Riffelskytte Martin Black Jørgensen vinder PL-bronze
31.8.2024 16:25:17 CEST | Danmarks Idrætsforbund | Pressemeddelelse
Danmark har for tredje dag i træk vundet metal ved PL i Paris. 32-årige Martin Black Jørgensen (Dalmose) var lørdag formiddag tredjeskarpest på 10m luftriffel i stående position.

Martin Black Jørgensen og holdkammerat Jan Winther havde begge indstillet sigtekornet helt rigtigt, da de lørdag fik debut ved de Paralympiske Lege. Begge danskere gik sikkert videre blandt de otte bedste fra den indledende kvalifikationsrunde, og i finalen, som er en elimineringsrunde, lå Martin Black Jørgensen længe helt i spidsen. Duellen om guldet missede han til sidst, men bronzemedaljen er i sig selv en vild bedrift af den danske PL-debutant.
- Jeg har det godt, men det kører stadig rundt i hele kroppen. Det er som om, jeg lige skal fatte, hvad der er sket. Jeg havde ikke lige forudset det her, da jeg stod op i morges. Jeg prøvede at slå alt fra og skyde mit bedste, og det lykkedes med en personlig rekord i kvalifikationen. I finalen gik det rigtig godt, indtil jeg pludselig kunne se på min skærm, at vi kun var tre tilbage. Så begyndte mit hjerte at hamre, og pulsen begyndte bare at køre helt vildt, siger Martin Black Jørgensen, der i finalen skød 226.5 point, inden han blev sendt ud.
Guldet gik til Jinho Park fra Sydkorea, der satte ny paralympisk rekord med 249.4 point, mens Yerkin Gabbasov fra Kasakhstan hentede sølv.
Martin Black Jørgensen har ikke flere konkurrencer ved PL i Paris, der har været en kæmpe oplevelse for sjællænderen.
- For en måned siden vidste jeg ikke, om jeg skulle med til PL. Da jeg blev udtaget, sagde jeg til mig selv, at jeg skulle nyde oplevelsen, og det gør jeg. Det er kæmpestort at være her med alle de bedste skytter i verden, siger Martin Black Jørgensen, der bliver i Chateauroux for at støtte de øvrige danske skytter, inden hele holdet rykker til PL-byen i Paris forud for afslutningsceremonien den 8. september.
Parasport Danmarks sportschef Michael Møllgaard Nielsen er imponeret over den start, de danske skytter har fået ved PL.
- Det er ikke til at se, at vores skytter er debutanter ved PL. De tre, der indtil nu har været i aktion hernede, er alle gået i finalerne, og i dag ligner Martin Black Jørgensen, der kom med til Paris på et wild card i sidste minut, indtil sit allersidste skud en garvet topskytte. Det er virkelig godt gået, siger han.
Chef de mission Nicklas Bjaaland fra DIF er også begejstret for udviklingen.
- Ved PL i Tokyo var Danmark ikke repræsenteret i skydning, og nu står vi her i Paris med fem stærke profiler. Det er en fantastisk udvikling, der har krævet en stor indsats af både skytter og alle omkring dem. Stort tillykke til hele holdet med medaljen, siger han.
I morgen søndag skal Jan Winther og Kasper Hjort Lousdal i aktion på skydebanen, hvor det gælder 10m luftriffel fra en liggende position.
Om Martin Black Jørgensen
Sportsgren: Skydning
PL-disciplin: R1 - 10m luftriffel stående
Klassifikation: SH1
Alder: 32 år
Handicap: Rygmarvsskade
By: Dalmose
Klub: Næstved Skytteforening
Udvalgte resultater: Bronze i 10m luft ved EM 2023
Tidligere PL-deltagelse: Debutant
Fakta om Danmarks deltagelse ved PL i Paris 2024
Deltagelse i ni sportsgrene
32 atleter
12 debutanter
Målsætning: 8 medaljer
Læs mere om det danske hold på hjemmesiden paralympiskelege.dk og sociale medier @danmarktilpl
DIF har det operationelle ansvar for de danske atleters deltagelse ved de Paralympiske Lege. Opgaven varetages i et tæt samarbejde mellem DIF, Team Danmark og Parasport Danmark. Parasport Danmark er som national paralympisk komité ansvarlig for at kvalificere og udtage det danske PL-hold.
Nøgleord
Kontakter
Jannik Lund AndersenKommunikationskonsulent, Parasport Danmark
Tlf:51271760jla@parasport.dkBilleder
Links
DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 62 forbund, ca. 8.500 idrætsforeninger og knap 2,1 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Nyt mødested gør det nemt at opleve naturen tæt på Roskilde26.8.2026 16:27:13 CEST | Pressemeddelelse
Et godt udgangspunkt for oplevelser i den bynære natur er den nye friluftsgarage ved Sankt Hans i Roskilde. Her kan foreninger, skoler og familier mødes, klæde om og spise madpakken.
Presseinvitation: Nyt mødested gør det nemmere at få oplevelser i den bynære natur20.8.2026 10:15:16 CEST | Presseinvitation
I næste uge bliver et nyt mødested for friluftsoplevelser indviet i Roskilde og pressen er inviteret med til arrangementet. Det er tirsdag den 25. august kl. 16-18 og adressen er Karoline Ebbesens Plads 5, Sankt Hans, 4000 Roskilde.
Team Esbjerg og EfB skal hjælpe unge voksne videre i livet13.8.2026 07:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Team Esbjerg, EfB, Sport Event Park Esbjerg (SEPE) og Esbjerg Kommune bliver en del af Startblokken, et initiativ under Danmarks Idrætsforbund, der skal hjælpe unge voksne langt fra job og uddannelse godt videre i livet.
DIF beklager IOC-beslutning om Rusland7.7.2026 17:07:52 CEST | Pressemeddelelse
IOC har valgt at fjerne langt de fleste restriktioner og anbefalinger mod Rusland, så alle landets atleter og officials fremover kan deltage i OL-kvalifikationen og til OL. DIF er uenig i beslutningen.
Sønderjyske Kvindehåndbold skal hjælpe unge videre i livet29.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sønderjyske Kvindehåndbold og Aabenraa Kommune bliver som de første i Sønderjylland en del af Startblokken – et initiativ under Danmarks Idrætsforbund, der skal hjælpe unge langt fra job og uddannelse godt videre i livet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

