Green Power Denmark

Efter 2030 bør staten udbyde havarealer på en helt ny måde

Del

Havvindmølleparker, som bliver opført efter 2030, vil eksportere det meste af den energi, de producerer. Derfor er der brug for en markedsdrevet og langt mere smidig måde at udbyde havarealerne på, mener Green Power Denmark. Organisationen præsenterer tre modeller, hvoraf den ene er stærkt inspireret af den måde, staten i årevis har udbudt havarealer til indvinding af olie og gas.

Når vi runder 2030, er Danmark efter planen 100 procent selvforsynende med elektricitet fra vedvarende energi. Al den strøm, vi bruger i industrien, husholdningerne og til at drive vores biler, forventes at komme fra vindmøller og solceller. Energien fra havvindmølleparker, som bliver opført efter 2030, vil altså primært gå til eksport – i form af strøm via elkabler, som brint via et brintrør eller som forædlede, grønne brændstoffer.

Derfor er det brug for at ændre den måde, staten udbyder havvindmølleparker på, mener Green Power Denmark.

-Efter 2030 står vi i en ny situation, som kræver en helt ny tilgang. Tiden er ved at løbe fra de traditionelle statslige udbud.  I fremtiden skal aktørerne have større frihed til at designe havvindmølleparkerne og beslutte, hvornår møllerne skal på havet, og om de vil afsætte energien som strøm eller brint. Det vil skabe mest mulig værdi for forbrugerne og samfundet, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

Green Power Denmark præsenterer tre forskellige hovedmodeller, som kan supplere hinanden. Modellerne er blevet til efter et grundigt forarbejde med virksomhederne i branchen. I den første model udbyder staten løbende havarealer med fast kadence, uden at den har foretaget en bekostelig forundersøgelse. Det ligner den måde, man har udbudt licenser til at lede efter olie og gas.

Den model har været en indbringende forretning for samfundet, og det kan den også blive ved produktion af vedvarende energi på havet.

Vinderen af udbuddet skal stå for forundersøgelsen og kan frit vælge projektdesign. Det er altså op til vinderen at vurdere, om det giver bedst mening at sælge energien som strøm, brint eller grønne brændstoffer produceret gennem Power-to-X. Det er ligeledes op til vinderen at beslutte, om det giver bedst mening at producere brint på havet eller på land.

-Den store forskel fra i dag er, at politikerne ikke længere skal detailstyre udbygningen af havvindmøller.  Det er markedet, som skal drive projekterne og sætte tempoet. Når virksomhederne kan få en forretning ud af at bygge en havvindmøllepark, kan de gøre det, hvis de har vundet udbuddet af et areal og fundet det egnet til produktion, siger Kristian Jensen.

-Hvis vi forstår at udnytte ressourcerne på havet, kan vi sikre store gevinster for det danske samfund, som kan bidrage til vores velfærdssamfund. Hvis vi ikke tænker nyt, risikerer vi at miste de mulige gevinster. Vi skal se os selv som et fremtidigt eksportland af vedvarende energi, hvor vi hjælper Europa på vej med den grønne omstilling, understreger han.

Green Power Denmarks anden model skaber mulighed for at sende strøm direkte fra havvindmølleparken til et naboland. Det kan for eksempel være til Tyskland, som har et enormt behov for grøn strøm.

-Den danske stat vil få indtægter fra leje af havbunden, og havvindmølleparken vil skabe arbejdspladser – både når den bliver bygget og er i drift. Samtidig vil den bidrage til den europæiske energisikkerhed. Vores havarealer får en meget større værdi, hvis vi udnytter dem til at producere energi til eksport, siger Kristian Jensen.

Endelig foreslår Green Power Denmark, at fremtidens udbygning af havvindmøller også udmønter sig i hybridprojekter, hvor strømmen fra vindmølleparken deles mellem to eller flere lande. De to kendte danske energiø-projekter kan blive eksempler på det, hvis de ender med at blive gennemført.

Nøgleord

Kontakter

Links

Green Power Denmark

Green Power Denmark er Danmarks grønne erhvervsorganisation og vil fungere som talerør for den danske energisektor. Sammen med vores mere end 1500 medlemmer arbejder vi for, at Danmark hurtigst muligt elektrificeres med grøn strøm. Green Power Denmark repræsenterer både energiindustrien, store og små ejere og opstillere af energiteknologi samt de selskaber, der driver det danske elnet og handler med energi.
Green Power Denmark blev grundlagt 23. marts 2022 ved en fusion af Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft.

Følg pressemeddelelser fra Green Power Denmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Green Power Denmark

Forslag til finanslov styrker grøn industri- og erhvervspolitik30.8.2024 11:22:03 CEST | Pressemeddelelse

Regeringen har lanceret sit udspil til en finanslov. Her afsætter den ca. 30 millioner årligt frem til 2028 til eksportordningen og 500 millioner kroner til at forlænge den grønne investeringsordning, som i 2025 vil være på i alt 657 millioner kroner. Med den ordning kan virksomheder, som producerer vind- eller Power-to-X-teknologi, søge om statsstøtte, hvis de vil investere i nye produktionsfaciliteter i Danmark. - Regeringen skal have stor ros for at skabe klarhed om den grønne investeringsordning. Den sender et stærkt industri- og erhvervspolitisk signal med udspillet til finansloven, og det er vigtigt i en tid, hvor den internationale konkurrence om de grønne investeringer er hård. Det handler om vækst og arbejdspladser i Danmark, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark, og fortsætter: - Regeringens udspil til finansloven indeholder gode initiativer, og jeg håber, at den grønne buket bliver større i forhandlingslokalet. Vi har brug for en elektrisk finanslov, der

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye