F&P: Forslag til finanslov hjælper boligejere til klimasikring
30.8.2024 11:13:34 CEST | Forsikring & Pension | Pressemeddelelse
Regeringen foreslår i den kommende finanslov at genindføre håndværkerfradraget til boligejere, der ønsker at klimasikre deres bolig. En god ide med en økonomisk håndsrækning i en tid med store klimaforandringer, mener F&P – forsikrings- og pensionsbranchen.
2023 blev det vådeste år nogensinde målt i Danmark, og tusindvis af danske boligejere måtte se deres huse oversvømmet og værdier blive ødelagt. F&P anslår, at der alene i 2023 blev ødelagt værdier for tre mia. kroner. Nu foreslår regeringen som en del af finansloven at afsætte 300 millioner til at genindføre håndværkerfradraget – med et særligt grønt fokus på klimasikring af boligen. En god ide, mener forsikrings- og pensionsbranchen.
- Huse med risiko for oversvømmelse skal tælles i titusindvis rundt om i Danmark, og det kan være en bekostelig affære at sikre sit hus mod oversvømmelse. Derfor er det et rigtig, rigtig godt forslag at give de mange boligejere en økonomisk håndsrækning, hvis de vil sikre sig mod vand, der både kommer fra oven, fra siden og nedefra. Vi kan kun opfordre til, at forslaget støttes bredt, siger Kent Damsgaard, administrerende direktør, F&P.
F&P glæder sig også over det stærke fokus i finanslovsudspillet på klimatilpasning og implementering af den grønne trepart.
- Det er vigtigt og positivt, at regeringen klart prioriterer implementeringen af den grønne trepart, så vi sætter ind med handling og økonomi både, når det gælder indsatsen for klimaet – og tilpasning til de forandringer, som desværre allerede er en realitet, siger Kent Damsgaard.
Regeringen lægger på socialområdet op til en særlig indsats for de 43.000 unge, der står uden uddannelse eller tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er et helt centralt indsatsområde, mener F&P.
- Vi oplever desværre en bekymrende stigning i antallet af unge, der tidligt helt eller delvist mister erhvervsevnen. Det er et stort tab både for de unge og for samfundet som hele, og den stigning bidrager vi gerne til at få vendt. F&P deltager gerne i dialogen om, hvordan vi sikrer, at vi sikrer, at den store gruppe af unge mennesker uden uddannelse og job reelt bliver en del af arbejdsmarkedet, siger Kent Damsgaard.
Også finanslovens forslag om penge til automatisk erhvervsrapportering får ros fra F&P.
- Forsikrings- og pensionsbranchen er i dén grad påvirket af administrative byrder og rapporteringskrav, så det er virkelig godt at se en konkret og vigtig indsats for at reducere byrdemængden. Vi håber, at regeringen og Folketinget vil gå videre ad den vej, siger Kent Damsgaard.
Endelig opfordrer han regeringen og Folketinget til at se på bl.a. mulighederne for at forbedre overgangen fra arbejdsliv til pensionisttilværelse ved at give mulighed for at sætte ratepension på pause. Samtidig opfordrer branchen til at skabe bedre rammer for udbredelsen af grønnere biler, når partierne fortsætter forhandlingerne.
- Vi har fra forsikrings- og pensionsbranchens side nogle meget konkrete bud på, hvordan politikerne kan fremme en grønnere bilpark ved fx at tage livtag med motorforsikringsafgiften og fjerne reparationsgrænsen. Det vil være oplagt at tage det med i de videre forhandlinger, siger Kent Damsgaard.
F&P er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsikring & Pension
Ny aftale om børne- og ungdomspsykiatrien kan gøre en reel forskel for familierne25.9.2026 09:51:49 CEST | Pressemeddelelse
Det er meget positivt, at et bredt flertal nu har indgået en aftale om at styrke børne- og ungdomspsykiatrien. Aftalen rummer et vigtigt fokus på tidlig indsats og tværfaglighed, som kan komme både børn, unge og deres familier til gavn, mener Forsikring & Pension.
Nordjylland hårdt ramt af stormskader24.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Næsten halvdelen af landets registrerede stormskader i første halvår 2026 lå i Region Nordjylland. Særligt Frederikshavn, Aalborg og Hjørring kommuner havde usædvanligt mange skader, viser ny opgørelse.
Anmeldte cykeltyverier i Aarhus falder med 35 procent21.9.2026 09:29:43 CEST | Pressemeddelelse
I første halvår 2026 fik forsikringsselskaberne 1.008 anmeldelser om cykeltyveri i Aarhus. Det er det laveste antal i den fireårige sammenligning, viser nye tal fra forsikringsbranchen.
Europa skal styrke suveræniteten for at stå stærkere i en usikker verden16.9.2026 10:35:50 CEST | Pressemeddelelse
Europa skal være mindre afhængigt af andre og bedre til at forme sin egen fremtid. Derfor bakker F&P op om Von der Leyens fokus på mere suverænitet, investeringer, elektrificering, grøn omstilling, enklere regler og bedre implementering.
Forsikringssvindel koster milliarder15.9.2026 21:38:31 CEST | Pressemeddelelse
I 2025 opdagede landets forsikringsselskaber svindel for to milliarder kroner. Det viser en ny opgørelse fra F&P – forsikring og pension. Forsikringssvindel går ud over alle ærlige kunder og betyder, at en gennemsnitsfamilies forsikringer bliver mindst 700 kroner dyrere om året.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum