to internationalt anerkendte spørgeskemaer: et ikke-sygdomsspecifikt skema, der belyser den generelle livskvalitet, og et skema som specifikt spørger ind til problemstillinger ved brystkræft. Det sygdomsspecifikke spørgeskema har givet vigtig viden, forklarer Helle Pappot:
- Vi kan tydeligt se, at kvindernes problemstillinger til livskvalitet er relateret til deres brystkræft. Det handler bl.a. om kropsbillede, seksualitet eller tilfredshed med brystet. Det gælder også, når de angiver specifikke symptomer som f.eks. frustration over hårtab, symptomer fra arme eller andet, som tydeligt hænger sammen med brystkræften. I et overordnet spørgeskema vil man måske få det indtryk, at kvinderne har en relativt god livskvalitet, men dykker man ned i det og spørger til specifikke problematikker, bliver billedet langt mere komplekst, siger Helle Pappot.
- Gennemsnitsalderen på kvinderne i undersøgelsen er 64 år, og de har gennemsnitligt levet med sygdommen 11,4 år. Mange har altså været erhvervsaktive, da de blev syge, og jeg synes, resultaterne skal ses i det lys. Det er jo konsekvenser, der indtræder på et tidspunkt, hvor man forventes at have et helt andet funktionsniveau, siger hun.
Mere om undersøgelsen
Spørgeskemaet om generel livskvalitet sammenligner livskvaliteten blandt de kræftsyge kvinders med tidligere undersøgelser af livskvalitet blandt ikke-kræftsyge kvinder i samme alder.
Kvinderne blev bl.a. spurgt ind til deres fysisk funktion, kognitive evner og sociale evner, og på alle parametre havde de kræftsyge kvinder en betydeligt dårligere funktion end ikke-kræftsyge kvinder.
De symptomer, som kvinderne rapporterede om, var bl.a. træthed, kvalme, opkast, søvnløshed, forstoppelse eller diarre, og disse var alle meget mere fremtrædende end for normalbefolkningen. Den eneste parameter hvor der ikke var betydelig forskel var i forhold til økonomiske vanskeligheder – her viste undersøgelsen at kvinder med brystkræft ikke havde en flere økonomiske vanskeligheder end normalbefolkningen.
International konference om senfølger efter kræft
- 9. og 10. september mødes forskere fra hele verden i København til en konference om senfølger efter kræft
- Det er syvende gang, konferencen bliver afholdt
- Arrangørerne er Kræftens Bekæmpelses Nationale Forskningscenter for Senfølger hos Kræftoverlevere, CASTLE og Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning
International konference om senfølger efter kræft i København
Undersøgelsen er sponsoreret af lægemiddelvirksomheden Pfizer.
Kontakter
Helle Pappot
Professor, overlæge, dr.med.
Afdeling for kræftbehandling
Rigshospitalet
e-mail: Helle.pappot@regionh.dk
Mette Vinter WeberPresse- og kommunikationsrådgiver i Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning
Tlf:28952828mvw@cancer.dkOm Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse er Danmarks største sygdomsbekæmpende forening. Vi arbejder med forskning i kræft, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende. Vores mål er, at færre får kræft, at flere overlever kræft - og at flere får et bedre liv med og efter kræft.
Besøg os på Cancer.dk.
Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Forsker i blodkræft knyttes til Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning3.10.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Styrker forskning i blodkræft for bedre behandlinger med færre senfølger
Byretten træffer afgørelse i GDPR-sag om Kræftens Bekæmpelse1.10.2024 13:27:04 CEST | Pressemeddelelse
Foreningen idømt bøde på 75.000 kroner.
Nyt eliteforskningscenter skal gøre os klogere på cellers hukommelse1.10.2024 09:17:00 CEST | Pressemeddelelse
Internationale topforskere vil gøre en forskel for kræft og aldring
Nye tal: Flere end 396.000 i Danmark lever med og efter kræft30.9.2024 15:02:42 CEST | Pressemeddelelse
Rekordhøjt antal mennesker lever med eller efter kræft – hjælp til senfølger bør forbedres.
Ny undersøgelse: Brandfolk har øget risiko for disse kræfttyper30.9.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Risikoen er øget for blære-, modermærke-, prostata- og testikelkræft.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum