Over hver anden børnefamilie drømmer om mere tid i naturen
At komme ud i naturen er den aktivitet, som flest forældre ønsker at gøre mere af sammen med deres børn, viser ny undersøgelse. Mangel på tid og inspiration står dog i vejen for mange. I weekenden er der masser af inspiration at hente, når Naturens Uge kulminerer med gratis naturarrangementer i hele landet.

En tur i biografen, på legepladsen eller på stranden – mulighederne er mange, når danske børnefamilier skal hygge sig i fritiden. Men når forældrene bliver spurgt om, hvad de drømmer om at gøre mere af, når de har familietid, er der særligt ét ønske, der går igen. Og det er ønsket om at komme mere ud i naturen.
Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Danmarks Naturfredningsforening blandt 1.014 repræsentativt udvalgte forældre til børn i alderen 5 til 12 år.
I undersøgelsen svarer 57 procent af forældrene, at de drømmer om at være mere ude i naturen, hvilket er det mest populære svar. Herefter følger aktiviteterne at spille brætspil eller kortspil (51 pct.), at være på stranden (45 pct.) og at lave mad eller bage (42 pct.). Til sammenligning drømmer blot 18 procent om at tilbringe mere tid på biblioteket eller på museum.
– Det glæder os, at naturen scorer så højt, og at så mange forældre ønsker at tilbringe mere tid derude. Det vidner om, at mange ser naturen som et ideelt sted for kvalitetstid med familien. Samtidig kan det dog også være et udtryk for, at der er nogle barrierer, der hindrer familierne i at komme lige så meget ud, som de gerne vil, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Mangler tid og inspiration
Epinion har også undersøgt, hvad der hindrer familierne i at komme mere ud i naturen. Ifølge undersøgelsen er tidsmangel den mest fremtrædende barriere. Næsten hver anden forælder (49 pct.) svarer, at de mangler tiden til at komme mere ud.
Derudover svarer 26 procent, at deres barn foretrækker at lave noget andet, mens 23 procent oplever, at mangel på inspiration til, hvad man kan lave i naturen, holder dem tilbage.
I Danmarks Naturfredningsforening håber man, at Naturens Uge, der løber af stablen i denne uge, kan være med til at nedbryde nogle af disse barrierer for børnefamilier landet over.
– Det er vigtigt, at vores børn kommer mere ud i naturen. Derfor afholder vi år efter år Naturens Uge, hvor vi inviterer børn og børnefamilier på naturoplevelser i hele landet. Vi kan ikke give familierne flere timer i døgnet, men til gengæld kan vi give dem inspiration til sjove aktiviteter i naturen og samtidig inspirere dem til at udforske dyre- og plantelivet i haven, på legepladsen og hvor de ellers færdes i den travle hverdag, siger Maria Reumert Gjerding.
160 arrangementer i weekenden
Naturens Uge blev skudt i gang i mandags, og i løbet af hverdagene har flere end 91.000 børn fra skoler og dagtilbud haft natur på skemaet.
Naturugen kulminerer her i weekenden med 160 gratis naturarrangementer, som lokale foreninger, virksomheder, biblioteker, privatpersoner, m.fl. står bag.
Her kan man blandt andet komme på flagermustur, bygge et insekthotel eller komme helt tæt på nogle af de smådyr og insekter, man kan finde i den nære natur.
Find en oversigt over arrangementerne på naturensuge.dk
_______________
FAKTA: Om Epinion-undersøgelse for Danmarks Naturfredningsforening
Se undersøgelsen her.
Undersøgelsen er gennemført som webbaserede interview blandt 1.014 børn i alderen 5 til 12 år og deres forældre, blandt et repræsentativt udsnit af målgruppen. Interviewene er gennemført i perioden 5. juni – 12. juni 2024.
Efter endt dataindsamling har Epinion kvalitetssikret data ved at rense det for 1) personer, der kan have gennemført undersøgelsen flere gang (dubletter), 2) personer, der er urealistisk hurtige til at gennemføre undersøgelsen (speeders), og 3) personer, der kun svarer i én kategori gennem store dele af spørgeskemaet (flatliners). For det andet har Epinion foretaget en vægtning af data, så mindre forskelle mellem stikprøve og population, der måtte skyldes tilfældighed, vejes på plads i forhold til de nyeste fordelinger for sammensætningen af danske børn på køn, alder og region.
_______________
FAKTA: Naturens Uge
- Naturens Uge er Danmarks Naturfredningsforenings årlige mærkedage for oplevelser i naturen.
- Formålet er at åbne naturen for børn og børnefamilier og inspirere dem til at bruge naturen endnu mere året rundt.
- I år afholdes Naturens Uge d. 2.-8. september (uge 36) med flere end 250 offentlige arrangementer i hele landet - heraf 160 alene i weekenden.
- I løbet af hverdagene deltager skoler og dagtilbud.
- Temaet for årets udgave er ’Vildt tæt på’ – et tema, der lægger op til, at skolerne, dagtilbuddene og de øvrige deltagere ser nærmere på de vilde planter og dyr, der omgiver dem.
- Tidligere gik begivenheden under navnet Naturens Dag. I 2021 blev Naturens Dag udvidet til Naturens Uge.
- Danmarks Naturfredningsforening oprettede Naturens Dag tilbage i 2004.
- Naturens Uge er støttet af 15. Juni Fonden og Torben & Alice Frimodts Fond.
- På naturensuge.dk kan man læse mere om Naturens Uge. Her kan man også selv oprette et arrangement.
Nøgleord
Kontakter
Mikkel FaartoftPresseansvarlig, Danmarks Naturfredningsforening
Tlf:53 57 38 31mikkel@dn.dkBilleder
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening
Danmarks Naturfredningsforening jubler over trawlfrie områder – men kritiserer suspendering af klimaafgift2.7.2025 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fiskeri med bundslæbende redskaber er en af de store trusler mod havnaturen og havets biodiversitet. Derfor er der begejstring hos Danmarks største naturorganisation over, at et flertal i Folketinget nu vil gøre en stor del af de indre danske farvande fri for bundslæbende redskaber. Organisationen skoser dog beslutningen om at suspendere fiskeriets klimaafgift og udskyde ambitionen om at indføre et fuldt dokumenteret fiskeri til 2033.
DN, WWF og Sportsfiskere i hård kritik af fiskeriminister: Åbner igen for muslingeskrab i beskyttet natur27.6.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks Naturfredningsforening, WWF Verdensnaturfonden og Danmarks Sportsfiskerforbund retter skarp kritik mod regeringen og fiskeriminister Jacob Jensen for at forringe naturbeskyttelsen i Limfjorden. Ministeren åbner for muslingeskrab i beskyttet natur, selvom muslingeskrab er dokumenteret skadeligt for havbunden. Store dele af Limfjorden er hårdt ramt af blandt andet forurening fra landbrug, bundtrawl og muslingeskrab.
Nyt naturprojekt skal hjælpe ørreden i Damvad Å25.6.2025 14:05:03 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks Naturfredningsforening Egedal og Egedal Kommune har slået sig sammen om et fælles projekt. Sammen med skoleelever vil de løfte biodiversiteten i Damvad Å – bl.a. med fokus på ørreden. Parterne har fået 60.000 kr. i støtte til formålet af VELUX FONDEN.
Sjaskvåd Sankthans: Giv det ubrugte sankthansbål til dyrene23.6.2025 16:45:21 CEST | Pressemeddelelse
Bliver årets sankthansbål aldrig tændt på grund af regn og blæst? Grenene fra bålet kan være guld værd for pindsvin, insekter og fuglene i haven, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening.
DN roser grønne partier for delaftale om kvælstofregulering19.6.2025 16:24:03 CEST | Pressemeddelelse
Ny delaftale med et øget miljøkrav til landbruget bringer treparten et skridt tættere på mål. Men store beslutninger udestår stadig.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum