Historisk stor fondsdonation til Psykiatrien i Region Nordjylland skal sikre hurtig og målrettet indsats for børn og unge med psykiske problemer
Med 180 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond modtager Psykiatrien i Region Nordjylland den største danske fondsbevilling målrettet børn og unge ramt af psykisk mistrivsel eller psykisk sygdom. Projektet skal finde nye veje til hurtigere diagnostik og bedre behandling til målgruppen, og ambitionen er at udvikle et koncept, der efterfølgende kan udbredes til de øvrige danske regioner.
Psykisk mistrivsel og psykisk sygdom er et alvorligt samfundsproblem i Danmark. I de seneste 10 år er andelen af børn og unge, der er i kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien steget med mere end 50 procent, og 15 procent af alle børn og unge får en psykiatrisk diagnose, før de fylder 18 år.
Det presser kommuner og sundhedsvæsenet, og familier oplever ofte, at hjælpen til deres børn og unge kommer for sent, eller at de ikke får den rette hjælp – hvilket i sidste ende har store menneskelige konsekvenser såvel som samfundsøkonomiske følger.
Derfor har Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond sammen med Psykiatrien i Region Nordjylland indgået partnerskab om et af de mest ambitiøse projekter indenfor det børne- og ungdomspsykiatriske område. Projektet hedder ”Bedst for Os”, og med 180 mio. kr. afsat over en femårig periode, er der tale om den største danske fondsbevilling målrettet børn og unge ramt af psykisk mistrivsel eller psykisk sygdom.
Håber at knække koden for at tilbyde hurtig hjælp
Som partner bidrager Region Nordjylland også med væsentlige ressourcer til projektet, og regionsrådsformand Mads Duedahl (V) er stolt af, at Region Nordjylland er bedt om at udvikle og gennemføre et så ambitiøst fagligt udviklingsprojekt, som kan inspirere de øvrige regioner og kommuner i Danmark og på den måde være med til at løfte trivslen for børn og unge i hele landet.
- Den stigende mistrivsel og psykisk sygdom blandt børn og unge har ført til et øget pres på regionale og kommunale tilbud, hvor vi har svært ved at følge med og tilbyde hurtig tilstrækkelig hjælp. Jeg har en forhåbning om, at projektet kan være med til at knække koden for, hvordan vi kan tilbyde hurtigere udredning og mere og bedre behandling til børn og unge, så hele familien kan blive løftet ud af den krise, det er, når et barn er ramt af psykisk sygdom.
Tæt tværfagligt samarbejde
”Bedst for Os” bygger bl.a. på erfaringer fra et lignende projekt i Storbritannien, og mens det overordnede sigte er at udvikle nye metoder til en mere effektiv og sammenhængende indsats, bliver der allerede fra dag ét sat gang i tiltag, der skal sikre hurtigere udredning og bedre behandling til børn, unge og deres familier.
Ifølge Jan Mainz, der er professor og psykiatridirektør i Region Nordjylland og står i spidsen for ”Bedst for Os”, er en tættere dialog og samarbejde mellem de forskellige fagområder helt centralt for projektet.
- Et vigtigt element bliver aktiv inddragelse af alle relevante aktører og samskabelse med henblik på at udvikle tilbud, der kommer til at gøre en reel forskel. Det omfatter både børn, unge, forældre og fagprofessionelle fra kommunerne, den regionale psykiatri og almen praksis, siger Jan Mainz og understreger, at projektet arbejder i tråd med målsætningerne i den nationale 10-års plan for psykiatrien.
Familien i fokus
I ”Bedst for Os” vil der være fokus på hele familien, og et af de centrale nye tiltag er etablering af Familiens Team, som ud over barnet/den unge og forældrene tæller fagprofessionelle fra skole, kommune og børne- og ungdomspsykiatrien. Familiens Team får til opgave løbende at tilrettelægge og koordinere den enkeltes forløb.
- Når et barn eller en ung er i mistrivsel, er det jo hele familien, der bliver ramt. Derfor er det vigtigt, at familien er i fokus, så man i fællesskab kan skabe et inkluderende og sammenhængende patientforløb, forklarer Jan Mainz.
Desuden kommer brugen af digitale løsninger til at spille en central rolle i ”Bedst for Os” – igen med familien i fokus.
Der skal udvikles en digital platform, hvor alle oplysninger om barnets eller den unges forløb i børne- og ungdomspsykiatrien vil blive samlet. Det giver familierne hurtig og let adgang til de informationer, de har brug for, samtidig med, at det styrker vidensdelingen mellem de forskellige involverede aktører i patientforløbet.
Derudover skal der i samarbejde med andre regioner laves en app rettet mod forældrene, der skal kunne være en hjælp i den tid, hvor barnet står på venteliste.
Fonde vil gøre en forskel for børn og unge i psykisk mistrivsel
Novo Nordisk Fonden har bevilget op til 150 mio. kr., og Det Obelske Familiefond bidrager med 30 mio. kr. til ”Bedst for Os”. Hos begge fonde er der store forventninger til partnerskabet og projektets potentiale.
- ”Bedst for Os” er et unikt initiativ, og vi har høje forventninger til, at alle de involverede aktører kommer til at skabe en mærkbar forbedring for børn og unge med psykisk mistrivsel og deres familier. Samtidigt med, at projektet skal skabe ny viden og udvikle nye løsninger, er det vigtigt for os, at projektet skaber forandring i form af hurtigere udredning og bedre behandlingstilbud," siger Flemming Konradsen, Senior Vice President med ansvar for det humanitære og sociale område i Novo Nordisk Fonden.
Bestyrelsesformand i Det Obelske Familiefond, Gustav Mellentin, lægger ligeledes vægt på nødvendigheden og vigtigheden af projektet, og at det er et regionalt projekt i Nordjylland med nationale ambitioner.
- Vi er meget glade for at indgå i partnerskabet bag "Bedst for Os", fordi projektet for alvor får sat dem, det handler om, i centrum – nemlig børn, unge og deres familier. Det er en ambitiøs indsats for at finde nye veje til bedre behandling for børn og unge, der bygger oven på forskning og positive erfaringer fra udlandet. Som et centralt element forpligter det aktører på tværs af sektorer, hvilket er helt altafgørende, da vi ikke længere er i tvivl om, at udfordringerne hos børn og unge i psykisk mistrivsel er så komplekse, at de skal løses i tæt samarbejde.
Fakta:
”Bedst for Os”…
- er et 5-årigt projekt, der støttes med op til 150 mio. kr. af Novo Nordisk Fonden og 30 mio. kr. af Det Obelske Familiefond
- skal komme med konkrete løsninger til, hvordan målsætningerne på det børne- og ungdomspsykiatriske område i den nationale 10-årsplan for psykiatrien kan nås
- bevillingen giver desuden Region Nordjylland mulighed for at optimere de fysiske rammer i børne- og ungdomspsykiatrien, så der kan skabes en større følelse af tryghed og nærhed for børn og unge i behandling
- tager udgangspunkt i det regionale område i Nordjylland, hvor fagprofessionelle aktører i kommuner, skoler, praktiserende læger samt civilsamfundet vil arbejde tæt sammen for at forbedre hjælpen til børn og unge i psykisk mistrivsel og behandling
- har de fire nordjyske kommuner i Aalborg, Hjørring, Mariagerfjord og Thisted som primære kommunale partnere i projektet, men regionens øvrige kommuner bliver også inddraget, ligesom Aalborg Universitet er en central samarbejdspartner på forskningsdelen
- har i hele udviklingsperioden haft Psykiatrifonden til at bidrage med indsigt og faglig sparring
- vil have et tæt samarbejde med andre relevante aktører på nationalt plan, med henblik på at sikre udbredelse uden for Region Nordjylland
- har Lundbeckfonden til at bidrage med en bevilling på yderligere 11,6 mio. kr. til underprojektet ”Challenge Young”, der skal undersøge om virtual reality-teknologien kan anvendes til behandling målrettet unge med psykiske lidelser, hvor der i dag ikke findes gode behandlinger
Hjemmeside
Læs mere om projektet på www.bedstforos.dk
Kontakt
For yderligere oplysninger, kontakt:
Henrik Brøns
Pressechef, Region Nordjylland
Tlf.: 20 93 92 73
Mail: h.broens@rn.dk.
Nils Eskestad
Senior Communications Manager, Novo Nordisk Fonden
Tlf.: 3023 2904
Mail: nes@novo.dk.
Camilla van Deurs,
Kommunikationschef, Det Obelske Familiefond
Tlf.: 2077 0023
Mail: cvd@obel.com.
Om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden blev etableret i 1924 som en dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål. Fondens vision er at fremme menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed. Fonden arbejder for at styrke forskning og innovation inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme samt infektionssygdomme. Derudover søger den at bidrage til udvikling af viden og løsninger, der understøtter den grønne omstilling af samfundet.
Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Danmarks nye AI-supercomputer Gefion rangerer som nummer 21 på verdens TOP500-liste19.11.2024 05:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danish Centre for AI Innovation (DCAI) er stolte af at kunne annoncere, at deres AI-supercomputer Gefion officielt er rangeret som nummer 21 blandt verdens mest kraftfulde supercomputere ifølge den seneste TOP500-rangering.
Danmarks første AI-supercomputer er klar til brug23.10.2024 14:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny supercomputer bygget med NVIDIA DGX SuperPOD vil sætte skub i forskningen og give den akademiske verden og industrien nye muligheder.
CEO for Danmarks nye AI supercomputer-initiativ udpeget14.8.2024 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Novo Nordisk Fonden og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) er glade for at kunne meddele, at Nadia Carlsten er blevet udnævnt som CEO for Danish Centre for AI Innovation A/S (DCAI), der skal eje og drive Danmarks første AI-supercomputer, Gefion.
Klimarobuste fødevarer: Novo Nordisk Fonden og Wellcome Trust giver 585 mio. kr. til Eske Willerslevs nye DNA-projekt12.6.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt banebrydende forskningsprojekt udnytter ældgammelt-DNA til at forstå, hvordan vi kan dyrke jorden og udvikle afgrøder, der er modstandsdygtige over for klimaforandringer. Novo Nordisk Fonden bevilger op til 585 mio. kr. fordelt over syv år, som finansieres sammen med Wellcome Trust, til projektet ’AEGIS’.
Novo Nordisk Fonden bevilger 120 mio. kr. til at fremme nye teknologier til bæredygtig og stabil energiforsyning10.6.2024 08:00:10 CEST | Pressemeddelelse
Nye projekter på Aarhus Universitet og DTU har potentiale til at fremme forskningen i kerneenergi markant. Bevillingerne er en del af Novo Nordisk Fondens Challenge Programme, som fonden netop har bevilget 359 mio. kr. til.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum