Ny rektor for VIA University College: Professionsuddannelserne rummer et enormt potentiale
2.9.2024 09:15:25 CEST | VIA University College | Pressemeddelelse
I dag sætter Gitte Sommer Harrits sig i stolen som ny rektor for VIA University College. Og hun har et klart budskab; Professionsuddannelserne kan endnu mere end i dag – hvis altså bare vi tør satse på dem.

Der er al mulig grund til at være ambitiøs på professionsuddannelsernes vegne. Det mener Gitte Sommer Harrits, der fra den 1. september er tiltrådt stillingen som rektor for VIA University College.
Med en baggrund som forskningsleder og prorektor i VIA kender Gitte Sommer Harrits om nogen til de udfordringer og muligheder, der præger professionsuddannelserne udvikling netop nu – og som ifølge den nye rektor findes i cirka lige store mål:
”De professionsuddannede er med til at løse nogle af samfundets vigtigste opgaver – blandt andet i sundhedssektoren, i skolerne og på det sociale område. Men det er samtidig opgaver, der vokser, både i bredde og kompleksitet, og som i stigende grad stiller krav til de professionsuddannedes viden og færdigheder. Mit budskab er sådan set, at det er krav, vi godt kan imødekomme. Men det kræver, at vi er ambitiøse og tør forfølge det kæmpe potentiale, som professionsuddannelserne har,” siger hun.
Nye veje til ekspertise
Ifølge VIAs nye rektor handler det blandt andet om at skabe nye muligheder for at dygtiggøre sig, opnå ekspertise og få den nyeste viden ind i de fag og funktioner, som professionsuddannelserne uddanner til:
”Professionsuddannelserne udmærker sig ved omsætte forskningsbaseret viden til praktiske færdigheder og kompetencer. Det er netop den kobling, der gør de professionsuddannede i stand til at løse alle de vanskelige opgaver, de har i hænderne hver eneste dag. Derfor skal vi blive endnu bedre til at skabe ny viden, og til at overføre teori til praksis. Det gælder ikke kun på vores grunduddannelser, men også igennem en styrkelse af den praksisnære forskning, af efteruddannelsessektoren og af vores samarbejde med arbejdspladserne helt derude, hvor uddannelse jo skal stå sin prøve,” siger Gitte Sommer Harrits.
Selvom de største professionsuddannelser er nogle af landets mest søgte uddannelser, har de seneste år vist en tendens til faldende søgning blandt nye generationer af unge. Det har skabt frygt for en regulær mangel på kvalificeret arbejdskraft, blandt andet inden for nogle af de store velfærdsområder.
Derfor er det afgørende, at professionsuddannelserne også fremover er attraktive studievalg, og her spiller ambitionen om at løfte professionsuddannelserne ifølge Gitte Sommer Harrits, en afgørende rolle – blandt andet fordi det kan skabe fornyet prestige omkring de store velfærdsuddannelser som fx sygeplejerske, pædagog og lærerfagene:
”Vi ved, at efterspørgslen efter vores studerende vil vokse. Derfor er det en bunden opgave at finde ud af, hvordan vi gør professionsuddannelserne mere attraktive for kommende generationer af studerende. Det handler selvfølgelig om bedre rammer og ressourcer, men jeg tror i lige så høj grad, at det handler om at skabe flere og bedre muligheder for at dygtiggøre sig, opnå ekspertise og udvikle sig igennem et langt arbejdsliv. Mulighederne er i hvert fald til stede, og det samme er behovet. Derfor håber jeg også, at der er politisk mod og vilje til det, når vi ser det ventede udspil til en reform af professionsuddannelserne,” siger hun.
Om Gitte Sommer Harrits:
Gitte Sommer Harrits har været en toneangivende figur i VIAs ledelseslandskab siden 2018, hvor hun tiltrådte som forskningsleder og kort efter blev forskningschef.
Hun tiltrådte som prorektor i VIA i marts 2020, hvor hun fik det samlede ansvar for VIAs uddannelsesområde og også blev medlem af VIAs direktion.
Hun har tidligere være studieleder, lektor og Ph.d. på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, hvor hun også læste til kandidat i statskundskab. Hun har blandt andet forsket og udgivet artikler om professionsviden, professionel praksis og uddannelse.
Gitte Sommer Harrits er født i Dronninglund i 1971 og opvokset i Skåde uden for Aarhus. Hun bor i dag i Aarhus med sin mand, og sammen har de to voksne børn.
Kontakter
Anders Ankerstjerne KristensenPR og Intern Kommunikation
Tlf:87551532aank@via.dkBilleder
Fakta om VIA University College:
- VIA er en professionshøjskole med 19.300 studerende på flere end 40 videregående uddannelser i 11 af de 19 kommuner i Region Midtjylland.
- VIA understøtter velfærdssamfundet ved at uddanne og efteruddanne blandt andet lærere, pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere, ingeniørere, bygningskonstruktørere og designere – i samarbejde med arbejdslivet og med afsæt i forskning og et globalt udsyn.
- VIA uddanner til hele den midtjyske region og har campusser med flere uddannelser under samme tag i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer udbud i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenaa.
- VIAs professionsrettede uddannelser foregår i en vekselvirkning mellem teori og praksis samt praktikperioder.
- VIA er en af Nordens største udbydere af målrettet kompetenceudvikling til en lang række brancher inden for både den private og offentlige sektor.
- VIA bedriver praksisrettet forskning, udvikling og innovation i 10 forskningscentre. Forskningsaktiviteterne har fokus på fx pædagogik, læring, sundhed, demens, klima og bæredygtig udvikling.
Læs mere om VIA University College på www.via.dk
Følg pressemeddelelser fra VIA University College
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra VIA University College
Mange ledige studiepladser at søge28.7.2026 00:01:00 CEST | Pressemeddelelse
VIA University College har i år optaget tæt på samme antal nye studerende som i fjor – i alt 5.073. Igen i år er der ledige pladser at søge på uddannelserne til blandt andet lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver og ingeniør.
6.703 har i år uddannelse i VIA som førsteprioritet5.7.2026 14:13:09 CEST | Pressemeddelelse
Uddannelserne hos VIA University College til sygeplejerske og lærer har i år modtaget flere ansøgninger end i fjor. Og VIAs spritnye radiografuddannelse i Herning har fået flere end dobbelt så mange ansøgninger, som der er studiepladser til. Andre uddannelser oplever tilbagegang. VIAs rektor forventer, at ny politisk reform fremover giver øget søgning.
Kirsten Suhr Bundgaard fortsætter som professionshøjskoledirektør i VIA22.6.2026 12:10:53 CEST | Pressemeddelelse
Efter udløb af åremålsansættelsen har VIA University College genansat Kirsten Suhr Bundgaard i stillingen som professionshøjskoledirektør. Dermed forsætter hun i rollen, som hun har udfyldt siden 2017.
Navne: Per B. Christensen fylder 70 d. 25. maj19.5.2026 11:02:01 CEST | Pressemeddelelse
Per B. Christensen fylder 70 år d. 25. maj, 2026. Han har igennem en årrække været en af de mest markante kapaciteter på uddannelsesområdet i Danmark.
VIA University College får ny bestyrelse – Per B. Christensen fortsætter som formand12.5.2026 09:57:57 CEST | Pressemeddelelse
Per B. Christensen fortsætter som formand for bestyrelsen for VIA University College i den kommende bestyrelsesperiode, hvor Hanne Roed også fortsætter som næstformand. Det er nu officielt, efter at den nye bestyrelse konstituerede sig på et bestyrelsesmøde d. 11. maj.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


