DI Roskilde Køge Bugt

Erhvervsvenligheden i Roskilde Kommune er i fremgang

Del

Roskilde Kommune ender på en samlet 57. plads ud af i alt 91 i Dansk Industris (DI) årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er en forbedring fra sidste års placering som nr. 65 og afspejler en række forbedrede forhold for det lokale erhvervsliv.

Der er taget vigtige skridt mod et stærkere fundament for erhvervslivet i Roskilde Kommune det seneste år. Det fremgår af DI’s måling på lokal erhvervsvenlighed.

En af de mest fremtrædende placeringer ses i kategorien ’infrastruktur’, hvor Roskilde Kommune går fra en allerede stærk placering som nr. 9 i 2023 til en endnu bedre placering som nr. 7 i 2024. Effektiv og pålidelig infrastruktur er afgørende for virksomhedernes daglige drift og særligt virksomhedernes tilfredshed med medarbejdernes fleksible muligheder for at benytte kollektiv transport for at komme på arbejde trækker i den rigtige retning.

Roskilde Kommune har også forbedret sig betydeligt i kategorierne ’arbejdskraft’ og ’uddannelse’. Placeringen for arbejdskraft springer fra nr. 48 i 2023 til nr. 22 i 2024, mens placeringen for uddannelsesområdet går fra nr. 63 i 2023 til nr. 32 i 2024. Det er markante forbedringer på begge områder, og udviklingen er i høj grad drevet af en høj erhvervsfrekvens; flere unge, der søger ind på en erhvervsuddannelse og stabil trivsel i kommunens folkeskoler. 

- Det er positivt at se Roskilde Kommune styrke sin erhvervsvenlighed på så mange områder. Virksomhederne giver udtryk for, at effektiv og pålidelig infrastruktur sammen med kvalificeret arbejdskraft er de vigtigste konkurrenceparametre for virksomhedernes fortsatte vækst. Så det er glædeligt at se fremgangen på netop disse områder, siger bestyrelsesleder i DI Roskilde/Køge Bugt Christina Wiemann.

- Fundamentet for fremtidens arbejdsmarked er er fortsat god uddannelse, og her glæder jeg mig særligt over, at flere unge i Roskilde Kommune nu søger mod erhvervsuddannelserne. Det er der stort behov for, da mange virksomheder mangler faglært arbejdskraft.

En udfordring, som kommunen bør adressere, findes i kategorien ’grøn udvikling’, hvor Roskilde Kommune falder fra en placering som nr. 47 i 2023 til nr. 61 i 2024. Udviklingen kan bl.a. tilskrives andelen af kommunale bygninger, der har lave energimærker D-G samt virksomhedernes oplevelse af kommunens prioritering af bæredygtige og grønne indkøb.  

- Den grønne udvikling er afgørende for fremtidens samfund og erhvervsliv. Virksomhederne investerer derfor massivt i den grønne omstilling, og det skal kunne betale sig. Vi ved, at Roskilde Kommune har fået en ny indkøbs- og udbudspolitik, hvor grøn omstilling og bæredygtige indkøb er i centrum, og derfor er det også vigtigt, at de virksomheder, der investerer i den grønne omstilling oplever, at kvalitet og bæredygtighed bliver prioriteret over billigste pris af kommunen, afslutter Christina Wiemann.

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2024

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2024, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 15. år i træk DI laver foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
  • 7.479 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
  • Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.
  • Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
  • 91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø, Dragør, Vallensbæk og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

For mere information:

Camilla Weigel, presserådgiver, tlf. 2834 5366, mail CAWE@di.dk

Pernille Dalgaard-Duus, chefkonsulent i DI Roskilde/Køge Bugt, tlf. 2612 3040

Christina Wiemann, bestyrelsesleder i DI Roskilde/Køge Bugt, tlf. 3068 3195

Følg pressemeddelelser fra DI Roskilde Køge Bugt

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Roskilde Køge Bugt

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye