B-vitamin er effektiv kur for mange tarmpatienter med kronisk træthed
Nyt studie afslører sammenhæng mellem tarmbakterier og effekten af vitamin B1-behandling mod kronisk træthed hos patienter med tarmbetændelse. Halvdelen af patienterne oplevede markant mindre træthed efter behandling, det kan skyldes en særlig ”good bug” i tarmen.

Træthed er en almindelig og ofte invaliderende følgesvend for mange tusinde mennesker med betændelsestilstande i tarmen.
Nu giver et nyt dansk studie indsigt i, hvorfor B1-vitamin – også kaldet thiamin - hjælper nogle patienter med at få energien tilbage, mens andre ikke oplever samme effekt.
Studiet viser blandt andet, at patienternes respons på vitamin B1 afhænger af tarmbakterier, og forskerne har især haft fokus på en bestemt ”good bug”, der tilsyneladende spiller en afgørende rolle.
”Vi ved, at cirka halvdelen af de trætte patienter har gavn af behandling med B1-vitamin, men vi har ikke kunnet finde noget, der adskilte dem, som havde effekt fra dem, som ikke havde effekt. Nu ved vi, at det især er bakterien Faecalibacterium prausnitzii (FP), der er nøglen,” siger professor og overlæge Christian Lodberg Hvas på Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, der er hovedforfatter på studiet.
Overraskende fund
FP er i mange studier identificeret som en bakterie med gavnlige egenskaber eller i hvert fald hyppigt forekommende hos personer med en sund tarm.
At det tilsyneladende er tilstedeværelsen af en enkelt nøglebakterie, der afgør, hvorvidt patienter med kronisk træthed oplever god effekt at thiamin-behandling, kom bag på forskerne.
”Vi troede, at vi ledte efter et ”træthedsmikrobiom”, altså en sammensætning af tarmbakterier, som især ses hos patienter med kronisk træthed. Men det fandt vi ikke. I stedet fandt vi ud af, at mikrobiomet hos de trætte i høj grad ligner mikrobiomet hos de ikke-trætte,” forklarer Christian Lodberg Hvas.
Stadig mysterium
I studiet medvirkede 40 patienter med tarmbetændelse og kronisk træthed. Hver patient fik både vitamin B1 og en placebo i to perioder af fire uger med pause imellem. På den måde kunne forskerne se, om vitaminbehandlingen havde en effekt på træthed.
Samtidig undersøgte forskerne patienternes tarmbakterier for at finde ud af, om der var sammenhæng mellem bestemte bakterier og effekten af behandlingen.
Selv om forskerne fandt en klar forbindelse mellem FP og patienternes respons på behandlingen, er det stadig et mysterium, hvorfor det forholder sig sådan.
”Bakterien er i høj grad til stede i personer med godt helbred, og den kun tilstede i lavt antal hos personer med kroniske sygdomme. Vi ved ikke, om den blot er en markør for sundhed, eller om den er en del af årsagen til, at de sunde mennesker netop er sunde, ” forklarer Christian Lodberg Hvas.
”Men jo flere studier, der peger på en gavnlig effekt af FP, jo mere tyder det på, at bakterien er involveret som årsag til sundhed og ikke bare som tilskuer,” tilføjer han.
Kur for mange med uforklaret træthed
For nogle patienter kan trætheden forklares med mangel på jern, D-vitamin eller for lavt stofskifte. Det er alt sammen tilstande, som er lette behandle.
Men tilbage står en stor gruppe patienter med inflammatorisk tarmsygdom med uforklaret træthed.
”Dem vil vi rigtig gerne hjælpe, og selv om vi ikke har en forklaring, så har vi nu en kur – til dem, der har mange FP i tarmen, siger Christian Lodberg Hvas.
”Derfor anbefaler vi nu højdosis B1-vitamin-behandling til alle vores patienter, hvor vi ikke finder nogen oplagt forklaring på kronisk træthed. Vi ved godt, at det kun virker hos halvdelen, men det er stadig en god chance, og en måneds behandling er billig,” tilføjer han.
Den klare anbefaling kommer også, fordi behandlingen har vist sig at være helt fri for bivirkninger.
”Dog må man acceptere, at thiamin lugter og smager specielt – så ens hænder, urin og sved kommer til at lugte af vitaminpiller med den meget høje dosis, som man indtager,” siger Christian Lodberg Hvas.
Bag om forskningsresultatet:
Studietype: Udforskende analyser af biologisk materiale fra et randomiseret klinisk forsøg
Samarbejdspartnere: DTU Fødevareinstituttet
Ekstern finansiering: Novo Nordisk Fonden
Link til videnskabelig artikel: https://doi.org/10.1016/j.gastha.2024.08.012
Kontakter
Professor Christian Lodberg Hvas
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Lever-, Mave- og Tarmsygdomme
Telefon: 28351839
Mail: chvas@clin.au.dk
Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse. Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab. Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Ny podcastsæson om blod, stoffer og videnskab10.7.2025 10:24:22 CEST | Pressemeddelelse
Når man står med et lig - hvordan finder man så dødstidspunktet? Og hvad siger danskernes tis om den mængde hash, vi ryger? Nu udkommer anden sæson af den populære podcast "Tæt på Retsmedicin", som denne gang tager lytterne med ind i laboratoriet.
Opdagelse i lille primat kan bane vejen for bedre stamcellebehandlinger8.7.2025 11:28:38 CEST | Pressemeddelelse
For første gang har forskere fundet og isoleret voksne stamceller fra en ikke-menneskelig primat. Det kan ændre hele grundlaget for, hvordan vi udvikler behandlinger med stamceller.
Alt, vi troede om løbeskader var forkert, viser dansk studie7.7.2025 13:47:06 CEST | Pressemeddelelse
Studie med over 5200 løbere viser, at løbeskader ikke opstår gradvist over tid – men oftest i løbet af ét enkelt løbepas. Millioner af løbere får dermed forkert vejledning af sportsure, advarer forsker.
Mænd hører babygråd lige så godt - men mødrene står op2.7.2025 08:50:55 CEST | Pressemeddelelse
Nyt studie afkræfter myten om kvinders særlige evne til at høre babygråd. Forskerne fandt kun minimale forskelle mellem mænd og kvinders hørelse, men mødre står stadig for den natlige barnepleje tre gange så ofte som fædrene.
Forstadier til knoglemarvskræft kan stoppe sig selv27.6.2025 09:16:50 CEST | Pressemeddelelse
Forskere har opdaget, at nogle celler går i dvale og skaber et forsvar mod kræft – et gennembrud, der kan føre til tidlig behandling.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum