ØSG A/S er årets læreplads 2024
Fragtvirksomheden i Fredericia får Transportens Lærepladspris 2024 for sin indsats for unge som ældre lærlinge. Gennem årene har virksomheden også sendt lærlinge på praktikophold i udlandet og hjulpet medarbejdere, der vil videreuddanne sig.
Uddannelse og efteruddannelse er en naturlig del af DNA’et og værdierne i ØSG A/S. Derfor var juryen heller ikke i tvivl, da Transportens Lærepladspris 2024, der er stiftet af ATL – Transportens Arbejdsgivere, forleden blev overrakt i forbindelse med ATL’s årsdag på Hindsgavl Slot.
Formand for ØSG A/S, Ulrik Riis Petersen, modtog prisen på vegne af fragtvirksomheden fra Fredericia.
- Vi er meget ydmyge over at få Transportens Lærepladspris for vores arbejde med lærlinge og uddannelse. Vi ligger midt i et område, der er stærkt repræsenteret af transportvirksomheder, så der har været et stort fokus på uddannelse og rekruttering de sidste mange år. Gennemsnitsalderen for vores medarbejdere var begyndt at eskalere, så det var en nødvendighed at lave tiltag, som kunne skille vores virksomhed ud.
- Prisen er en stor anerkendelse, som giver lyst til at fortsætte indsatsen i samarbejde med vores lokale uddannelsesinstitutioner, som har en stor andel i prisen, siger Ulrik Riis Petersen.
Ser værdi i alle mennesker
Undervejs i sin tale til årets vinder kom juryformand Julie Madsen, der til dagligt er formand for Erhvervsskolernes Erhvervsorganisation (EEO), ind på ØSG’s evne til at se værdi i alle mennesker.
- ØSG A/S er en meget rummelig virksomhed og har taget lærlinge og personer i praktik, selvom de har særlige udfordringer. Virksomheden tager et ekstra ansvar til glæde for den enkelte og for samfundet og har lærlinge som en fast del af sine prioriteringer, hvad enten det gælder unge eller erfarne, eller lærlinge, der skal meritafklares, sagde Julie Madsen, der også fremhævede, hvordan ØSG har sendt lærlinge på praktik i udlandet og er gode til at støtte medarbejdere, der vil videreuddanne sig, siger hun.
Om Transportens Lærepladspris
Transportens Lærepladspris blev indstiftet af ATL – Transportens Arbejdsgivere i 2023 og tildeles et ATL-medlem, der udmærker sig som læreplads inden for chauffør-, værksted-, kran- og/eller lager- og terminalområdet.
Kontakter
Yderligere oplysninger kan fås hos chefkonsulent Frederik Georg Stage på tlf. 6128 5086.
Følg pressemeddelelser fra ATL – Transportens Arbejdsgivere
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.