Lokal Erhvervsvenlighed 2024: Ikast-Brande er suverænt Danmarks mest erhvervsvenlige kommune
4.9.2024 19:30:00 CEST | DI - Dansk Industri | Pressemeddelelse
13 ud af de 15 gange Dansk Industri har gennemført Danmarks største undersøgelse af danske kommuners erhvervsvenlighed har Ikast-Brande vundet. Men aldrig så suverænt som i år.
Kommunerne i Midt og Vestjylland rykker i år fra resten af Danmark i erhvervsvenlighed. Hele fem kommuner i top 10 er fra den landsdel med Ikast-Brande som en lysende nummer èt igen i år. Dansk Industris årlige måling af danske kommuners erhvervsvenlighed, Lokal Erhvervsvenlighed, tildeler landsdelen den mest overbevisende sejr hidtil.
- Med Ikast-Brande som frontløber, må jeg sige, at kommunerne i midtvest kan noget, som resten af Danmark kan lære af. Der er simpelthen tale om en helt anden tilgang til erhvervslivet end i landets andre kommuner. Tillykke til Ikast-Brande og tillykke til kommunerne i resten af landsdelen, siger medlemsdirektør i DI Emil Fannikke Kiær.
Af Midt- og Vestjyllands otte kommuner ligger fem i top 10. Og for Ikast-Brande er tallene imponerende. Næsten alle virksomheder i Ikast-Brande anbefaler andre virksomheder at etablere sig i kommunen. Og af de 10 kategorier, som Lokal Erhvervsvenlighed måler, vinder Ikast-Brande de fire – det er ’Information og dialog’, ’Skatter, gebyrer og erhvervsareal’, ’Infrastruktur’ og ’Overordnet tilfredshed’.
Herning er nummer to, Ringkøbing-Skjern nummer fem, Lemvig nummer otte og Struer nummer 10. Struer er endda sprunget 29 pladser frem i forhold til 2023.
- Med midtvest, men også Syd- og Østjylland i spidsen, er det jyske kommuner, der generelt er mest erhvervsvenlige. Et godt og fremgangsrigt erhvervsliv, der skaber liv, vækst og job i kommunerne, er guld værd lokalt. Det håber jeg, at især Sjælland og Bornholm vil lære af, siger Emil Fannikke Kiær.
Undersøgelsens resultat er baseret på knap 7.500 virksomhedsbesvarelser af et spørgeskema med 22 spørgsmål samt 37 statistiske indikatorer.
Mangel på arbejdskraft er højeste prioritet
I endnu højere grad end sidste år er det hjælp til mere arbejdskraft, som er virksomhedernes hedeste ønske til deres kommuner. Det er bemærkelsesværdigt. Der har i 2024 været en afmatning af økonomien, men det har åbenbart ikke udmøntet sig i mindre appetit på mere arbejdskraft. Især i yderkommunerne.
- Virksomhedernes prioriteter understreger, at øget arbejdsudbud også i kommunerne bør være et satsningsområde. Heldigvis ser vi i disse år, at kommunerne i stigende grad bliver opmærksom på, at også de spiller en rolle i tiltrækning og fastholdelse af arbejdskraft – især fra udlandet, siger Emil Fannikke Kiær.
’Infrastruktur og transport’ er nummer to i virksomhedernes ønske til kommunerne og derefter er der langt ned til de andre af virksomhedernes prioriteter, ’Uddannelse’, ’Brug af private leverandører’ osv.
FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2024
- DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2024, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 15. år i træk DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
- 7479 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
- Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.
- Resultaterne er opdelt i 10 kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
- 91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø, Dragør, Vallensbæk og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.
Kontakter
For yderligere information:
Kontakt chefkonsulent Lars Bøgeskov, mail: larb@di.dk, tlf: 2236 3138.
Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri
DI ruster organisationen og driften yderligere til digitaliseret fremtid28.5.2026 12:19:51 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks største erhvervsorganisation gennemfører ny organisationsudvikling for i endnu højere grad at kunne imødegå en stigende kompleksitet i behov hos såvel samfund som medlemsvirksomheder.
DI: Vand under pres kræver en ny kurs for Danmark27.5.2026 14:42:43 CEST | Pressemeddelelse
DI vil gøre Danmark til globalt foregangsland for cirkulær vandforvaltning, klimatilpasning og vandteknologi – og sikre rent drikkevand, robust forsyning og adgang til vand for fremtidens industri.
DI om vismandsrapport: Virksomheder oplever en anden hverdag26.5.2026 12:02:55 CEST | Pressemeddelelse
Dansk Industri har ros til den nye rapports relevante analyser om bl.a. differentieret moms, udenlandsk arbejdskraft og den aktuelle økonomiske politik, men vismændenes analyse af store virksomheder rammer ved siden af virkeligheden
DI-prognose: Stiger en tønde olie 10 dollar, kan det koste tusindvis af job16.5.2026 07:04:42 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt oliechok fra krigen i Mellemøsten kan forplante sig til lavere aktivitet og færre job i Danmark. Dansk Industris prognose viser, at hvis olieprisen i en periode ligger blot 10 dollar højere end forventet, kan det bremse væksten med milliarder og koste 11.000 job.
DI: Klimafremskrivningen vurderer, at 2030-klimamålet står til at blive indfriet12.5.2026 16:54:23 CEST | Pressemeddelelse
Danmark er på vej til at indfri 70-procentsreduktionsmålet i 2030. Men alt afhænger af implementeringen, så de politiske aftaler bliver omsat til konkret handling. Det forudsætter stabile rammevilkår og en fast kurs i klimaindsatsen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum